,

Er Vesten ansvarlig for klimakrisen? – 3. del


Vi har alle en pligt til at leve mere klimavenligt. Vi hører det igen og igen, og vi betvivler næppe hvorfor. Men som borgere skal vi altid tvivle, også om noget så fundamentalt som vores ansvar for klimaforandringerne. For er klimaet egentlig vores ansvar?


Af Mikkel Zacho Storm

I mine 2 forrige artikler her på Altivisten har jeg forsøgt at gøre rede for 2 forskellige standpunkter angående vestens ansvar for klimaforandringerne. Jeg har taget udgangspunkt i Peter Singers tanker om et globalt ansvar og den etiske egoismes grundprincip for, hvad der er moralsk rigtigt. De 2 udgangspunkter repræsenterer meget forskellige tilgange til, hvordan vi i de privilegerede lande i vesten skal reagere på vores rolle ift. klimaforandringerne. Ved begge standpunkter gås det altså ud fra, at mennesker har været med til at forårsage accelerationen af klimaforandringerne. Forskelligheden i de to opfattelser af etik gør det tydeligt, at vi ikke kan stå inde for begge to på samme tid, så for at forstå hvordan vores handlingsmuligheder ser ud, må vi altså udelukke det ene standpunkt, hvis vi vælger det andet. Dog er det muligvis i samtalen mellem de 2, at vi kan finde en løsning, som findes et helt tredje sted.

Moralsk forkert eller moralsk ligegyldigt

Peter Singers tankeeksperiment tegner et tydeligt ansvar overfor nogle af de dårligere stillede mennesker i verden, som oven i købet også står som de mest sårbare, når det kommer til klimaforandringerne. Dette, i sammenhæng med at vi i vesten har spillet en stor rolle i forureningen af klimaet, gør, at vi er nødsaget til at se det som en pligt at handle klimavenligt, da vi ellers handler decideret moralsk forkert. Forureningen af klimaet vil nemlig føre til forværring eller ødelæggelser af mange menneskers liv.

For at undgå denne konklusion kan vi se til etisk egoisme, som giver os et helt andet udgangspunkt for, hvad vi ”skylder” andre mennesker. Etisk egoisme får os til at spørge, hvad vi selv får ud af at handle klimavenligt og definerer en etisk rigtig handling, som værende noget der blot øger ens egen interesse. Dette medfører, at vi ikke har et givet ansvar for at skulle ændre på vores adfærd i en mere klimavenlig retning, medmindre vi selv synes, vi får noget ud af det.

Findes der en mellemvej?

Det vigtige i en søgen efter et svar er tydeliggørelse af et problems natur. Ud fra Singer og etisk egoisme kan vi muligvis drøfte med hinanden, hvad der er rimeligt at kræve af os bedre stillede mennesker i Vesten. Er vi nødsaget til at indse vores pligt overfor nogle af de mest sårbare i verden, behøver vi kun at varetage vores egne interesser, eller skal vi finde en mellemvej?

At hjælpe andre mennesker, hvis problemer er selvforårsagede, kan være et svært opnåeligt krav. Så længe vi ikke er skyld i andres problemer, kan det måske siges at være forsvarligt ikke at hjælpe dem. At hjælpe andre mennesker, hvis problemer vi er skyld i, er etisk set en meget anden sag. Med henblik på dette kan vi tage udgangspunkt i etisk egoisme og tilføje en vigtig undtagelse: man skal udelukkende stå til ansvar for sig selv, medmindre man er skyld i andres ulykke. Dette synes at være et retfærdigt synspunkt, og det kunne fungere som den gyldne middelvej imellem det uendelige ansvar og det ikke eksisterende ansvar. Det vil dog betyde, at vi ikke er påkrævede at skulle redde et druknende barn i en sø få meter fra os, eftersom vi ikke er skyld i, at barnet befinder sig i netop den situation.

Et uundgåeligt ansvar

Med etik kommer der altså mange komplikationer, men angående klimaforandringer ser det dog hermed ud til, at vi ikke kan løbe fra vores ansvar. Vi kan umuligt frasige os ansvaret overfor folk, hvis skade vi er skyld i, og eftersom vi især i vesten er med til at forurene og accelerere klimaforandringerne, så må vi stå til ansvar for konsekvenserne. Som skrevet i del 1 af denne trilogi har klimaforandringerne forfærdelige konsekvenser, og vi bliver derfor nødt til at dæmpe vores forurening som følge af, at vi er medskyldige. Hermed kan det være, at vi bliver nødt til at acceptere pligten til at skulle være klimavenlig.
Det er vigtigt, at vi overvejer og snakker med hinanden, når det kommer til etik og handler efter, hvad vi synes er mest retfærdigt. Vi kan spørge os selv: har vi et ansvar? I hvor høj en grad gælder dette ansvar? Har vi eksempelvis en pligt til at hjælpe tørkeramte lande i det sydlige og østlige Afrika, eller er den etiske egoisme i virkeligheden et retfærdigt udgangspunkt, når vi diskuterer etik?


Mikkel Zacho Storm er filosofistuderende på Københavns Universitet. På Altivisten skriver han om klimakrisen og det bæredygtige liv.