Demokratiet må møde borgerne

Hvordan udvikler vi demokratiet

ALTIVISTEN er nysgerrig på ungdommen. Ungdommens udfordringer, visioner og forslag til løsninger. I denne interviewserie samtaler vi med alle landets ungdomspartier. En for en. Hver uge bringer vi således et interview med ungdomsforkvinder og -mænd, hvor vi spørger ind til deres syn på demokratiets udvikling. Ugens interviewperson er Victor Boysen. Han er formand for Radikal Ungdom, 23 år og har lavet politik i snart seks år.

 

Hvorfor gik du ind i politik?

Det gjorde jeg for at ændre på verdenen. Jeg syntes egentlig bare, at det var skide sjovt at diskutere, og jeg interesserede mig for samfundet. Mine gymnasiekammerater syntes ikke, at det var lige så sjovt som mig at snakke uddannelses- og klimapolitik. Derfor opsøgte jeg så et fællesskab, hvor politik var i centrum.

Det sjove ved mig – i forhold til mange andre medlemmer i ungdomspartier – er, at det ikke var en specifik sag, der engagerede mig. Det var mere denne her lyst til at diskutere politik, som drev mig. Jeg ønskede at udfordre mit eget synspunkt og lære om noget, jeg ikke vidste så meget om i forvejen.

Hvorfor er det vigtigt, at unge mennesker engagerer sig i politik?

Vi er jo alle sammen en del af det samme samfund. Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen engagerer os i det. Hvis ungdommen ikke blander sig i debatten, så risikerer vi at blive glemt. Så kommer politik til at handle om nutiden og ikke fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi ser ungdommen gøre sin stemme gældende i den offentlige debat. Det handler ikke kun om uddannelsespolitik, men også om klimapolitik og skattepolitik. Vi må spørge os selv, hvordan vi indretter vores skattesystem på en sådan måde, at flest mulige synes, det er fedt at gå på arbejde. Det handler for eksempel også om IT-politik, som vi måske som unge har nogle holdninger til, som de voksne mennesker ikke har, da de ikke er vokset op i IT-verdenen på samme måde som os. Ungdommen kan byde ind på rigtig mange områder, hvor de voksne politikere skal høre på os, sådan at politik kommer til at tage hensyn til, at det er os, der sidder på magten. Det er os, der er fremtiden. Det skal tænkes ind i nutidens politik.

Hvordan bevarer man sin egen personlighed og identitet, når man går ind i politik og bliver en del af et etableret system?

Det er enormt vigtigt at have sine værdier med sig – hele vejen. Man skal huske på, hvad det var man gik ind i, og hvorfor man gik ind i politik, eller hvorfor man stillede op til Regionsrådet eller Folketinget. Hvis man hele tiden har sit ideologiske kompas med sig i sin baglomme, så kan det ikke gå helt galt.

Folk har en tendens til at se partiet, før de ser personen. Personen Victor er ikke det samme som partiet Radikale Venstre. Der er mange, der synes, at det Radikale Venstre er et arrogant parti. Men jeg synes egentlig, at jeg er meget nede på jorden, sød og rar. Det tror jeg også, at man ville opleve, hvis man satte sig ned og snakkede med mig og virkelig prøvede at finde nogle kompromiser i stedet for at køre videre i de fordomme, der er om partiet og bevægelsen.

Hvem er dine politiske forbilleder?

Min store politiske helt er Barack Obama. Han kan det, som politikere skal kunne. Han kan indgyde håb hos folk. Han taler lige ind i mit hjerte. Han inspirerer og motiverer mig til at engagere mig i samfundet og til at yde en ekstra indsats for at gøre den her verden til et bedre sted. Det savner jeg generelt hos danske politikere. At de tør at have drømme, tør at have visioner og også inspirere andre mennesker til at følge deres gode eksempel. Så kan det godt være, at han ikke har leveret helt lige så meget, som han havde håbet på. Det er svært med en kongres, der blokerer ham. Han var måske også mere visionær, da han stillede op i 2008, end han har været det sidste års tid – men jeg synes alligevel, at han har fået mig til at tro på, at verden kan blive bedre. Hvis alle politikere tænkte sådan, så tror jeg også, at verden ville være lidt sjovere at være i.

Hvilke politiske modstandere inspirerer dig mest?

Lige for tiden synes jeg, at Søren Pind er rigtig sej. Han har nemlig sit moralske og ideologiske kompas med sig hele tiden. Han er et liberalt menneske. Med udgangspunkt i den ideologi, som han har, står han i mod højrefløjens, til tider, hadske retorik over for udlændinge. Det synes jeg er fedt. Selvom hans regering hviler på højrefløjens stemmer, så tør han tage kampen; fordi han helt inde i maven synes, at det, der foregår på den politiske højrefløj i Danmark, er forkert. Det er inspirerende.

Tulles (Kristian Thulesen Dahl, red.) folkelighed, den er eddersparkme også sej. Den måde han er politiker, men også menneske, på. Den måde, hvorpå man kan spejle sin egen hverdag ind i hans ageren og udtalelser, det synes jeg virkelig også er prisværdigt. Noget af det, som jeg frygter sker med politik, det er, at det bliver meget fremmed for folk. Derfor er det vigtigt, at politikerne er i øjenhøjde med befolkningen. Der synes jeg virkelig, at Kristian Thulesen Dahl har noget at byde ind med – også selvom jeg er drønuenig i det rent substantielle, politisk set.

Hvilket lovforslag ville du stille?

Hvis jeg havde ét skud i bøssen, så ville jeg hæve den danske ulandsbistand til 1% af BNI (bruttonationalindkomst). Vi skal ikke isolere os og mure os inde bag en grænsebom. Vi skal engagere os i verden og tro på, at vi godt kan forbedre den, selvom vi er en lille nation. Der er historisk mange flygtninge i verden, og dem, synes jeg, at vi skal hjælpe. Vi er alle sammen mennesker på den samme jord. Vi har – os der er født i Danmark – været heldige at blive født i et privilegeret land, hvor vi er velstående. Derfor har vi en menneskelig pligt, mener jeg, til at hjælpe de mennesker, der ikke har været lige så privilegerede som os.

Hvad har du ændret mest holdning til, siden du gik ind i politik?

Helt overordnet har jeg ændret holdning til politikere. Før jeg engagerede mig i ungdomspolitik, troede jeg, at politikere var overmennesker, og at de aldrig lavede fejl. At de var sådan helt uden for alle menneskelige evner og kapacitet. Men når jeg så møder og ser dem, så har jeg fundet ud af, at de jo bare er mennesker ligesom alle os andre. De skal også smøre madpakker om morgenen og holde fødselsdagsfester for deres børn. Mødet med politik har øget min forståelse for, at politikere bare er mennesker ligesom alle os andre. Det er sgu en fed forståelse at have; politik bliver mere forståelig på en måde. Når jeg ser et udspil fra Liberal Alliance, så tænker jeg ikke, at det er overmenneskeligt, eller at det er fjernt. Jeg tænker, at det er Anders Samuelsen, der er familiefar og har en flot bil, som mener, at denne her politik, det er den rigtige for mig. Politikere er også mennesker, og de laver også fejl – gud ske tak og lov for det, man har lov at blive klogere. Den erkendelse savner jeg lidt, at andre politikere har. Måske fordi de selv tror, at de skal leve op til den der fordom om, at politikere aldrig tager fejl. Det er meget poleret; sådan er der jo ingen, der er.

Hvad er en succeshistorie i dansk politik lige nu?

Selvom det er årets varmeste solskinsdag i dag, så synes jeg, at det er svært at se, hvad politikerne gør rigtigt lige nu. Det er trods alt positivt, at Venstre står fast på, at Danmark skal blive i de internationale konventioner. Altså Europarådets menneskerettighedskonvention og FNs flygtningekonvention. Det er positivt, at Venstre, trods massivt pres fra Dansk Folkeparti, står fast på, at det altså er en del af den danske identitet, at vi deltager i samarbejdet i verden omkring os – at vi deltager i de udfordringer og de rettigheder, der går på tværs af landegrænser.

Det er jo også i bund og grund vildt, at jeg her i 2016 skal sidde og kalde det for en succes, at Danmark stadig er en del af de internationale konventioner; men det synes jeg ikke desto mindre, at det er. Det kan sagtens ændre sig på et tidspunkt, hvis denne her højrepopulisme får lov at vokse.

Hvordan udvikler vi demokratiet?

Borgerne skal ind bag Christiansborgs tykke mure, og Christiansborg skal ud til borgerne. Jeg har ikke lyst til at stille op til Folketinget, hvis du spørger mig i dag. Det har jeg ikke, fordi jeg ikke gider at sidde på Facebook tre timer om dagen og skrive opdateringer, skrive kommentarer og sidde på Twitter og tweete med journalister. Jeg ville være en god politiker i 60’erne, hvor man skulle ud og snakke med folk. Hvor man tog ned på torvet, når der blev solgt fisk, og snakkede med folk om, hvad det er, man tror på, og hvordan man kan gøre samfundet bedre. Jeg tror, at hvis vi kommer tilbage til, at politik er noget, man møder og ikke noget, man ser på Facebook, så tror jeg sgu, at vi ville være et bedre sted. Jeg kunne godt tænke mig, at der kom flere åbne høringer på Christiansborg, sådan at folk kunne komme ind og høre, hvad der var tankerne bag for eksempel offentlighedsloven – eller tankerne bag det nye fiskeridirektiv fra EU. Jeg tror virkelig på, at når mennesker de mødes, så sker der gode ting. Det lyder jo helt alternativistisk.

Hvad er de største udfordringer for demokratiet på kort og på lang sigt?

På kort sigt er det problematisk, hvis vi isolerer os fra omverdenen. Vi var med til at underskrive Flygtningekonventionen som et af de første lande i verden. Vi er en del af Menneskerettighedskonventionen. Vi er en del af Statsløsekonventionen. De her samarbejder, der går på tværs af lande i verden, dem skal vi for alt i verden stå fast på. Lige nu frygter jeg, at indenrigspolitiske strømninger og nationalisme udfordrer det samarbejde, som vores bedsteforældre har dannet grundlaget for.

På lang sigt er det en udfordring, at afstanden mellem Christiansborg og den helt almindelige vælger bliver større. Der er mange, der står af, fordi politikere bare kaster mudder på hinanden og ikke rigtig finder de bedste løsninger for samfundet. Så jeg frygter, at hvis ikke man bringer politik ned i øjenhøjde med folk og gør det relevant, så vokser denne her politikerlede, som vi for alt i verden skal undgå. Ellers kan vi jo ende med en situation, hvor det er under halvdelen af befolkningen, der stemmer til folketingsvalg – og hvad er det så for et demokratisk mandat, man sidder på?

Hvad er den største uretfærdighed i Danmark lige nu?

Det er, at folk fra Syrien og Irak flygter til Danmark fra krig og ufred og bliver mødt med ‘dårlig stemning’. De bliver mødt med fordomme og uværdighed. Det synes jeg er bunduretfærdigt. De skal behandles ordentligt.

Hvordan får vi mere politikerglæde?

Hvis politikerne svarede ærligt, hver gang de blev spurgt om noget, så tror jeg, at befolkningen ville synes om det. Som vælger i Danmark ville jeg selv synes, det var enormt positivt, hvis politikerne kunne svare ærligt på spørgsmål uden at snakke uden om. Vi ville også få mere politikerglæde, hvis politikerne blev bedre til at præsentere egne forslag i stedet for at hakke ned på andres forslag. Medierne spiller selvfølgelig også en stor rolle i det; de skal jo også dække politik på en positiv måde, hvis vi skal vende fokus.

Hvordan kan vi gøre politik mere løsningsorienteret?

Hvis de politiske partier fokuserede mere på deres egen politik og mindre på, hvem de støtter som statsminister, så ville politikken, drømmene og visionerne for Danmark komme i højsædet. På den måde kunne man bygge bro mellem de politiske fløje og blokke. Det, tror jeg, ville sætte løsningerne i fokus frem for magt, ministre og denne her Christiansborglogik om positionering.

Som en del af denne serie blev alle ungdomskvinder og -mænd stillet en udfordring. De skulle opfordre til tre handlinger, der for dem kan være med til at forbedre den politiske dialog og engagere flere unge i løsninger på aktuelle samfundsproblematikker.