,

ER VESTEN ANSVARLIG FOR KLIMAKRISEN? – 1. DEL

 


Vi har alle en pligt til at leve mere klimavenligt. Vi hører det igen og igen, og vi betvivler næppe hvorfor. Men som borgere skal vi altid tvivle, også om noget så fundamentalt som vores ansvar for klimaforandringerne. For er klimaet egentlig vores ansvar?


af Mikkel Zacho Storm

I denne ombæring vil jeg ikke svare på, hvordan vi kan leve klimavenligt, men snarere hvorfor vi skal leve klimavenligt. Det kan i dag virke trivielt at skulle diskutere, hvorfor vi i Vesten skal skrue ned for forureningen og CO2-udledningen, men det er i netop sådan en diskussion, at motivation og handlekraft opstår. Man bør altid forholde sig til problemet, før man gør noget ved det – eller ikke gør noget ved det.

Personligt kan jeg nemlig have svært ved at finde motivation til at handle, når jeg hører patos-appellerende grunde til at skulle forurene mindre. Udsagn som: ”Vi ødelægger jo den planet, vi er blevet betroet, hvis vi fortsætter på denne måde” eller: ”Vi ender med at videregive en hærget planet til vores børn og børnebørn”, eksemplificerer argumenter, der forsøger at vække nogle følelser i os, men som kan være svære at forholde sig til.

Det er svært at forestille sig vores jordklode gå til grunde, at se det for sig, og for mange kan forestillingen om, at vores efterkommere bliver ramt, virke fjern. Men der er et andet aspekt af klimaforandringerne, som i højere grad kan synliggøre problemets akutte natur.

Klimakrisen er også en humanitær krise

En vigtig grund til at leve mere klimavenligt er nemlig, at vi ved at fortsætte en for høj udledning af CO2, indirekte er med til at drive befolkninger væk fra deres hjem og i værste fald slå mennesker ihjel. Klimaforandringernes konsekvenser er omdiskuterede, men at der vil være konsekvenser af den ene eller den anden art, kan de fleste enes om. Havene vil stige i takt med temperaturen og vi vil generelt se et klima, der opfører sig helt anderledes.

Disse konsekvenser kommer bl.a. som følge af den forurening Vestens borgere og industri er skyld i, hvilke endvidere forårsager en drivhuseffekt. Ifølge NASA ser vi allerede nu klimarelaterede naturkatastrofer som orkaner, oversvømmelser og hedebølger, og vi vil i fremtiden se stærkere og oftere forekommende naturfænomener.

Det vil betyde uoverskueligt meget for befolkninger rundt omkring i verden, f.eks. i dele af Fransk Polynesien i Stillehavet, der er meget sårbare over for en stigende vandstand. Disse mennesker vil være nødsaget til at flygte fra deres hjem.

Mange udviklingslande ser ud til at blive hårdt ramt. Det vil have alvorlige konsekvenser, da disse befolkninger ofte vil være afhængige af det naturlige miljø omkring dem og ikke har ressourcer nok til at håndtere ændringerne.

Også i eksempelvis det sydlige og østlige Afrika oplever man opvarmningen, der lige nu forårsager ualmindeligt lange og intense hedebølger. Det påvirker millioner af mennesker og fører uundgåeligt til massiv hungersnød og tørst.

På grund af disse forhold må vi sige, at klimakrisen ikke blot er en miljømæssig krise, men også en humanitær krise. Hvordan skal velstillede mennesker så forholde sig til de voldsomme forandringer mindre privilegerede mennesker står over for? Det spørgsmål kan vi besvare med udgangspunkt i den australske filosof Peter Singers (1946-) etik.

Barnet der drukner i søen

Der findes et tankeeksperiment, hvor Peter Singer prikker til vores moralske intuitioner: For hvad er det rigtige at gøre, hvis man kommer gående forbi en sø i sine nye dyre sko og pludselig ser et barn, der er ved at drukne? Éns nye sko bliver ødelagt af at hoppe i søen og redde barnet, men det rigtige at gøre er selvfølgelig alligevel at ofre sine sko for at redde barnets liv.

Denne situation, påstår Peter Singer, står vi alle sammen jævnligt i til daglig.

For når eksempelvis vi køber et par nye sko eller noget andet, som vi ikke nødvendigvis har brug for, undlader vi nemlig at redde et barn, der kunne være blevet vitalt hjulpet af det beløb vi spenderede på de nye sko.

Køber vi et par sko i stedet for at yde én eller anden form for bistand, handler vi altså umoralsk og man tør sige, at i så fald handler store dele af jordens befolkning etisk uforsvarligt nærmest på daglig basis.

En præmis for tankeeksperimentet er, at der ikke er nogen forskel på, hvor meget et barns liv er værd, når det befinder sig 10 meter væk fra os og hvor meget et barns liv er værd, når det befinder sig 7.000 kilometer væk fra os. Der er et barn, der drukner begge steder – de er bare langt fra hinanden.

Det er en provokerende tanke, for konsekvensen er, at alle burde give en stor del af vores formue til at bekæmpe f.eks. hungersnød, i stedet for at bruge den på luksus til os selv. Vi kan indvende, at vi ikke har noget med barnet, der befinder sig 7.000 kilometer væk at gøre, og at vi derfor ikke kan stilles til ansvar.

Men vi har jo heller ikke noget at gøre med barnet, der er ved at drukne i søen 10 meter fra os – men betyder det så, at vi heller ikke har noget ansvar over for dette barn?

Som man kan se, tvinger Singer os med dette argument til at påtage os ansvar for begge børn eller ingen af dem, og de færreste vil frasige sig ansvaret for at redde barnet i søen.

Vi er ikke ansvarlige for alverdens ondskab, men vi er direkte ansvarlige for klimaets overophedning.

Men hvad hvis vi alligevel siger, at vi gerne vil redde barnet i søen, men ikke føler noget ansvar for at donere penge til at redde barnet langt væk, eftersom vi ikke har noget med dette barn at gøre?

Med dét som princip, kan vi med rimelighed afholde os fra at forsøge at redde mennesker ud af fattigdom og sult – i hvert fald fattigdom og sult som konsekvenser af borgerkrig, lokale sygdomme og andre fænomener, der ingen kausal forbindelse har til os.

Singer ville utvivlsomt ikke kunne acceptere den konklusion. Men ud fra en realistisk tilgang til verden, baseret på menneskers villighed til at hjælpe i dag, vil jeg personligt acceptere den.

Kravet om, at nogle af os bedrestillede mennesker i Vesten, er forpligtigede til at hjælpe mennesker i tredjeverdenslande ud af fattigdom, synes nemlig at være urealistisk, vurderet ud fra hvor meget vi hjælper lige nu.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vores nuværende indsats er himmelråbende rosværdig, men man må erkende, at det er meget svært at tvinge folk til at rode bod på en skade, de ikke selv har påført.

Vesten er ikke alene på planeten

Med denne konklusion in mente, kan vi atter vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor vi skal leve klimavenligt.

Forskellen på en konflikt skabt i det lokale udsatte samfund og så på de konflikter som klimaforandringer skaber, er at vi er tydeligt involveret i de klimaforandringer der forekommer, hvilket gør vores ansvar markant anderledes, end vis det eksempelvis havde drejet sig om en borgerkrig.

Konklusionen må uundgåeligt være, at det er vores pligt at leve klimavenligt, fordi vi er borgere i en verden af mennesker, der deler den samme planet. Vi påvirker klimaet direkte igennem vores forbrug og vi er derfor ansvarlige for de klimaforandringer, der inden for få årtier vil have drevet millioner af mennesker på flugt fra tørke og oversvømmelse.

Vi er ikke ansvarlige for alverdens ondskab, men vi er direkte ansvarlige for klimaets overophedning. I den sammenhæng føler jeg mig nødsaget til at fremhæve ordet ‘pligt’.

For når vi har mulighed for at forurene og udlede mindre CO2, skal vi ikke se det klimavenlige valg som en opfordring eller en ”ekstra god” handling, men som noget vi har et absolut ansvar for og noget vi har pligt til at påtage os. Vi har som rige mennesker et ansvar. Vesten i en global sammenhæng har et ansvar.


Mikkel Zacho Storm er filosofi-studerende på Københavns Universitet