,

VI KAN IKKE FORBRUGE OS UD AF KLIMAKRISEN

 


Der er meget vi hver især kan gøre for at løse den klimaudfordring vores samfund i dag står over for. Mange bidrager til den grønne udvikling ved at ændre deres livsstil og forbrugsvaner i en mere bæredygtig retning. Men vi må ikke glemme, at vi er borgere i et civilsamfund, og at vi i kraft heraf har mulighed for at lægge et langt større pres på markedet og staten, end vi kan som individuelle forbrugere. 


af Katrine Ehnhuus

Klimaforandringer optager mange danskere. Ifølge Concitos klimabarometer 2016 betragter knap 9 ud af 10 danskere de globale klimaforandringer som et alvorligt problem. Samme undersøgelse viser, at danskerne ikke synes, at politikerne gør nok for klimaet. Selv blandt Venstres vælgere mener 44%, at partiet bør gøre mere på området.

Det er frustrerende at stå og se til på sidelinjen, mens de folkevalgte politikere sløser. Så hvad gør man, når éns kryds, sat cirka hvert fjerde år, ikke resulterer i en tilfredsstillende klimapolitik?

Skift elpæren, køb lokalt, køb økologisk, drop flyveturen, og spis mindre kød – er formentlig opfordringer, der lyder bekendte. Det er i hvert fald nogle af de mest almindelige råd, der bliver givet til borgere, som ønsker, at der skal gøres mere for klimaet. Men er det nok at ændre forbrugsvaner?

Markedet kan ikke løse alle udfordringer

Troen på at ændrede forbrugsvaner kan løse klimaudfordringen, bygger på to centrale antagelser. Først og fremmest bygger det på en neoliberal antagelse om, at markedet skal løse klimaudfordringen. Ikke staten. Ikke civilsamfundet. Dernæst bygger det på en antagelse om, at forbrugeren har mere magt end producenten.

Ifølge professoren David Harvey, har den neoliberale ideologi om markedets suverænitet styret det meste af verdenen siden slutningen af 1970’erne. Det er altså godt 40 år, markedet har haft til at bevise dets evne til at løse klimaudfordringen. Men de sidste 40 år er CO2-udslippet steget og klimaudfordringen vokset. I 350 Klimabevægelsen synes vi derfor ikke, at markedet skal have 40 år mere til at bevise, at markedet alene kan løse klimaudfordringen. Vi mener, at politikerne og borgerne må på banen, og dermed afviser vi den første antagelse.

Det er naivt at tro, at forbrugeren har mere magt end producenten.

Den anden antagelse bygger på ideen om, at udbuddet af en vare automatisk tilpasser sig efterspørgslen, og at det derfor er forbrugeren, der er den mest magtfulde aktør på markedet. Men der er en række faktorer i markedet – også kaldet markedsfejl – som betyder, at det ikke altid forholder sig sådan i virkeligheden.

Forbrugerne har sjældent tilstrækkelig med information til at træffe beslutninger i overensstemmelse med deres værdier. Når man skal lægge varer i indkøbskurven, er det ikke altid lige let at overskue, hvilke varer, der har haft den største indvirkning på klimaet. Måske er det ene produkt blevet bæredygtigt produceret, men transporteret fra Kina, mens det andet produkt ikke er fremstillet bæredygtigt, men til gengæld haft en betydelig kortere transport. Hvilken vare skal man så vælge?

Dertil kommer, at prisen ikke afspejler de faktiske omkostninger ved produktionen af varen. Det er det, økonomer kalder for ”eksternaliteter”, som betyder, at produktionens utilsigtede omkostninger, der fx er forbundet med øget CO2 i atmosfæren, ikke medregnes i varens pris. Forbrugeren kan ikke igennem sit forbrug tvinge producenten til at internalisere sådanne omkostninger.

På oliemarkedet, hvor aktører med en særlig stor markedsandel kan påvirke den totale solgte mængde, er det udbuddet, som styrer markedet. Ifølge Energistyrelsens baggrundsrapport for basisfremskrivning 2017 har et overudbud af olie således betydet den højeste efterspørgsel på olie i fem år. Men det er ikke kun i fraværet af fuld konkurrence, at udbyderen kan påvirke efterspørgslen. Virksomheder poster enorme beløb i reklamer, og det er ikke uden grund. Reklamer er markedspropaganda, der manipulerer forbrugerne til at tro at de har brug for et produkt, de ellers ikke ville have efterspurgt.

Med andre ord mener vi I 350 Klimabevægelsen, at det er naivt at tro, at forbrugeren har mere magt end producenten, og dermed afviser vi den anden antagelse. Vi mener altså ikke, at ændrede forbrugsvaner kan stå alene, hvis klimaudfordringen skal løses.

Opgør med markedsfundamentalismen

Det er i markedets og statens interesse, at vi borgere køber ideen om, at ændrede forbrugsvaner kan løse klimaudfordringen. På den måde fralægger producenterne og politikerne sig deres ansvar og lægger det over på forbrugerne. Men det er ikke forbrugerne, der har skabt den krise vi står i i dag, og det er heller ikke forbrugerne, som udgør en hindring for at løse klimaudfordringen. Her skal vi i højere grad rette blikke mod markedsfundamentalismen og dennes fokus på vækst og kortsigtet profit samt en blind tro på, at markedet på magisk vis eller som en usynlig hånd løser samfundets problemer.

Det er i markedets og statens interesse, at vi borgere køber ideen om, at ændrede forbrugsvaner kan løse klimaudfordringen.

Albert Einstein har engang sagt, at vi ikke kan løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem. Hvis vi vil løse klimakrisen, er vi med andre ord nødt til at gøre op med selve markedsfundamentalismen.

Ændrede forbrugsvaner kan godt gøre en forskel, men det kan ikke stå alene. Vi må ikke glemme, at vi udover at være forbrugere, også er borgere i et civilsamfund. Som borgere kan vi lægge et langt større pres på staten og markedet, end vi kan som individuelle forbrugere. 

Som borgere kan vi gøre meget mere end at stemme til valgene. Vi kan blive medlemmer af netværk eller organisationer, hvis værdisæt vi støtter, vi kan skrive debatindlæg, vi kan skrive til vores politikere, vi kan deltage i demonstrationer og meget andet. For at gøre det helt konkret kommer der her tre gode bud på, hvad du kan gøre dette forår, for at skubbe klimaet i den rigtige retning.


HVAD VIL DU GØRE NU?

  1. Jeg vil stemme til min pensionskasses generalforsamling
  2. Jeg vil gå på gaden d. 29. april til Folkets Klimamarch i København. Jo flere der deltager, des større pres kommer der på vores politikere. De skal se, at klima er noget, der optager deres vælgere.
  3. Jeg vil skrive en mail til min borgmester, hvor jeg opfordrer min kommune til at stoppe med at investere i kul-, olie- og gasselskaber.

Med støtte fra AnsvarligFremtid har medlemmer fremsat forslag om, at pensionskasserne skal ud af investeringer i kul og højrisikable olieselskaber. Man kan enten deltage i generalforsamlingen eller afgive fuldmagt til en fra AnsvarligFremtid. På siden http://ansvarligfremtid.dk/home kan du tjekke, om du stadig kan nå at stemme i din pensionskasse.

Er du fx medlem af MP pension (pensionskassen for Magistre og Psykologer), ligger generalforsamlingen d. 25. april. Hvis du er for sent ude, kan du skrive under og sige ja til at få besked næste gang, din pensionskasse holder generalforsamling – på den måde sikrer du, at du er med næste år.

Vil du slippe for arbejdet med at finde din borgmesters mailadresse og formulere et brev, så kan du vente til d. 5. maj, hvor AnsvarligFremtid skyder en ny kampagne i gang. Så skal du blot ind på AnsvarligFremtids hjemmeside, trykke på et par knapper, og så er den mail sendt afsted.


Katrine Ehnhuus er medlem af 350 Klimabevægelsens landsudvalg.