,

KAN VELFÆRDSSTATEN RUMME DET UNORMALE?

 


Den såkaldte normale dansker har det ret godt i Danmark. Det kan vi takke det danske velfærdssystem for. Men hvad hvis du ikke er “normal”? Vil du så også opleve, at der er velfærd og ligestilling for alle? Ifølge det nyopstartede bryggeri og arbejdsfællesskab, People Like Us – Skippinge Brew, er der fortsat dele af befolkningen, der ekskluderes og til tider fremmedgøres. For People Like Us, handler det først og fremmest om mennesker med psykiske diagnoser; mennesker, der oplever at være en kastebold mellem institutioner, som aldrig helt forstår dem. Hvad der er brug for, er at nytænke velfærdssystemet.


af Patricia Deleuran

I dag har mennesker med autisme og andre diagnoser svært ved at få job på arbejdsmarkedet. De oplever ofte at blive ekskluderet fra fællesskaber som følge af deres psykiske lidelse. Mennesker med autisme vil ofte opleve en forstyrret udvikling i forhold til sprog, kommunikation og sociale relationer, og deres adfærd er ofte præget af repetition, da de har et enormt behov for struktur og forudsigelighed. Ligeledes oplever de en større følsomhed over for sanseindtryk, hvorfor det kan være svært for dem at være en del af en større forsamling.

Lars Carlsen, grundlægger af arbejdsfællesskabet People Like Us, vil imødekomme mennesker med diagnoser frem for at ekskludere dem. Derfor har han i sinde, sammen med resten af People Like Us, at skabe en velfærdsrevolution. En revolution, hvor vi bryder med vores forestilling om, hvad der er normalt og unormalt; hvor alle er ligeværdige – diagnose eller ej – og hvor vi kan lære af hinanden.

Vi skal ikke altid være omstillingsparate

Derfor er People Like Us gået sammen med det populære mikrobryggeri Mikkeller om at starte et bryggeri, der udelukkende drives af mennesker med autisme og andre psykiske diagnoser. ALTIVISTEN har mødt to af de personer, der er en del af People Like Us: Alberte på 24 år, der er kommunikations- og pressekonsulent og som har to diagnoser, henholdsvis Aspergers, som er en form for autisme, og ADHD; og 22-årige Ronnie, der er brygger og ambassadør fra People Like Us og har autisme, social angst og ADHD.

People Like Us vil fjerne idéen om, at alle skal kunne lidt af det hele og at alle skal være omstillingsparate, fortæller Alberte og Ronnie. Hos People Like Us bliver ingen tvunget til at gøre ting, som de ikke kan finde ud af, grundet nogle af de udfordringer deres diagnoser medfører; derimod skal alle have mulighed for at arbejde med de ting, de er gode til og holder af. Alberte tilføjer: “Som vi kan se, har mennesker, der blandt andet har autisme, en ekstrem opdeling; forstået på den måde, at de er virkelig gode til nogle ting, som ”normale” mennesker slet ikke kan, og så er der andre ting, de har meget sværere ved – det er ofte i sociale sammenhænge. I stedet for at problematisere de begrænsninger, som mennesker med diagnoser kan have, ønsker People Like Us, at samfundet bruger tid på at forstå og imødekomme menneskers behov. Fællesskabet vil først sejre, når vi når frem til den bedste løsning for det enkelte individ.”

Alberte og Ronnie er del af et arbejdsfællesskab med knap 20 mennesker, hvoraf størstedelen har én eller flere diagnoser. Det er mennesker, som få erhvervsfolk ville tiltro at drive en virksomhed på grund af deres diagnose – men det kan de sagtens, viser det sig. På kort tid har People Like Us fået et hav af samarbejdspartnere, der ud over samarbejdspartneren Mikkeller bl.a. tæller det store amerikanske bryggeri Goose Island, det Michelinkårede Dragsholm Slot, Timm Vladimirs køkkenskole, Copenhagen Distillery, Danmarks største øldistributør Det Belgiske Hus, Vig Festival, adskillige ølbarer rundt omkring i landet og meget, meget mere. 

Deres øl er i øjeblikket revet væk fra hylderne på grund af den store interesse og efterspørgsel, og People Like Us har i løbet af deres netop overståede crowdfunding-kampagne modtaget økonomiske bidrag fra hele verden. Man håber nu på, at inddragelsen af mennesker med autisme på arbejdsmarkedet vil sprede sig fra det gode eksempel med brygger-branchen til alverdens industrier.

Unormal tankegang giver nye løsninger

Flere virksomheder har givet udtryk for, at de ser en optimering af flere forskellige arbejdsprocesser, når mennesker med diagnoser udfører arbejdet. Det er ikke kun People Like Us, der kan se klare fordele ved at inkludere mennesker med diagnoser i arbejdsfællesskaber. I starten af 2017 viste DR dokumentaren “De skjulte talenter”, hvor man hos Novo Nordisk stillede arbejdsopgaver til Louise, en ung kvinde med autisme, som de vurderede ville tage hende 2 år at fuldføre. Det viste sig, at hun løste alle opgaver i løbet af tre måneder. Louises næsten overmenneskelige evner skyldes, at hun, som mange andre mennesker med autisme, har et så stærkt behov for struktur, regler og systemer, hvilket medfører, at hun hurtigt lægger mærke til vigtige detaljer, identificerer fejl, og på den måde lynhurtigt kan løse problemer og opgaver. Hun arbejder på måder, den “normale” hjerne slet ikke kan tænke sig til.

Alberte fortæller under vores møde, at “det er på tide at gøre det normalt at skabe en arbejdsplads, hvor alle kan være med, og hvor det normale ikke består i klare regler om arbejdets udførelse, men hvor man kigger på, hvad der skal til i den givne situation for, at det fungerer bedst muligt for den, der udfører arbejdet – altså meningsfuldt arbejde.”

 

Sanseprofiler reducerer stress

Hos People Like Us laves en såkaldt sanseprofil for hver enkelt ansat. Det tror de på, kan få langt flere unge med autisme inkluderet i arbejdsfællesskaberne. Og tanken er, at udarbejdelsen af en sanseprofil skal gælde for alle ansatte, uanset om man har en diagnose eller ej. Sanseprofilen skal afdække hvilke ting, der er godt for én sansemæssigt, og hvad der kan stresse én. Som menneske vil der naturligt forskel på hvilke ting, der påvirker én i en positiv og en negativ retning, og sanseprofilen skal således klarlægge, hvilke behov den enkelte ansatte har. Flere gange vil man se, at mennesker med og uden diagnose ofte stresses af de samme ting, men at mennesker med diagnoser som autisme og ADHD ofte stresses i højere grad. Så ved at skabe nogle rammer, der imødekommer alle, vil effektiviteten stige og stressniveauet og fraværet dale.

Efter at Ronnie har fået klarlagt sin sanseprofil, ser han en forbedring både i forhold til hans funktion i arbejdsfællesskabet, men også som individ. Han har tidligere oplevet at have svært ved at være ude blandt store forsamlinger, grundet hans sociale angst, og i sin skoletid havde han svært ved at koncentrere sig om undervisningen: “Der var altid problemer, når de andre skulle sidde og læse, så lå jeg under bordet; og til matematik sad jeg altid med musik i ørene. Opgaver lavede jeg ikke. Men til eksamensprøverne lå jeg alligevel over gennemsnittet, men lektierne var godt nok ikke mig“.

Ronnie lægger ikke skjul på, at han har haft svært ved at finde fodfæste i forhold til hans uddannelse. Først nu hvor han har fået italesat sine behov, og oplever succes med sit arbejde med People Like Us, tør han udfordre og presse sig selv til at gøre ting, der ellers er ude for hans komfortzone. Det er også derfor, han har valgt at blive ambassadør for People Like Us. Dels vil han inspirere andre mennesker med diagnoser, men også fordi han gerne vil arbejde med sig selv.

Mennesker med autisme kan mere end tal og logik

Mennesker som Alberte og Ronnie oplever tit, at de bliver sat i bås af folk, som har klare idéer om, hvad de kan og ikke kan. Og vores samfundstendens til kassetænkning bærer en del af skylden for de mange fordomme og misinformationer, mener både Alberte og Ronnie. Flere mennesker med diagnoser oplever, at de placeres i kategorier og kasser, der ikke passer til dem – derfor ønsker People Like Us mere bevidsthed om mennesker med diagnosers forskelligheder. Det er en ganske populær forestilling, at det eneste mennesker med autisme kan finde ud af, er at beskæftige sig med mange tal og logisk tænkning.

Det er i et vist omfang rigtigt, men gælder absolut ikke for alle: “Der er jo ikke én autist, der minder 100% om en anden. Det handler om at lytte til den enkeltes behov. Vi er jo lige så forskellige som alle andre,” siger Ronnie, hvilket også Alberte flere gange understreger.

Eksempelvis læser Alberte Retorik på Københavns Universitet og er kommunikatør med stort K. Hun er ikke særlig glad for at arbejde med tal, men har derimod en forkærlighed for at skabe og være kreativ. Hvor hun i skabelses- og innovationsprocesser arbejder bedst omgivet af andre mennesker og forskellige indtryk, så er det noget helt andet, når hun skal lagre ny viden. F.eks. når hun i forbindelse med undervisningsforberedelse skal forstå og læse ny teori, så har hun svært ved at koncentere sig, medmindre hun – som hun selv beskriver det – “sidder i et vakuumpakket rum.” Undervejs i interviewet med Alberte, stopper hun da også op og siger: “Mens vi to sidder og snakker sammen, så kan jeg høre sådan en hvislende lyd fra en af naboerne. Jeg lægger også mærke til en mand åbne et vindue i bygningen overfor… og jeg blev total distraheret, da der var en mand, der for lidt siden gik hen til sit vindue i bar overkrop. Og mit ur, der lige nu er i stykker og tikker løs med viseren fastlåst på samme sted, lægger jeg også mærke til lige nu.”

Systemtænkning er problemet, ikke mennesker med diagnoser

Albertes sanser er konstant åbne for indtryk. Derfor har hun til tider har brug for at lukke helt af et par dage, hvilket People Like Us accepterer. Også Ronnie har behov for ro og alenetid grundet hans følelse af ubehag blandt flere og ukendte mennesker. Men hans mulighed for at blive en del af bryggeriet giver ham håb; et håb om, at han også har en aktiv rolle at spille i samfundet, og at han kan få lov til bidrage på sin egen måde.

Ronnie har tidligere haft en depression, og Alberte har været indlagt med stress, i høj grad forårsaget af deres oplevelse af ikke at passe ind i samfundet. Men med People Like Us’ forståelse for den enkeltes behov, har både Alberte og Ronnie fået øget deres selvværd. De tror på, at det er systemtænkningen, den er gal med, og ikke dem, og håber nu på, at “normale” mennesker vil komme både dem og deres til tider særlige behov i møde. Og hverken Alberte eller Ronnie er i tvivl om, at Velfærdssystemet 2.0 vil bringe både samfundet og borgere tættere sammen.