,

VENDEPUNKT (3)

Kunstværk: Trust Your Self af Iskra Dinkova i samarbejde med Artoteket.

 

 

Krisen er over os, tiderne er kritiske. Men hvad menes der egentlig med ordet krise? Hvornår er noget en krise, og hvordan skal vi forholde os i en krisetid,  ja i en krise, der symboliserer et vendepunkt? Jeg satte mig for at undersøge krisen i en artikelserie, og vi er nu nået slutningen; den tredje og sidste artikel. Jeg har skrevet ud fra tesen om, at afklaring skaber forståelse, der skaber håb, der skaber handling. Afklaring og forståelse har vi fået lidt af, så nu drejer det sig om handlingerne og håbet og sammenhængen imellem disse.

 

 

Empati der udfordrer den sociale orden

 

Vi fik i første artikel (her) afklaret, at begrebet krise defineres ud fra en midlertidighed, og at den nødvendigvis kræver handling. Deri ligger også potentialet til at bruge krisen som magtmiddel, fordi magthavere i en krisetid kan legitimere langt hårdere tiltag, der til gengæld er baseret på langt løsere grundlag. I anden artikel (her) fokuserede jeg på flygtningekrisen og konsekvenserne af at betegne den som sådan. Filosoffen Arendts tanker om flygtninge, der udstiller krisen i nationalstaternes menneskerettighedserklæringer – fordi de kun gælder borgere i (national)stater – bragte et nyt perspektiv med sig. Krisen kan legitimere usympatiske tiltag, selv mod dem den omhandler, fordi der i ordbrugen og definitionen, ligesom i politikken, er indlemmet et ’os’ og et ’dem’. Men, for der er jo et men, her vil jeg gerne afslutte denne lille trilogi med et mere empatisk bud på en brug af den legitimering, krisen muliggør.

 

Jeg vil begynde med lige at gencitere Søren Mau, ph.d. i filosofi og forsker i begrebet krise. Som jeg skrev i første artikel, mener han, at kriser også er ”situationer, hvor den eksisterende sociale orden er sårbar, og derfor er det vigtigt at udnytte kriserne politisk.” Der kan altså være positive måder at udnytte legitimationen på.

Den sociale orden udfordres bedst, når den er sårbar. I en flygtningekrise, eller humanitær krise, udstilles systemet, og det illustreres, hvor svækkede fx menneskerettighederne kan være, hvis de kun gælder for folk i stater og ikke folk på flugt fra stater. Det er lidt svært at se, hvad man som enkeltperson kan gøre i en systemkrise. Jeg vil til gengæld argumentere for, at flygtningekrisen er relateret til empatisk underskud. Så hvis vi fokuserer på enkeltpersonsniveauet kan empati måske være måden, hvorpå vi udfordrer den sociale (ikke-empatiske) orden.

 

At sætte sig i den andens sted

 

Krisen kan legitimere noget, der tidligere virkede meget usandsynligt – hvad hvis dette var empati? Kunne man rykke i den sociale orden, fordi den netop er i krise, og kan man så revolutionere fællesskabet? Begyndende på individplan. Det ville flytte fokus over på det humanitære i krisen, fordi vi alle formår (at øve os på) at sætte os i den andens sted. Empati defineres netop ofte som evnen til at sætte sig i en anden persons sted. En mand, der vidste meget om dette, var Søren Kierkegaard, der skrev om emnet blandt andet i værket Kjerlighedens Gjerninger. Først vil jeg gerne pointere, at Kierkegaard bestemt er en religiøs tænker, men jeg mener alligevel, der er grobund for at tolke ham etisk uden at forholde eller bekende sig til en bestemt religion. Når det kommer til hverdagslivets handlemuligheder, kan man anvende hans idéer en anelse mere afslappet, så længe man er opmærksom på, at det er dét, man gør.

Kierkegaard har øje for de fællesmenneskelige vilkår, for han mener kærligheden ligger dybt i alle mennesker. Denne grundlæggende kærlighed gør det muligt at sætte sig i et andet menneskes sted, altså netop anerkende det fællesmenneskelige. Ud fra dette blomstrer muligheden for kærlige gerninger. Dog fokuserer han ikke blot på det fælles, men også på forskellen: ethvert menneske er sig selv, er unikt, og således aldrig muligt at forstå helt. Derfor har man også et ansvar for, hvordan man tolker et andet menneske. Fordi det altid vil være en tolkning og ikke en komplet sandhed, har man et ansvar for at tolke den anden kærligt. Det skal man således huske, når man sætter sig i hendes eller hans sted. Her er en oplagt mulighed for at træne og styrke sin empati, fx med en flygtning eller en udsat person. Og samtidig faktisk gøre et lille oprør mod den legitimering og den magtanvendelse, der altid stiler mod det hårdere og negative. Det handler dermed om at bruge krisen anderledes.

 

Kunstværk: Death af Iskra Dinkova i samarbejde med Artoteket.

 

 

Vendepunktet

 

Nu kan vi så at sige vende tilbage til vendepunktet. Krisens vendepunkt er dér, hvor febersygdommen bliver akut, og det afgøres, om patienten overlever eller dør. Netop fordi man både kan overleve og dø, synes jeg, der er potentiale i begrebet. Man kan læse krisen som en endnu mere kraftfuld motivation til at gøre noget. På denne vis er flygtningekrisen og den empatikrise, der politisk har været tale om, lig med vendepunktet. Både fordi det var vendepunktet, der forværrede situationen, og fordi netop dette gjorde, at situationen blev tydelig.

Jeg kan jo blive ved metaforen: febersygdommen ramte og blev akut. Men det betyder også, at lægen blev mere opmærksom og mere motiveret. Ligesom vi kan blive. Det mener jeg godt, man kan overføre til situationen med flygtninge og empati på enkeltpersonsniveau. Motivationen kommer fra en accept af krisens virkelighed, og en erkendelse af dens legitimerende karakter. Dernæst en anerkendelse af ens egen rækkevidde – jeg kan faktisk selv gøre noget, om end det er begrænset. Håbet heri motiverer til handling. Jeg kan, med Kierkegaards ord, gøre ”blot en ringe Anstrengelse for at sætte [m]ig i den Anklagedes Sted” og sørge for ”at Dommen, den strenge, den skaanselsløse, ikke maatte være en overilet Dom”.

Det kunne godt fungere som en huskeregel, der skal påminde én om at være fordomsfri og empatisk. Sådan kunne man fortolke vendingspunktet som motiverende. Krisen som en akut motivering til at handle – empatisk, politisk eller personligt.

 

—————————————————————————————————-

 

Hvis du gerne vil læse mere Kierkegaard har Jens Staubrand forfattet en nudansk udgave af Kærlighedens Gerninger.
Køb bogen her

Artoteket arbejder for at skabe tilgængelige kunstoplevelser for dig og mig. Med udstillinger, talks, og kunstabonnementer bringer vi den nye unge kunst ind i din stue. Læs mere om Artoteket her.