,

VI HAR GLEMT HVORFOR VI ELSKER EU

 


Europæernes forhold til EU er som et ægteskab, hvor den første forelskelse er drevet over og partnerens fejl begynder at træde frem. Konflikterne bliver flere, tonen bliver grimmere, og man begynder at glemme, hvorfor man er gift med en partner, man ikke synes man har noget til fælles med, og som tvinger én til kompromiser, man ikke har lyst til at indgå. Men ved at minde hinanden om, hvad det var der i sin tid fik os til at forelske os i det europæiske fællesskab, kan vi redde EU.


af Jarl Viktor Schultz

Det var et banesår EU undgik, da 87 % af den hollandske befolkning stemte på pro-europæiske partier ved parlamentsvalget i marts. Men lettelsen er kun delvis, eftersom vi endnu har parlamentsvalgene i Frankrig og Tyskland at se frem til. Disse valg er afgørende, for efter Storbritanniens farvel til EU, er Frankrig og Tyskland de bærende kræfter i EU, både økonomisk og ideologisk.

På papiret er der dog ikke noget at frygte hverken i Tyskland eller Frankrig. I Tyskland fortsætter hele EU’s mutti Angela Merkel (CDU) som kansler, eller også overtager den lige så EU-begejstrede Martin Schulz (SPD) posten. Det indvandrings- og EU-kritiske AfD står ganske vist til 10 %, hvilket er nævneværdigt, men i en parlamentarisk kontekst irrelevant, eftersom ingen tyske politikere vil spille bold med Frauke Petris parti.

I Frankrig ser det ud til, at pro-europæeren Macron løber med sejren: I første runde vinder Le Pen muligvis, men det vil være med Macron lige i hælene, og uanset hvad bliver det de to, der går videre til anden valgrunde. Her vil størstedelen af de republikanske vælgere søge over til Macron, hvis økonomiske politik er tilstrækkeligt midtersøgende til at han – i kontrast til Le Pens radikalitet – vil være det eneste spiselige alternativ til Fillon.

Ægteskabet knager

I et parlamentarisk perspektiv går EU altså efter alt at dømme en tryg fremtid i møde. Det er imidlertid umuligt at overse symptomerne på en dyb skepsis imod det internationale samarbejde; i hvert fald imod den form det har antaget de seneste årtier, karakteriseret ved dannelsen af FN og EU og en akkumulerende mængde multilaterale handelsaftaler. Brexit og Trump er de synlige manifestationer af på samme tid modstanden mod den hidtidige globalisering, og frygten for de konsekvenser en utøjlet globalisering kan medføre på længere sigt.

I Danmark fik de partier der ønsker at forlade EU, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, tilsammen 28,9 % af stemmerne ved folketingsvalget i 2015 og står i de seneste meningsmålinger til omtrent den samme stemmeandel. Det er en skepsis, vi må tage alvorligt.

Men hvad er det for en følelse, der ligger bag den europæiske skepsis? Det er en følelse af, at vi – de enkelte borgere – og EU er drevet fra hinanden. At dét der startede som en smuk idé om, at vi i fælleskab kunne gøre hinanden bedre, er blevet til et usundt forhold. At EU, og det internationale samarbejde vi gennem EU indgår i, tager selvbestemmelsen fra os og trækker os ned, med uniformerende standarder der i nogle henseender er for lave og i andre sammenhænge urealistisk høje.

Vores forhold til EU er blevet som det ægteskab, hvor den ene part ikke længere kan se grunden til at blive sammen. Den tid er forbi, hvor vi var grebet af forelskelse; hvor vi kun så alle de gode ting i vores partner og var blinde for, at denne måske i virkeligheden havde en del utiltalende sider.

Som parterapeuter vil vide, har vi en tilbøjelighed til at finde netop de ting i vores partner, vi ser efter. Og måske er den skepsis vi for tiden ser mod EU, et udtryk for, at vi har stirret os blinde på alt dét, der er utiltalende ved EU. I Danmark har vi oplevet hvordan PSO-afgiften har måttet sættes på finansloven, fordi den er konkurrenceforvridende i forhold til ikke-danske energiselskaber, der producerer vedvarende energi, men som ikke bliver støttet af PSO’en. Konsekvensen er, at det nu er de danske skatteydere der betaler regningen for de store virksomheders el-forbrug.

Hvad anti-europæiske stemmer har en tendens til at glemme – eller opfatter som naturgivent – er alt det gode, som EU også står for.

Et mere grundlæggende problem med EU, er det systemiske demokratiske underskud. Europa-Parlamentet bliver ganske vist valgt ved folkeafstemning, men EP-medlemmerne har – modsat de teknokratisk valgte kommissærer – ikke initiativret til at fremsætte lovforslag. Konstruktionen er langt fra gennemtænkt, og er et oplagt sted, hvor EU må reformeres, hvis unionen skal have demokratisk troværdighed blandt befolkningerne.

Den europæiske ånd

EU’s mangler er iøjnefaldende. Hvad anti-europæiske stemmer har en tendens til at glemme – eller opfatter som naturgivent – er alt det gode, som EU også står for. For EU er også det at europæerne mødes og tager stilling til politiske udfordringer i fællesskab. EU er anti-nationalisme og fred mellem nationer, for når vi går sammen i internationale fællesskaber, forhindrer vi krig. EU er også menneskerettigheder.

Nuvel, man får næppe omvendt EU-skeptikere fra højrefløjen med en appel til de for tiden så udskældte menneskerettigheder, men den danske venstrefløj – navnlig dem, der stemmer på Enhedslisten – burde være i stand til sætte pris på at EU, i parløb med FN, har stadfæstet nogle grundlæggende værdier, som vi kan holde fast ved, selvom et fænomen som flygtningestrømmene udfordrer os på vores principper.

Fordi EU’s medlemslandes sammenlagte økonomier tilsammen udgør verdens største eller næststørste økonomi, behøver europæerne ikke at tage til takke med brandtaler og bevingede ord, når de gerne vil påvirke verden. Det så vi et eksempel på, da Rusland påbegyndte annekteringen af Krim i 2014, hvorefter EU var i stand til at indføre effektive økonomiske sanktioner mod Rusland. Danmark kan give ansvaret videre til EU, i stedet for at stå alene mod Rusland, når vi måske alligevel ikke har lyst til at lade Gazprom anlægge en gasrørledning i dansk territorialfarvand.

I EU kan vi stå sammen og tale med en blidere og mere diplomatisk stemme, end den man taler med i Rusland, i Kina, i USA. Vi repræsenterer et andet sprog og verdensbillede end dét, der kommer til udtryk hos autoritære demagoger som Trump, Putin og Erdogan.

Når man elsker går man på kompromis

Der er utvivlsomt store uenigheder internt i EU. Selve dét, at vi i EU indgår i en numerisk større sammenhæng, end vi ville gøre, hvis vi kun var en enkelt nation, har den logiske konsekvens, at der kommer flere holdninger i spil, og at det derfor bliver sværere at få det præcis, som man vil have det. Det er et vilkår man ikke slipper uden om, hvis man ønsker at indgå i et fællesskab. Man skal kunne tolerere meningsforskellighed; acceptere ikke altid at få sin vilje.

Sommetider er vi utilfredse med dét, EU påtvinger os; andre gange foretrækker vi det frem for dét, der ellers ville være blevet gennemført af den nationale regering. Sådan er det i et ægteskab: Man indgår svære kompromiser, fordi man elsker hinanden og gerne vil noget med hinanden.

Hvad er EU egentlig, når man skærer ind til benet? EU er fællesskab. Og ved at minde hinanden om den grundværdi, ved at søge tilbage til dét udgangspunkt, kan EU lægge sit i øvrigt velfortjente ry som en elitær union bag sig. For selvom EU på mange måde ser ud til at have udviklet sig til en slipseklædt bankunion, med en umenneskelig finanskapitalisme som drivkraft, er selve tanken om at arbejde sammen – at løse tingene i fællesskab, fordi der er noget, der binder os sammen – en folkelig tanke. Det vidtfavnende fællesskab er en folkelig bevægelse.

Og ved at udvikle EU til et internationalt fællesskab, der ikke bare økonomisk, men også i ånden er et demokratisk fællesskab, kan vi gøre Den Europæiske Union til et sted, hvor mennesker trods uenigheder finder sammen og forandrer verden til det bedre.

Vi har glemt, hvorfor vi forelskede os i EU. Vi har stirret os blinde på alle de utiltalende sider ved EU, og har mistet blikket for det gode, som unionen i sin kerne repræsenterer, og som vi i virkeligheden elsker: fællesskabet. At mennesker fra forskellige nationer, som har noget fundamentalt til fælles, taler sammen og løser problemer i fællesskab.

Når man vælger at blive gift, siger man ja til at elske sin partner med en ubetinget kærlighed. Man accepterer, at selvom den man gifter sig med, viser sig at have nogle utiltalende sider, så bliver man ikke skilt uden videre. Man kæmper for ægteskabet og tager konflikterne. Hvorfor? Fordi vi er stærkere i fællesskab end hver for sig.

• • •