,

VELGØRENHED PÅ FARTEN

Langt de fleste af os siger at vi både vil støtte gode formål og være bæredygtige. Næsten ligeså mange af os har kasser og loftshjørner fyldt med genbrugssager, vi aldrig er kommet af med. Langt færre af os får rent faktisk doneret noget til velgørenhed eller taget bæredygtige skridt i husholdningen. Hvis vi gør velgørenhed og bæredygtighed digital – vil vi så gå op i det?

Om det er fordi, vi har travlt, ikke har noget at være velgørende og bæredygtige med eller i sidste ende bare ikke går nok op i det, er ikke sikkert. Ifølge Danmarks Statistik gav de ældre over 80 i gennemsnit 3.105 kr. til velgørenhed i 2015. Til sammenligning gav dem under 20 i snit 518 kr. hver, og de 20- til 40-årige rundede ca. 1.500 kr. per person.

Nytænkning af velgørenhed

Netop den følelse af, at det kunne gøres både bedre, smartere og lettere, lå bag app’en DoGood, da min kone og jeg lancerede DoGood tilbage i november 2016. DoGood gør det muligt at sælge dine genbrugsting og samtidig gøre en forskel, når du donerer hele indtjeningen fra dine salg til en af de 17 velgørenhedsorganisationer, der er med til at gøre velgørenheden digital.

Tanken er, at man lægger et billede op af den ting, du vil sælge og vælger den velgørende organisation, du ønsker skal modtage salgsprisen. Når der er en køber, som synes netop din vare er spændende, betaler vedkommende via MobilePay eller kreditkort i DoGood app’en. Køber henter varen, du får ryddet ud i dine gemmer, og I støtter begge velgørenhed.

På den måde er genbrug, bæredygtighed og velgørenhed kun ganske få tryk med tommelfingeren væk. Selv din lokale genbrugsforretning kan lægge varer op, du ellers ikke ville have set bagerst i forretningen.

På sporet af digital velgørenhed

Der er ikke nogen, der siger at det her er den universelle løsning på problemerne og på størrelsesforskellen mellem de yngre og de ældres donationer til velgørenhed. Men måske gør den digitale løsning det lettere for en del af os travle danskere at tænke genbrug aktivt ind i vores hverdag.

Hvis vores børn alligevel vokser op med iPad’en i hånden, hvorfor så ikke også lære dem fra start, at det aflagte tøj kan gøre et andet barn lykkeligt – og at aflagte ting kan gøre os ligeså lykkelige som tøj fra butikken?