,

VENDEPUNKT (2)

Kunstværk: Trust Your Self af Iskra Dinkova i samarbejde med Artoteket.

 

Vi lever antageligvis i en krisetid. Men hvad menes der egentlig med ordet krise? Hvornår er noget en krise, og hvordan skal vi forholde os i en krisetid, ja i en krise, der symboliserer et vendepunkt? Det har jeg sat mig for at undersøge i en tredelt artikelserie, og vi er nu nået til artikel nummer to. Igen skriver jeg ud fra tesen om, at afklaring skaber forståelse, der skaber håb, der skaber handling.

 

Krisen i nationalstaten

 

I sidste artikel (find den her) kom vi fra afklaringen af begrebet krise og en forståelse af dens beskaffenhed som midlertidig og som noget, der nødvendigvis kræver handling. Det affødte konklusionen: at krisen som en magtfunktion kan strækkes langt, også for langt, men samtidig, at den legitimering, der ligger i begrebet krise også kan bruges på en mere inkluderende, empatisk måde. For at nå frem til et bud på hvordan det kan se ud, vil jeg gerne kort gennemgå den situation, verden aktuelt står i med hensyn til flygtninge. Er det korrekt at tale om en flygtningekrise? Og ja, flygtningekrise eller humanitær krise? Og hvordan bestemmes en flygtning?

Her skal Hannah Arendts tanker inddrages for at forstå vendepunktet. Filosoffen Hannah Arendt skrev i tiden under og efter Anden Verdenskrig, og et af de emner, hun beskæftigede sig med, var flygtninge. Hun var selv tysk jøde og flygtede til Amerika, hvorfra hun udgav flere bøger. Hun skriver i We refugees, på dansk Vi flygtninge, at flygtninge repræsenterer deres folks avantgarde, fordi de går i spidsen for det, der udstiller krisen. Krisen i nationalstaterne. For krisen med flygtninge er en krise for nationalstaten som institution, idet det tydeliggøres via flygtningenes behandling og situation, at mennesker kun har rettigheder i kraft af deres tilknytning til en stat. Der er opstået et ’hul’ i rettighedssammenhængen. Statsløse flygtninge har ingen rettigheder, når intet lands love indbefatter dem. Arendt skriver, om hvordan (jødiske) flygtninge ikke længere kan bo i deres fødeland, men heller ikke kan modtages i et tilflugtsland. Således er loven suspenderet og gælder ikke for dem. Loven om beskyttelse, frihed og altså mere specifikt selve menneskerettighederne. Det skyldes, at menneskerettighederne er sammenflettede med nationalstaterne og nationalidentiteten. Samtidig er flygtninge den modpol, dvs. ’de andre’, som nationalstaten skal bruge for at konstituere et kollektivt ’os’.

 

Flygtningekrisen defineret

 

Med pejlemærkerne fra første artikel kan vi identificere flygtningekrisen som netop en krise.

Det antal folk, der er på flugt nu, overstiger det tidligere antal, målt i en årrække, og er højst sandsynligt højere end det antal, der vil komme efterfølgende. Det var det midlertidige. Situationen er også så alvorlig, at vi nødvendigvis må handle – gerne hurtigt og effektivt. Ellers vil mange folk dø. Og mange stater vil skulle bruge endnu flere penge end først antaget. Men netop det sidstnævnte spiller sammen med, at det hedder flygtningekrisen. Det betyder egentlig, at det er en krise for os, der skal modtage flygtningene, fordi vi skal modtage dem. De koster os penge, og, som Arendt argumenterede for, udstiller samtidig vores nationalstats vedtægter om menneskerettigheder som hullede. Det handler mere om, hvad flygtningene skaber af problematikker, det handler mere om ’de andre’, end om vores fælles måde at lovgive og sikre rettigheder på. Husker vi på legitimationspotentialet i krisen, ved vi nu, at det er ganske omfattende. Hvis magthaverne konstant udpeger en flygtningekrise, kan de pludselig lovgive uden nærmere begrundelse: det skal bare gå stærkt, for der er jo (stadig) krise!

Jeg forestiller mig, at hvis man havde døbt det en humanitærkrise, så ville man lettere kunne få øje på empatien. Man ville nemmere kunne se, at vi alle er i samme båd som mennesker: vi flygter til og fra steder, når vi og vores børn trues på livet eller på friheden. Og vi er alle udsatte, det sekund menneskerettighederne kan gennemhulles. Det kan de, når mennesket ikke har rettigheder i kraft af at være menneske, men først i kraft af at være borger (i en stat forstås).

Kunstværk: Relax af Iskra Dinkova i samarbejde med Artoteket.

Humanitær empati, medmenneskelighed

 

En humanitær krise er selvfølgelig stadig en krise, og det kan udnyttes til legitimering, men jeg vil umiddelbart mene, at det ville være i en anden kontekst. I en humanitær krise ville det være sværere at begrænse folks frihed og rettigheder, eksempelvis børns ret til at være sammen med deres forældre – og at tvinge dem til at skulle vente tre år på familiesammenføringer – fordi det anti-humanitære ville stå lysende klart. Man ville bidrage til krisen. I en flygtningekrise er det nemmere at retfærdiggøre, at ’de andre’ ikke kan få deres familier til landet, fordi ’vi’ ikke har plads eller penge. På den måde betyder de ord, vi bruger, rigtig meget.

Det humanitære i at sætte sig i andres sted, ofte betegnet som empati, ville have en indflydelse her, tror jeg. Empatien ville være en øjenåbner, og faktisk ville den også være en enestående handling – legitimeret af krisen. Fordi krisen åbner en mulighed for at agere anderledes, end vi plejer. Og min påstand er jo så her, at vi ikke plejer at være udpræget empatiske i dag. På overordnet, officielt og regerende plan. Men det kunne man måske være på enkeltpersonsplan.

Krisen legitimerer – men hvem siger, den behøver retfærdiggøre det usympatiske? Hvad hvis krisen udstiller systemet, og dermed gør det gennemtrængeligt? Ømtålelige situationer kan også påvirkes i en positiv retning.

 

Det vil jeg se nærmere på i næste og sidste artikel i denne serie. Her skal vi høre lidt om den danske filosof Søren Kierkegaards tanker om at sætte sig i et andet menneskes sted og tage ansvar for sin tolkning af den anden. Det skal knyttes til krisen som vendepunkt, men denne gang skal vi forsøge at forstå vendepunktet som motivation. Som en akut motivering til at handle.

 ————————————————————————————————–

 

Hvis du vil læse mere af Arendt så er “Vi flygtninge” oversat på forlaget Slagmark af Mikkel Flohr, der også har skrevet efterordet.
Køb bogen her

Kunstværket er udlånt af Artoteket. Artoteket arbejder for at skabe tilgængelige kunstoplevelser for dig og mig. Med udstillinger, talks, og kunstabonnementer bringer vi den nye unge kunst ind i din stue. Læs mere om Artoteket her.