Vandringen gennem de digitale dating-stammer

red

Nu sker det længe ventede. ALTIVISTEN bringer det første eventyr af forhåbentligt mange. Det er et stort mål for os at bringe skriftlige bidrag, der ikke altid følger de klassiske journalistiske formater. Christoffer Mygind Juul har skrevet et eventyr om kærlighed, vores forhold til teknologi og jagten på prinsen på den hvide fixie-bike.  

Der var engang en stor by i et lille land. Byen lå ud til de nordiske farvande og var det lille lands hovedstad. Gaderne var smalle og omkring de gamle, skæve etageejendomme skød flere og flere højhuse op, som ukontrollerbare gejsere. Om sommeren blomstrede plantelivet om kamp med indbyggerne, mens det om vinteren trak sig ind i sig selv. Byen brystede sig af at være en af de mest tolerante byer i verden.

I den store by boede der en ung mand. Nogen ville sige, han var en ganske almindelig mand, mens han måske selv ville mene, at han var mere unik end som så. Han boede i et stille kvarter klods op af bykernen, læste på universitet og arbejdede i en mellemstor virksomhed, hvor han prøvede at komme til tops med hårdt arbejde. Han havde kortklippet, mørkt hår og klare grønne øjne. Hans mund var lille og hans næse lige. Han var i den høje ende af gennemsnittet og var hverken tyk eller tynd, men sundt polstret. Han drak sin kaffe på nogle af byens små kaffebarer, dansede i ny og næ til den lyse morgen og spiste mad fra, næsten, hele verden på byens opblomstrende madscene. Ja, det kunne næsten være en hvilken som helst ung mand, det handlede om. Hvis det dog ikke lige var fordi, at hans præferencer for kærligheden var lidt anderledes end de fleste. Han foretrak nemlig at tilbringe de kærlige aspekter af livet med én af samme køn.

Som del af et miljø, der ikke hørte til normen, var der nogle ting, der var lidt sværere for den unge mand end for andre. For eksempel det med at donere blod til sine medmennesker. Det måtte han ikke. Men at finde kærligheden, var nok det sværeste. For hvordan skulle han støde på den eneste ene, når mindre end 1/10 af befolkningen i det lille land, var som ham? Jo, han havde da mødt nogle velkvalificerede kandidater fra tid til anden, men ingen af dem havde den unge mand kunne leve lykkeligt med til deres dage ende.

Derfor besluttede den unge mand sig for, at han måtte gøre noget aktivt for at finde kærligheden, på trods af fortidens mere eller mindre mislykkede forsøg. Han var træt af de evindelige kommentarer som “Nå min skat, hvornår får jeg en svigersøn?” og “Nu mangler vi bare dig, så er vi ingen singler tilbage i venneflokken!” Men mest ville han bare gerne have en følgesvend til alt det sjove, det sørgelige, det alvorlige, de gode og de hårde stunder. Som led i jagten på hipster-prinsen på fixie-cyklen tog den unge mand på en lang tur gennem den digitale verden. Her ville han besøge tre forskellige stammer og se, om det han havde hørt fra tidligere tilbagevendte, var sandt: om det virkelig var der, lykken kunne findes. Ivrigt og forhåbningsfuldt drog han afsted på sin rejse, og kunne ikke vente med at se, hvad stammerne havde at byde på.

Den første stamme, han mødte på sin vej, hed Boyven. Her gik man rundt med skilte, der beskrev hans kropstype. “Normal”, “tynd”, “buttet” eller “lidt magelig” var nogle af de skilte, han kunne vælge imellem. I panik og uvished, greb han “normal”. Men hvem er egentlig det?, tænkte den unge mand for sig selv.

I Boyven boede der mange hankøn til hankøn – unge som gamle, lave som høje, store som små, romantikere som masochister. Umiddelbart virkede det som en fin stamme, hvor folk respekterede hinanden og accepterede folks forskelligheder. Men snart skulle det sande ansigt vise sig, og det var ikke så kønt. Motiver af folkets mest intime dele og kropslige hemmeligheder poppede langsomt op i afkrogene af Boyven. Det samme gjorde folkets groteske, kødelige lyster i form af ihærdige og desperate tilnærmelser i håb om, at kunne få lysterne indfriet. Sproget var råt, ligefremt og usødet. Og ikke på den smukke måde. Og selvom henvendelserne blev afvist på demokratisk vis, haglede det ned over den unge mand med kaldenavne, der ikke er værd at gentage. Selv om han ikke var sart og nærtagende, blev det i sidste ende for meget for ham, og den unge mand valgte derfor at rejse fra Boyven.

Ufortrødent, men lettere forundret, fortsatte den unge mand sin rejse mod den næste digitale stamme. Den lå ikke langt fra den første, og derhjemme havde havde han hørt mange fortællinger om stammens besøgende og ikke mindst dens indbyggere.

Den anden stamme han kom til, var nemlig Grindola. Her var, som i den første stamme, mange forskellige arter, men fælles for mange af dem var, at de ikke havde nogen hoveder. Her var det flexede brystmuskler, stramme mavemuskler og spændte biceps, der prydede gadebilledet. Måske var disse stammefolk mere narcissistiske, end i Boyven? Eller også troede de bare ikke på at kigge hinanden i øjnene? Det virkede sært for den unge mand, men han prøvede alligevel at kigge sig mere omkring. Men med de hovedløse kreaturer i landskabet, fulgte også noget, som den unge mand ikke havde stødt på før: stammen var nemlig opdelt i kategorier – overalt i landskabet hang der skilte, der skulle adskille stammefolket: “Bears”, “Twinks”, “Otters” og “Masc” var bare nogle af de mange navne, som områderne havde. Og mange af stederne var sågar ledsaget af et “No fems, no fats, no asians”-skilt. Så hvor hørte den unge mand hjemme? Det kunne han ikke umiddelbart finde ud af, for hvordan skulle han kunne vælge én kategori, der passede på ham? Da han ikke kunne finde sit tilhørssted i Grindola, kunne han jo heller ikke møde folket ordentligt. Derfor valgte han også at forlade Grindola. Stammen med de bare overkroppe, de eksklusive kategorier og de nedværdigende betegnelser. Han måtte kunne finde en mere inkluderende digital stamme, hvor man ikke var så bange for hinanden.

Efter at have besøgt to stammer, overvejede den unge mand, om det var eventyr nok for denne gang. Besøgende havde jo ikke just været succesfulde. Men nej, tænkte han for sig selv, jeg kan ikke undlade at besøge den mest kendte, den mest berygtede og den mest omtalte digitale stamme, der findes. Så den unge mand besluttede at fortsætte rejsen mod den næste, og tredje, stamme på hans færd – Tindalen.

Tindalen var den af stammerne, der havde flest indbyggere – hankøn som hunkøn. Her var hverken kategorier eller intime billeder, men hver gang man mødte en stammeboer, skulle man enten gå til højre eller venstre for at vise om man var interesseret eller ej. Og så endda uden at sige hej til hinanden først. Det var en sjov og mærkværdig måde at møde ligesindede på, synes den unge mand. Ikke desto mindre blev han her et stykke tid, for her var han næsten fri for kategorier, fri for at afkrydse bokse om interesser og præferencer og fri for tilnærmelser af den seksuelle art. Lige indtil den dag, han endelig tog sig sammen og kontaktede en ligesindet, som han havde et godt øje til. Kun for at få verbal lussing i hovedet om, hvor grim han var. Så forlod han også Tindalen med en blandet følelse af sorg, modløshed og undren over det umiddelbare faktum, at Tindalens indbyggere var lige så overfladiske som i Boyven og Grindola.

Da han vendte hjem til sin hjemby, følte han sig nedslået. Han brugte flere dage i selskab med sig selv og sine tårer, der trillede ned af kinderne som ustoppelige vandfald. Hvorfor var der ingen stamme, hvor han kunne føle sig hjemme? Og hvorfor havde stammerne været så fjendtlige? Sådan burde det ikke være at besøge digitale stammer, tænkte han, mens han prøvede at tørre øjnene.

I Boyven, Grindola og Tindalen havde han nemlig opdaget, at det hele handlede om hvordan man så ud, hvordan ens krop var bygget og hvad man havde af tricks på sengekanten. Egenskaber der selvfølgelig var vigtige i et vist omfang, men siden hvornår var de indre egenskaber blevet så ligegyldige? Selvfølgelig var disse stammer måske ikke de mest strategiske steder at besøge for den unge mand, hvis han skulle møde mere end bare sexhungrende væsner med høj libido. Men det gjorde ham ærgerlig, at et miljø, der allerede var adskilt fra resten af samfundet, skulle adskille sig endnu mere med bokse, kasser og kategorier. For hvorfor dele sig op, når man i stedet kunne stå sammen?

På baggrund af de grublerier, besluttede den unge mand sig for helt at skrotte den digitale dating-verden. For det kunne godt være, at den prins, der så ihærdigt lod vente på sig, blev sværere at finde ude i den virkelige verden. Men i det mindste var chancen for at møde ham på en mere ligeværdig, kassefri og umiddelbar præmis en lille smule større. Og just som den unge mand havde prøvet at bilde sig selv dette ind, løb han dagen efter ind i en gammel bekendt på en af byens mange bæverdings. Her skålede de og fandt hen ad aftenen ud af, at de havde mere tilfælles, end de før havde vidst. Så kan man jo håbe, at det bliver til en lykkelig slutning.

Af Mads Arvedsen Twitter: @dingus_prod http://dingusprod.wixsite.com/dingusproductions

Af Mads Arvedsen
Twitter: @dingus_prod
http://dingusprod.wixsite.com/dingusproductions