DET GODE LIV HAR ET FARVERIGT FARVEL

red

Psykedeliske stoffer var en stor del af 60’erne. Både for forskere og hippier. Sidenhen er stofferne gjort ulovlige og gået i den officielle glemmebog – indtil nu. Både amerikanske og engelske forskere undersøger nemlig på ny, hvad der sker med hjernen under psykedeliske trip – og om stofferne kan hjælpe dødeligt syge. Med andre ord: Er psykedeliske stoffer et element i skabelsen af det gode liv? Søren Steensvig Jakobsen undersøger i denne artikel, om det kan være sandt. Og så fortæller han en ganske personlig historie om at sige farvel til et menneske, man elsker. 

Bengt Nielsen ligger med halvåbne øjne og kigger rundt i værelset. Væggen er en skiden nuance af gullig brun, der med kirurgisk præcision leder tankerne mod rådne æg. Lugten er marginalt bedre, støv og desinficerende creme. Udenfor er det en grå eftermiddag. Vi står ved siden af hans seng og kigger på ham med forskellige variationer over rynkede pander, nedslåede øjne og fjerne blikke. Han er ved at dø, formelt.

Bengt var min morfar. Morfar begyndte at blive gul i huden en dag. ”Bengt, du skal til lægen,” sagde min mormor. Så det gjorde han modvilligt. Da morfar var dreng, var der groft sagt to regler: 1) man skulle kun til lægen ved fødsler og dødsfald, og 2) opremsningen af første regel var eneste acceptable tidspunkt at tale om døden. Ellers var emnet mærkeligt og morbidt.

”Kræft i bugspytkirtlen”, sagde lægen efter nogle undersøgelser. Den dag døde min morfar, reelt. Resten af hans liv var han sjældent i live. Hans blik var altid fjernt, og hans øjne triste. De gange, jeg så ham i det kvarte år, inden han fik lov at dø, smilede han én gang. Jeg førte regnskab.

Som pårørende ville jeg ønske, en eller anden troldmand var dukket op med nogle magiske svampe som i eventyrerne. Et eller andet der kunne lære ham at affinde sig med døden – ligefrem at forstå den kommer vi vist aldrig til. Hvor naivt det ønske end må lyde, så er det måske ikke helt urealistisk længere. I New York og London tester forskere nemlig, om indtagelse af stoffet psilocybin kan hjælpe døende kræftpatienter.

Kemisk Taknemmelighed

På Medicinsk afdeling ved John Hopkins Universitet i New York har forskere eksperimenteret med at give psilocybin, der er det aktive stof i LSD og svampe, til patienter med uhelbredelig kræft. Denne kemiske opdagelsesrejse var blandt de fem vigtigste spirituelle begivenheder for to ud af tre forsøgspersoner.

På New York University foretog man et lignende forsøg. Testpersonerne her beskrev 14 måneder senere, at de stadig mærkede den positive forandring, som de havde oplevet lige efter deres terapeutiske trip. De talte om en taknemmelighed for livet, en forståelse for liv og død, og så oplevede de en forundring og åbenhed over for omverdenen

Lisa Mettes fortæller The New Yorker, hvordan hendes mand Patrick, som inden sin død var med i eksperimentet, ændrede sig mærkbart efter forsøgene.

Det var som om, han var blevet fritaget for at bekymre sig om livets småting. Det var, som om vi levede et helt liv på det sidste år”, udtaler hun i et interview i The New Yorker. Hendes mand døde med ro i sjælen, omgivet af venner og familie.

Under behandlingerne på NYU blev patienterne bedt om at lægge sig på en briks iført sovemaske og høretelefoner med afslappende musik. Ved siden af briksen sad en psykolog og en terapeut. De var klar til at berolige testpersonen, når vedkommende oplevede angst og ubehag – som de fleste gjorde på et eller andet tidspunkt i de flere timer lange trips. Udover selve forsøgene med psilocybin modtog patienterne også psykolog-samtaler og vejledning.

Min morfar blev ikke tilbudt psykedelisk terapi, men han blev tilbudt vejledning. Han takkede nej. Han var af den gamle skole, tidligere smed – en rigtig mand, der ikke øste ud af sine inderste tanker og følelser. En enkelt gang revnede rustningen, og han fortalte min mor, hvor uretfærdigt, han syntes, det var, at han skulle dø. Hans mindste børnebørn var stadig for små til at huske ham, og de store af os var han ikke færdig med at se blive større. Det er stadig en af de eneste gange, min mor husker at have talt om det emne med ham.

Før havde han altid en vittighed at fortælle eller en politiker at hidse sig op over. ”Daw, bondeknold,” lød det altid fra læderstolen i stuen, når man kom på besøg. Efter dødsdommen var han nærmest usynlig i den stol, han sad der bare og kiggede på os med tomhed i blikket og tavshed i rummet. I løbet af tre måneder skrumpede han sammen til et spøgelse af kød og poset hud. Næring tog han ikke længere til sig, hvorfor han helt fysisk forsvandt dag for dag. Han var færdig med verden, selvom den endnu ikke var helt færdig med ham.

Lægger Selvet i en Døs

Testpersonerne i New York fortæller, hvordan deres bevidsthed har kunnet rejse i både tid og rum. De besøger Elizabeth den Førstes England eller Slaveriets Sydstater, selvom de fysisk ligger på en briks i et kontor på Manhattan. Flere beskriver også at have stået ansigt til ansigt med den kræft, som var i færd med at slå dem ihjel. Lungekræften har forladt deres krop, antaget en menneskelig skyggeform og talt med dem. Beroliget dem.

Hjerneforskeren Robin Carhart-Harris fra Imperial College i London beskriver i et interview med The New Yorker, at hallucinationerne sandsynligvis skyldes en nedsat aktivitet i den del af hjernen, der går under navnet ’the default-mode network’. Han sammenligner denne del af hjernen med en dirigent – den orkestrerer de andre hjernedeles samarbejde. The default-mode network er mest aktivt, når vi reflekterer over os selv, dagdrømmer eller tænker abstrakte tanker. Selvopfattelsen sidder her, mener forskerne.

Det er denne del af hjernen, som psilocybin påvirker. Stoffet mindsker drastisk aktiviteten i the default-mode network. Det hænger ifølge Carhart-Harris godt sammen med, at flere testpersoner beskriver, hvordan de har følt sig som ét med verden. Det er forventeligt, når grænsen mellem mig og omverdenen udviskes ved at skrue ned for selvopfattelsen. Synerne skyldes ifølge Carhart-Harris, at hjernedele, som normalt kun arbejder sammen gennem the default-mode network, nu får lov at arbejde mere direkte med hinanden. Minder kan på den måde genopleves gennem sanserne, ligesom trompeter kan akkompagnere violiner, når orkesterlederen er gået på kaffepause i ti timer.

På den skidengule stue, i en seng med snehvide lagener uden duften af hjem, ligger min morfar og kæmper. Alting ebber ud af ham i små ryk. Vi har ventet på gangen, mens min mor har talt sagte med ham. Men nu står vi igen ved siden af den mærkværdigt store seng, min far, lillebror, fætter og jeg. Vi siger farvel. Bortset fra ingen rigtig siger noget. Min far lægger en hånd på morfars skulder og siger ”tak” med et nik, fætter Anders kigger en enkelt gang op fra gulvet og går ud på gangen med tårer på kinden. Min 12-årige lillebror klarer det faktisk bedst, han går resolut hen til sengen og siger ”Farvel, morfar. Jeg elsker dig.”

Jeg kigger bare. Uden at sige noget. Uden at kunne. Og morfar kigger på mig på en måde, som han ikke har gjort, siden han blev syg. Nok heller aldrig før. Men han ser mig for alvor og for første gang, siden han døde. Vi siger ikke noget. Jeg kan ikke, og han kan heller ikke. Men vi ville begge gerne, kan jeg mærke.

Et par timer efter døde han. Uden at sige farvel. Han havde ikke kræfterne til det efter tre måneders stirre-kamp med døden. Jeg ønsker stadig, at vi havde haft min morfar, min rigtige morfar, op til det tidspunkt, hvor verden også var færdig med ham. Og selvom han sikkert ikke havde takket ja til at tage svampe på sit dødsleje, så ville han helt sikkert have ønsket at sige et mere passende farvel.