,

VENDEPUNKT (1)

Kunstværk: Trust Your Self af Iskra Dinkova i samarbejde med Artoteket.

 

 

Vi hører konstant, at vi lever i krisetider. Finanskrise, flygtningekrise, klimakrise, systemkrise. Men hvad menes der egentlig med ordet krise? Hvornår er noget en krise, og hvordan skal vi forholde os i en krisetid, ja i en krise, der symboliserer et vendepunkt? Det har jeg sat mig for at undersøge i en tredelt artikelserie, der begynder her. Og vi starter med en definition af krisen, ud fra tesen om, at afklaring skaber forståelse, der skaber håb, der skaber handling.

 

Krisen som midlertidig og nødvendig

 

De fleste forstår umiddelbart ordet krise og bruger det nok også i flæng. Alligevel kan det være svært at indkredse præcist, hvad det dækker over. Ordbogsdefinitionen af ordet krise fortæller, at det stammer fra det græske ord for adskillelse og afgørelse. Desuden er det specifikt forbundet til vendepunktet i en febersygdom, men den pointe venter vi lige lidt med. Vi kan til gengæld nu gå videre med adskillelsen, for hvad adskiller en krise fra, hvad der ”bare” er en alvorlig situation? Der er blandt andet et tidsaspekt. Kriser er midlertidige. De markerer en forskel fra før og formentlig efter. Der er også et andet karakteristisk træk ved krisen: nødvendighed. Krisen afkræver en handling, der nødvendigvis må udføres. Det midlertidige og det nødvendige resulterer i et krav om at handle hurtigt. Disse pointer er også nogle, ph.d.-studerende Søren Mau har fokus på. Han forsker i krisens karakter og dens potentiale til at legitimere. Krisen kan nemlig bruges magtstrategisk som en legitimation af (politiske) tiltag, der ellers ville være uhørte.

 

Man kan således for eksemplets skyld nævne Inger Støjbergs (V) lovforslag om, at det skal være (integrations)ministerens beslutning, hvorvidt Danmark tager imod de særligt udsatte kvoteflygtninge, vi ellers har modtaget efter anvisning fra FNs Flygtningehøjkommissariat. Og at ministeren desuden alene kan bestemme antallet, så længe det vel at mærke er mellem 0 og 500. Vi taler om ekstremt udsatte mennesker og netop flygtninge, hvilket må siges at være en FN-mærkesag taget i betragtning, at FN oprettedes i kølvandet på Anden Verdenskrig – men set gennem kriseramte briller farves situationen. Krisen legitimerer tidligere uhørte forslag. Fordi man skal jo handle NU! Og nu er det, som om truslen fra febersygdommen blusser op. Vendepunktet indtræffer, og det fatale udfald ligger på lur lige om hjørnet. Feberen bliver akut, ligesom omstændighederne bliver akutte. Men idéen bag et vendepunkt er jo netop, at situationen vender. Det går fra tiden før krisen, til krisen og så til tiden efter krisen. Hvis krisen ikke er midlertidig, så bliver konsekvenserne af den nødvendige handling anderledes. Hvis krisen bliver permanent, men stadig defineres ud fra sit krav om handling, så har man pludselig en konstant magtposition, hvor man ikke skal begrunde sine handlinger og tiltag. Man kan blot forsvare sig med én ting: krisen kræver det!

 

Krisen som undtagelsestilstand

 

Søren Mau peger også på en italiensk filosof, der med andre formuleringer adresserer krisen. Giorgio Agamben skriver i den danske oversættelse af Stato di Eccezione, Undtagelsestilstand, om forza di leggi, dvs. lovkraft, hvilket er noget, der ikke er lov, men fungerer som lov. Deraf overstregningen af ordet leggi eller lov. Når man suspenderer loven, erklærer man undtagelsestilstand. Agambens pointe er, at undtagelsestilstanden, krisen, kommer til at fungere som lov. Og altså som magtpolitisk redskab. Undtagelsestilstand er en form for nødsituation, der legitimerer suspendering af loven – f.eks. en suspendering af den personlige frihed. Terrortruslen i vesten i dag kan tjene som eksempel på dette. Frygten for terror, den sikkerhedskrise, der omtales, muliggør en krænkelse af den personlige frihed, fordi folk overvåges i højere grad, og fordi overvågningen sker på løsere grundlag. Til gengæld er retorikken skarp: man, og med man mener jeg magthaverne, gentager gang på gang, at tiltagene skal sikre den personlige frihed for os alle. Derfor behøver man mindre argumentation og færre beviser for at overvåge enkelte personer og dermed fratage dem en del af deres personlige frihed og privatliv. Det er frygten for febersygdommen igen. Denne frygt gør, at man forebygger også uden en reel risiko.

Nogle uskyldige folk må opgive deres frihed, så det kan virke, som om alle andre får bevogtet deres. Man ophæver så at sige den personlige frihed for at beskytte den.

 

Kunstværk: The Self af Iskra Dinkova i samarbejde med Artoteket.

 

 

Krisen som magtstrategi – på flere måder

 

Opsummerende kan vi konstatere: en krise er bestemt af det midlertidige vendepunkt, hvor alt drejer sig mod det værre, og det fordrer nødvendigvis handlen. Gøres denne hastige handlen til noget, der permanent er legitimeret, dvs. tilladt, står vi på den ene side hele tiden i en krise. På den anden side står vi aldrig rigtig i en krise, fordi det bliver meget diffust, hvornår krisen begynder og ophører. Men hvis man alligevel gerne vil slå et slag for, at vi faktisk nu befinder os i en krise, der angår fx flygtende mennesker, hvad gør man så? Jeg mener, at definitionen på en krise kan anvendes i forbindelse med den flygtningestrøm, verden for tiden oplever: det er midlertidigt, at folk flygter i så stort et antal. Tiden før og efter denne strøm har været og vil være anderledes. Det er også bydende nødvendigt, at vi tyr til handling i disse tider. Og i virkeligheden er det vel også vigtigt, at vi udnytter det potentiale til legitimering, som krisen indebærer. Det er en pointe, Søren Mau også fremfører. Han skriver: ”Kriser er også situationer, hvor den eksisterende sociale orden er sårbar, og derfor er det vigtigt at udnytte kriserne politisk.”

Men som du nok har gættet, må udgangspunktet være et andet end den legitimering af uhørte handlinger, vi indtil nu her har beskæftiget os med. I næste artikel vil jeg fokusere på ovennævnte krise angående flygtninge. Hvorfor kalder vi det fx en flygtningekrise og ikke en humanitærkrise? Og hvilken forskel gør det? Kombineret med dette vil jeg inddrage en filosof, som Agamben er tydeligt inspireret af, nemlig Hannah Arendt. Hendes tanker vil jeg forsøge at kortlægge næste gang.

 


Hvis du gerne vil læse mere af Agamben, så er “Undtagelsestilstand” oversat af Ole Jorn udgivet på forlaget Philosophia. Køb bogen her
Desuden er “Midler uden Mål – noter til politikken” udgivet på forlaget Wunderbuch og oversat af Søren Gosvig Olesen, der også har skrevet forordet. Køb bogen her

Kunstværket er udlånt af Artoteket. Artoteket arbejder for at skabe tilgængelige kunstoplevelser for dig og mig. Med udstillinger, talks, og kunstabonnementer bringer vi den nye unge kunst ind i din stue. Læs mere om Artoteket her.