,

VI SKAL DRØMME OM KØN

ALTIVISTEN er taget på Roskilde Festival 2017, for at finde inspiration til, hvordan vi kan leve et kreativt, sundt og dejligt liv. Roskilde Festival er netop gode til, at udfordre og understøtte organisationer, virksomheder og borgere til at afprøve nye idéer, der styrker fællesskabet og skaber et bæredygtigt samfund. I år sætter festivalen fokus på social- og miljømæssig bæredygtighed med afsæt i kulturel lighed. 

af Sara, Thilde og Nikolaj 

Når man er gået op over togbanen på gangbroen og træder ind i C-området og har passeret en horde af halv- eller helfulde mennesker foran scenen i Rising City, når man ned til den tippilignende installation – Dreamcatcher. Samlingspunktet tårner op mellem madboderne og lydteltet i Rising-området, og tippien er klar til at fange festivalgæsternes drømme i den kølige, støvede og afventende aftenluft tirsdag aften på Roskilde Festival. Dagen før, at musikken for alvor går i gang på Festivalområdet, og de hjemmebyggede anlæg bliver overdøvet af Orange Scene.

Vi er taget ned for at deltage i en drømmeworkshop, der har til formål at åbne for tanker og drømme om køn i vores samfund. Arrangørerne af workshoppen hedder Laura, Amanda og Mirjam og vi møder dem foran Dreamcatcher, hvor de står klar til at facilitere årets drømmeworkshop for Alskov Fonden.

I 30 minutter skal vi, i fællesskab med de andre fremmødte, drømme om køn i vores samfund. Det er der nemlig brug for. Undersøgelser viser, at mennesker, der falder uden for de mest ”almindelige” kasser for køn, har et dårligere liv. Amanda påpeger, at LGBT-personer dør fire gange så ofte, som de mennesker i vores samfund, der er heteroseksuelle. Den måde, køn bliver repræsenteret på, er begrænsende, og det er nogle meget smalle kasser, som kan være svære at leve op til.

Frugtsalat som katalysator for refleksion

Vi bliver allerede kønnede fra barnsben med Disney-prinsesser og Toy-story dukker. Vi forventer stærke drenge og blide piger, og vi farver børneværelser lyserøde og lyseblå. Med udgangspunkt i, at vi allerede kønner fra barnsben, tager arrangørerne workshopindholdet og deltagerne tilbage til barndommen. I tippien bliver vi derfor taget igennem forskellige scenarier og tankeeksperimenter med afsæt i barndommen.

Den første opgave vi får, er at lege ”frugtsalat”, som er en leg, hvor man rækker hånden op, hvis man er enig i det oplæste udsagn. I aftenenes frugtsalat, skal vi forholde os til gængse opfattelser af køn, som at ”piger går mest i kjoler” og ”drenge går mest i bukser”. Et af de sidste udsagn lyder ”der findes kun to køn”, og det er det spørgsmål, hvor deltagerne er mest i tvivl. Efter lidt småsludren i tippien og opsamling på frugtsalaten, udbryder en deltager: ”Det er altså virkelig interessant at vide, at der er flere end to køn. Det anede jeg ikke,” hvorefter hun bliver bakket op af anerkendende nik fra hendes sidekammerater. På den måde nuancerer en simpel leg en af de mest grundlæggende opfattelser af køn.

Hvad er drømmene for køn?

I workshoppen bliver vi taget ind i utopifasen, hvor vi hver især med vores sidemakker, efter at have kigget hinanden dybt i øjnene og taget en god indånding, skal dele vores drømme om køn. Alle deltagere er meget engageret i øvelsen, og det er tydeligt, at mange har drømme på hjertet, de gerne vil dele. I plenum slår en deltager fast: ”Jeg drømmer om ubetinget kærlighed”, hvilket medfører applaus fra resten af selskabet.

Vi spørger Laura, hvorfor det egentlig er vigtigt, at vi sidder og klapper af hinanden i fællesskab, hvortil hun svarer: ”At sige noget højt, og i en dialog, er starten på at ændre det meste”. Det kan virke uhåndgribeligt, hvorfor opfattelsen af køn og kærlighed, som mange ser som en individuel ting, skal italesættes i fællesskab med andre. Men netop at bygge relationer og mødes i fælles forståelse, kan skabe baglandet til, at den enkelte deltager får styrken og modet til at gå videre ud i samfundet og nuancere opfattelsen af køn. Et godt udgangspunkt er at stoppe med at tænke køn individuelt, fordi når vi bliver kønnet, sker det ikke frivilligt, og det er derfor et fælles ansvar, understreger Amanda.

Handling skal ikke drukne i dialog  

I tippien er der mange unge, engagerede, omend lidt Roskilde-ramte, deltagere. Blandt den relativt lave gennemsnitsalder, møder vi Lasse og Jesper efter arrangementet, der læser til henholdsvis pædagog og folkeskolelærer. De står og taler med arrangørerne efter workshoppen er slut og får navnet på den bog, der blev brugt som eksempel på en ikke-kønnet fortælling til børn – ”Universet er det største i verden”. Vi er nysgerrige på, hvorfor Lasse og Jesper, kl. 21.30 på Roskilde Festival, står og noterer navnet på en børnebog? Jesper svarer: ”Det er vel også vores ansvar, at vi, som fagpersoner, opdrager børnene ordentligt. Vi skal være med til at nuancere og skabe frie rammer for udfoldelsen af køn”. Det budskab bakker Lasse op om og understreger, at de derfor har pligt til at blive klogere. Jesper og Lasse har dog også en kritik af flere af debatarrangementerne på festivalen: ”Det er en vigtigt pointe, at handling ikke skal drukne i dialog,” påpeger Jesper, der dog anderkender, at følelsen af et bagland og en samhørighed styrker mennesker i at gå ud og bidrage til at ændre den brede opfattelse i samfundet.

Følelsen af samhørighed præger da også deltagerne, da de går fra arrangementet og bevæger sig væk fra tippien og ud i menneskemængden foran Rising Scenen. Ud blandt fulde mennesker, over gangbroen og tilbage i campingområdet. Forhåbentligt har de fået med sig, at der er flere, der tænker nuanceret om køn, end bare dem selv, og modet til at blande sig i debatten. For normerne for køn er ikke naturlove, men noget, der bliver skabt i vores samfund, og derfor skal vi sætte fokus på, at det ikke er alle, der er heteroseksuelle og dermed nuancere hele opfattelsen af køn. Det kan vi kun gøre sammen. Laura, Amanda og Mirjams sidste budskab er, at ”Det bedste man kan gøre, er at lytte på dem, der taler! For information er det, der skal til, for at gøre verden bedre”.