,

Er Vesten ansvarlig for klimakrisen? – 2. del


Vi har alle en pligt til at leve mere klimavenligt. Vi hører det igen og igen, og vi betvivler næppe hvorfor. Men som borgere skal vi altid tvivle, også om noget så fundamentalt som vores ansvar for klimaforandringerne. For er klimaet egentlig vores ansvar?


af Mikkel Zacho Storm

I min forrige artikel skrev jeg om, hvorfor Vesten måtte holdes ansvarlig for klimakrisen. Peter Singer blev brugt som eksempel på en filosof, der har beskæftiget sig meget med etik og globalt ansvar, eftersom hans synspunkt er klart: Vi har et uundgåeligt ansvar over for dem, som er mere udsatte end os selv, også selvom vi ikke har noget med disse mennesker at gøre.

Dette synspunkt kræver og gør det til en pligt at handle klimavenligT – især eftersom vi lige nu er med til at forårsage de klimaforandringer, der vil ødelægge millioner af menneskers liv.

Målet med denne og den forrige artikel er at sætte spørgsmålstegn ved sammenhængen imellem klimaforandringer og ansvaret, der medfølger. For hvis man vil opfordre andre til handling, er det vigtigt at have reflekteret over problemets natur. Det kaldes blandt andet hos den israelsk-amerikanske psykolog Daniel Kahneman at tænke langsomt.

Det handler om ikke at stole på sine umiddelbare fornemmelser og første intuition, da denne kan være påvirket af visse bias. Psykologiske bias kan hjælpe hurtige beslutninger på vej, men de kan også føre hjernen ned af en sti, som ikke nødvendigvis er den objektivt rigtige.

Her kan det hjælpe at tænke langsomt og overveje tingene fra forskellige vinkler med et åbent sind, inden man drager en konklusion. Det er sværere og dermed mere besværligt, men det er, mener jeg, nødvendigt – især i så vigtigt et spørgsmål som klimaforandringerne.

Måske etisk egoisme kan symbolisere en type af moral, som er hjulpet på vej af sådanne psykologiske bias? Hvis vi vil undgå ansvaret, som er påstået i forrige artikel, tilbyder etisk egoisme måske en moralsk udvej.

Ansvarlig for sig selv

Etisk egoisme er en retning indenfor etik, som definerer en moralsk rigtig handling, som dén der maksimerer en persons egne interesser. Med andre ord stopper ansvaret for andre mennesker, inden det når til dem – man er nemlig kun ansvarlig for sig selv. Der er ingen grund til at give penge til nødhjælp, for det er ikke i éns egen interesse og andres interesser er irrelevante.

Men er der så nogensinde nogle grunde til at hjælpe sine medmennesker som tilhænger af etisk egoisme? Ja, hvis man står til selv at få noget ud af at hjælpe andre, og det gør man jo ofte. Netop af denne grund kan det tænkes, at etisk egoisme ikke er fuldstændig uholdbar.

Vi må jo dermed gerne samarbejde med og hjælpe andre – så længe vi selv kan høste en fordel af situationen. En grund til at være sød kunne eksempelvis være, at hvis vi aldrig tog højde for andres interesser, så ville vi blive hadet og udstødt. Det betyder, at vi varetager vores egne interesser ved at varetage andres interesser. Og kun derfor er der en grund til at hjælpe.

Uselvisk i tanke, egoistisk i handling

Det kan hurtigt komme til at lyde kynisk, hvis man skal forsvare etisk egoisme. Men det er værd at overveje, i hvor høj grad mange af os allerede i praksis lever som etiske egoister. Det vil for mange nemlig ofte være egeninteressen, der er i højsædet til hverdag, men de fleste vil alligevel sige, at vi selvfølgelig skal hjælpe de dårligere stillede i verden.

Spørgsmålet kan her være, hvorfor vi gør det; om vi burde gøre det, eller om vi blot kan vælge at gøre det, i form af en ”ekstragod” handling. Nogle hjælper måske kun for at lette den dårlige samvittighed og få det godt med sig selv, mens andre gerne vil fremstå som gode mennesker. At handle på en bestemt måde, fordi man vil fremstå som et godt menneske, kan være på baggrund af, at noget er velanset i kulturen som f.eks. at købe fairtrade eller være frivillig.

Mange vil dog selv sige, at de gør disse ting udelukkende, fordi det er det rigtige at gøre – moralsk set. Jeg skal ikke gøre mig selv til dommer over, hvorfor mennesker handler, som de gør, men blot vove at påstå at mange i det store hele har svært ved at se udover deres egne interesser.

Jeg ved, at det er en generalisering, og at det langt fra er gældende i alle situationer, men det er dog et element i selvforståelsen, der er værd at overveje, og derfor er etisk egoisme også værd at overveje. Hvis det lå til menneskets natur at hjælpe andre uden tanke på egne interesser, burde vi se mange flere frivillige og langt større pengesummer doneret til bekæmpelse af fattigdom, klimaforandringer et cetera.

Intet ansvar for klimaet

Skal vi afgøre, hvorvidt det at handle klimavenligt er påkrævet eller ikke påkrævet ud fra etisk egoisme, er der altså blot den enkelte selv at stå til ansvar for. Der er ifølge etisk egoisme eksempelvis intet i vejen med at spise oksekød eller flyve dagligt, i stedet for at udforske erstattende alternativer som insekter eller grøntsager eller at tage toget.

Det skal siges, som overskriften hentyder, at dette er set fra et vestligt synspunkt. Klimakrisen vil ramme mennesker i allerede udsatte områder af verden hårdere, end det vil ramme mennesker i Vesten, der har ressourcer og teknologi til at modstå, og det er bl.a. af denne grund, at det er en særlig moralsk situation, vi står i. Men hvis det ikke påvirker os i Vesten specielt meget, så er der vel ingen grund til at ændre vores behagelige livsstil?

Det eneste den etiske egoist skal gøre, er at spørge sig selv, om man får mere ud af at hjælpe klimaet i en bedre retning og dermed hjælpe de udsatte mennesker med henblik på et fremtidigt samarbejde, eller om det vil være mere fordelagtigt blot at lade dem sejle deres egen sø.

I den ovennævnte etiske retning spørger vi konstant os selv ”what’s in it for me?” En tilgang som mange af os i virkeligheden måske også har. Spørgsmålet er, om vi skal acceptere denne egoistiske natur, eller om vi skal gøre det til en pligt at hjælpe andre. Uanset svaret skal vi gøre det klart, hvor bredt vores ansvar strækker.


Mikkel Zacho Storm er filosofistuderende på Københavns Universitet. På Altivisten skriver han om klimakrisen og det bæredygtige liv.