Af Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt. Instagram: @emilieluciaa

Vi må alle være etiske forbrugere

green

Hvad har De Ti Bud med forbrugersamfundet at gøre? Siger buddene noget om vores levevis i dag? Noget tyder på det. Vores konstante begær efter, og forbrug af, produkter i overflod er måske uetisk på flere planer – både over for os selv, vores nærmeste og kloden i det hele taget. Juma Nellemann Kruse, der er sognepræst i Ebeltoft, reflekterer i denne tekst over forbindelsen mellem De Ti Bud, vor tids massive forbrug og de etiske implikationer heraf. Det står hurtig klart: Vi må stoppe op, tænke os om og forhåbentligt ændre vores vaner og adfærd.

 

Det tiende bud

”Du må ikke begære, hvad der tilhører din næste” hører til blandt De Ti Bud. Tidligere og afdøde biskop Jan Lindhardt skrev engang, at vores liberale markedsøkonomi er baseret på, at vi ikke overholder netop det bud. Buddets relevans og betydning kan i en nutidig kontekst række langt videre end blot buddet selv. Konsekvenserne af et forbrug, der ikke foretages med omtanke, kan være kolossale; ikke mindst etisk og klimamæssigt.

Dette tiende bud – du må ikke begære, hvad der hører din næste til – har i tidligere tider nærmest været formuleret som en dødssynd: griskhed eller frådseri. Og som Jan Lindhardt har bemærket, så er vor kapitalistiske, markedsbaserede samfundsøkonomi baseret på grådighed – eller den forudsætter i hvert fald, at vi hele tiden ønsker at købe mere. Grænsen mellem griskhed/frådseri og begæret efter den nye fladskærm, den nye smartphone, den nye version af et eller andet smart, kan sommetider være hårfin.

Hvorfor er det, at vi så gerne vil have det nyeste af al ting? Nu er det selvsagt noget af en generalisering at udtrykke det på den måde, men ikke desto mindre så får bevidstheden om naboens helt nye bil eller klassekammeraternes helt nye smartphone os til at se på os selv i forhold til dem. Der er mange af os, som ikke vil være den eneste, der sidder med en gammel telefon eller stadig kører i en gammel bil. Vi er blevet forbrugere fremfor borgere; vort forbrug definerer os som mennesker.

Vi vil derfor vedblive at begære, hvad der hører næstens til, vedblive at købe nyt, også selvom vi ikke nødvendigvis har et tvingende behov for det (selvom reklamerne ofte får os overbevist om det modsatte).

Denne måde at handle på, forbruge på, viser netop i hvor høj grad vi konsekvent sætter parentes omkring vores egne idealer, fordi de kan være så uhyre svære at praktisere, når det kommer til stykket. At være en etisk forbruger er svært i praksis.

Dette overforbrug får vidtrækkende etiske implikationer. Vi må følge vores idealer. Vi må betragte hvilke konsekvenser vores ukontrollerede begær har for vores eget liv, vor bekendtes og omgivelsernes i det hele tiden. Vi må begynde at tale om økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed. Det er en etisk samtale, som vi må tage. Vi må sådan spørge os selv: Hvilke konsekvenser har det, at vi efterstræber det nyeste hele tiden? Og hvilke konsekvenser kunne det have, hvis vi ikke gjorde det?  Hvilken forskel ville det give, hvis vi blev etisk, bevidste forbrugere?

Dette er dog ikke let. Vi tager vores forbrugsvaner og vores måde at tænke økonomi og vækst på så meget for givet; det ligner en selvfølge for os at tænke sådan. Men det er ikke selvfølge – vi kan tænke og handle anderledes. Men vi må netop starte med at stille spørgsmål: Hvad har vi lige gang i? Kunne det gøres anderledes? Kunne det gøres bedre?

Omvendelse på græsk betyder faktisk at fatte et nyt sind, se på verden på en helt ny måde. Dette kan nok godt opleves som lidt af en præstation; det er hårdt at ændre sine tankemønstrer, og dermed er det noget, som de fleste sjældent orker. Ikke desto mindre er det nødvendigt, at vi ændrer vores tankemønstrer grundlæggende; det må ikke blot blive en dille at være etisk forbruger. I stedet for må vi virkelig anse det etisk forsvarlige forbrug som en levemåde, en livsstil, der naturligt gennemsyrer vores måde at tænke forbrug og indkøb på. Vi må påtage os den erkendelse og opgave helt frivilligt. Vi må erkende, at ændringen af vores forbrugsvaner har grundlæggende værdi for os som mennesker.

Når man en skønne dag til den situation, hvor det etisk forsvarlige forbrug forekommer helt naturligt for en, så er der jo netop ikke tale om nogen krævende præstation længere. I en sådan situation gør man blot det, man oplever som det eneste rigtige at gøre.

Du må ikke begære, hvad der hører din næste til – lyder det som sagt i de ti bud. Jeg tror og håber på, at hvis vi tænker os og måske holder dette bud i baghovedet – både for vor egen og omgivelsernes skyld – så bliver som etisk forbruger ikke en byrde men en mulighed for et bedre liv.