Af Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt. Instagram: @emilieluciaa

Vores fleksjobber er sgu ikke fleksjobber

red

I Tekstspot fik vi for et par år siden brug for en deltidsansat til at koordinere skriveopgaver og formidle kundekontakt. Susanne er journalist, og nu fleksjobber hos os. Jeg måtte hurtigt droppe at pudse mine social responsibility fjer. Susanne er kvalificeret arbejdskraft, selvom hun skal tage hensyn til sine skavanker. Og hun er en mere stabil arbejdskraft end mange deltidsansatte på vej videre. Opfordringen i dagens artikel er: Giv en fleksjobber en rigtig jobtitel og ansvar efter evne – det gavner både medarbejderen, virksomheden og samfundet.

God CSR-mulighed

I Tekstspot fik vi, for et par år siden, brug for en deltidsansat koordinator til at håndtere den daglige kundekontakt og formidlingen af opgaver blandt vores skribenter. Kort forinden havde jeg modtaget en uopfordret ansøgning fra Susanne, som jeg tidligere havde haft ansat som journalist. Susanne havde, sidenhen, været igennem et sygdomsforløb, der havde frataget hende noget af hendes arbejdsevne. Af den grund  var hun blevet visiteret til et fleksjob.

Ud over at få fat i en god og stabil arbejdskraft så jeg også  en mulighed for polere firmaets elektroniske facade med lidt Corporate Social Responsibility. Derfor fik vi hurtigt skrevet ”Susanne, fleksjobber” på vores om os-side. I forlængelse af det skrev jeg også et blogindlæg, om hvor nådige herrer vi var, når nu vi tilbød en forkrøblet stakkel en plads på det hellige, almindelige arbejdsmarked.

Én af Susannes første opgaver blev således at læse korrektur på blogindlægget. Samtidig kunne hun sådan tilføje et par sentimentale citater om, hvordan hendes skånehensyn forhindrede hende i at udføre arbejde på lige fod med andre, og om hvor lykkelig hun var for, at vi havde lukket hende ind i varmen.

Hendes svar var temmelig overraskende: ”Jeg er sgu ikke fleksjobber!”

Bjørnetjenesten

Susanne var én af de allerførste, der fik bevilget fleksjob efter de nye regler; de regler, hvormed jeg som arbejdsgiver er fritaget for stort set alle administrative opgaver. Det skulle gøre det mere attraktivt at ansætte fleksjobbere.

Her i dag, to år senere, er der på jobnet.dk hele 8267 ledige, som søger fleksjob. Samtidig er der opslået præcist 16 fleksjob. Det drejer sig om ni job som ufaglært inden for rengøring, pedelfunktioner eller produktion og syv inden for handel og kontor. Køen til hvert job er altså på 517 håbefulde fleksjobvisiterede, og en veluddannet, erfaren journalist med skulderskavanker, som Susanne, står næppe på en af de forreste pladser.

Susanne beskriver det sådan her:

”Da jeg i sin tid blev bevilget fleksjob, blev det fra flere sider pointeret, hvor heldig jeg var, at jeg allerede havde en arbejdsgiver. Ifølge de kommunale sagsbehandlere og min uvildige rådgiver, som var med ved afgørelsen af min sag, er det mindst lige så svært – til tider ligefrem sværere – at finde et fleksjob som et ‘rigtigt’ job. Det betyder, at de mange nye fleksjobbere bare flyttes over i en ny ‘kasse’ i kommunerne og efter gentagne arbejdsprøvninger nu sendes i gentagen ulønnet praktik.”

Dette tiltag, som skulle være en hjælp for den ledige, der gerne vil udnytte sin restarbejdsevne (som det så poetisk kaldes) bliver altså i stedet til en hindring. Dette på trods af, at fleksjobberen allerede gennem det kommunale sygedagpengesystem, med tilhørende arbejdsprøvninger og systematiske mistænkeliggørelser, har bevist, at hun/han magter at arbejde et bestemt reduceret antal timer pr. uge.

Sygelig stigmatisering

Folk, som har fået bevilget fleksjob, vil altid først have været igennem én eller anden form for sygdomsforløb. Undervejs i deres helbredelsesproces har de været udsat for et konstant pres fra sygedagpengekontorets side. Især mennesker, hvis sygdom ikke er synlig i form af ændring i antallet af lemmer i negativ retning, oplever en mistænkeliggørelse, og når de giver udtryk for dette over for sagsbehandleren, mødes de med et arrogant: ”Det er ikke mig, der laver reglerne. Jeg passer bare mit arbejde”. Mennesker, som står dette pres igennem uden psykiske sammenbrud, må siges at leve op til det nye buzz-ord i jobannoncerne: De er robuste. Nu bliver de så stigmatiseret af prædikatet ”fleksjobber”.

Sygdommen lægger dem ned. Sygedagpengesystemet sparker dem i nyrerne. Fleksjobprædikatet tramper dem i ansigtet.

Fleksjobbets forbandelse

I den tidligere udgave af fleksjobordningen skulle arbejdsgiveren udbetale fleksjobberen fuld løn. Herefter skulle man rekvirere en refusion hos kommunen. Refusionens størrelse afhang af, hvor nedsat fleksjobberens arbejdsevne var. Netto betalte man altså en lavere løn, men kunne så heller ikke forvente det samme arbejdstempo eller det samme timetal. Teoretisk set var det egentlig en god ordning, men som arbejdsgiver påtog man sig en risiko, hvis visitationen ikke gav et retvisende billede af fleksjobberens problematikker. Fleksjobberen fik det samme i løn, uanset hvor mange eller hvor få timer, han arbejdede – det gav selvfølgelig incitament til at trække nedad i tid. Og så er mange arbejdsgivere også allergiske over for ekstra administration.

Med denne viden i baghovedet havde jeg en del skrupler, da Susanne gerne ville være fleksjobber. Jeg ville egentlig hellere bare ansætte hende på ganske almindelig deltid på helt ordinære vilkår, men hun er jo begrænset af sit helbred. Mit kendskab til den gamle ordning var derfor tæt på at betyde, at Susanne fik et afslag.

Fleksjobbets fortræffelighed

Men forløbet omkring Susannes ansættelse skulle vise sig at være ganske simpelt og uproblematisk.

Susanne have jo selv sørget for kontakten til mig, og jeg havde jo allerede et behov for løsning af nogle opgaver. Susannes skånehensyn betyder, at hun skal have mulighed for at hvile i løbet af arbejdsdagen. Desuden skal hun have minimal transport.  Og så er hun begrænset af et maksimalt timetal pr. uge.

Al vores daglige kundekontakt foregår via mail og telefon. Derfor var det indlysende uproblematisk, at Susanne skulle arbejde hjemmefra. Det betyder nul transport og fuld frihed til at hvile – når blot hun passer mailen og telefonen.

Tekstspot skulle nu godkendes som arbejdsgiver. Det handlede om at svare på nogle spørgsmål i et skema til jobcentret i Susannes kommune.

Herefter lavede vi en ansættelseskontrakt, hvor Susanne er ansat på funktionærlovens ganske almindelige vilkår i et begrænset antal timer. Ferie, fridage og løn fungerer som hos enhver anden ansat. Hun kan sige op – og vi ville kunne fyre hende – efter de samme regler, som gælder for andre funktionærer. Det er det eneste, jeg oplever som arbejdsgiver.

Og dog. Der har været en enkelt opfølgning fra jobcenteret, hvor jeg i telefonen skulle sige, at det går godt, og hvor Susanne vist også efterfølgende skulle sige det samme.

Jeg ved så, at Susanne får et supplerende beløb – et fleksløntilskud svarende til dagpengesatsen – fra kommunen.

Susanne har altså en sikret økonomi, og hun er sikret en vigtig identitet og et sundt selvbillede som én, der bidrager til, at hjulene drejer rundt. Og Tekstspot er sikret Susannes arbejdskraft.

Faktisk føler jeg, at vi som arbejdsgiver har en større sikkerhed end med en anden deltidsansat, for Susannes fleksjobprædikat har jo som nævnt en stigmatiserende effekt, som begrænser hende i at søge grønnere græsgange – hvilket jo ellers ofte er problemet med deltidsansatte.

Håb og råd

Jeg ved godt, at hver enkelt fleksjobber har individuelle problematikker. Men der må være mange som Susanne, der har kvalifikationer, der rækker langt ud over et job som rengøringsassistent eller pedel. Susanne er ikke en dårligere journalist end dengang jeg havde hende ansat i den jobfunktion. Vi udnytter til fulde hendes faglige kompetencer, når hun vurderer opgaverne og fordeler dem til skribenterne. Og hendes udadvendte, nysgerrige og venlige sind er en styrke i den direkte kundekontakt.

Jeg råder fleksjobbere til at søge almindelige deltidsjob, som matcher deres kompetencer. Søg gerne uopfordret, og vent med at nævne ord som skånehensyn og fleksjob til dialogen er åben. Hvis en arbejdsgiver skulle blive gnaven over dette, så vis ham disse linjer.

Jeg håber, at andre arbejdsgivere vil få øjnene op for de fordele, der er ved en kvalificeret deltidsansat, som ikke automatisk er på vej videre.

Men drop tankerne om at bruge fleksjobberne til at pynte facaden med CSR-fjer. Som arbejdsgiver er man nemlig ikke interesseret i at have medarbejdere, som føler sig stigmatiseret. Man er interesseret i et menneske, som har glæde af en faglig identitet.

Susanne sagde det meget klart:

”Jeg er sgu ikke fleksjobber! Jeg er journalist, og jeg arbejder for dig som koordinator.”