THE GREEN WALK

altivisten-facebook

Walk that walk, talk that talk. Det er på tide at sætte handling bag ord, og derfor har Copenhagen Fashion Week strikket en guide sammen til, hvor du kan shoppe bæredygtigt. Tine Søby har talt med fire kvinder bag fire danske bæredygtige brands, der er repræsenteret på Copenhagen Fashion Weeks guide til bæredygtig mode, The Green Walk, om, hvordan vi øger bevidstheden hos forbrugerne om bæredygtig mode, og om hvordan vi får flere til at vælge at klæde sig i de bæredygtige alternativer.

Regitze Bay, indehaver River and Raven

Regitze Bay har i mange år arbejdet som stylist, og hun har derfor stort kendskab til modeverdenen, også bag om al den glitter og glam, som vises udadtil. I kraft heraf opstod hendes interesse for bæredygtig mode, hvilket første til, at hun åbnede konceptbutikken River and Raven. Her sælger hun bæredygtige mode- og livsstilprodukter til kvinder. Hendes mission med butikken er, at gøre bæredygtig mode til et naturligt valg uden at man behøver at gå på kompromis med design og kvalitet.

River and Raven

River and Raven

Ifølge Regitze er vejen frem at kommunikere om bæredygtig mode på en måde, der hverken får forbrugeren til at få dårlig samvittighed eller føle sig presset. Derudover mener hun, at bæredygtig mode bliver associeret med 70’ernes naturfarvede hørskjorter og fodformede sko. At arbejde med mode handler, ifølge hende, om at sælge en drøm og en fortælling, og det er hendes oplevelse, at bæredygtig mode hverken ses som moderne eller sexet.

En anden stor problemstilling, hun ser, er, at mange forbrugere har fået et forvrænget indtryk af hvad det tøj, de går i, koster at producere. Uddybende forklarer hun, hvordan man som producent er nødsaget til at bestille enormt store partier hjem af hver style i hver farve i en kollektion for overhovedet at kunne få tøjet fremstillet til en pris, der gør det muligt at sætte en konkurrencedygtig udsalgspris. Det kan betyde, at produktionsmængderne bliver så store, at langt fra alt tøjet kan afsættes, og at det i stedet ender på lagersalg, hvor det bliver solgt enormt billigt. Forbrugerne stiller spørgsmålstegn ved, at hvorfor de skal betale den oprindelige udsalgspris. Og i det skaber i store billede er det en urealistisk opfattelse af, hvad det rent faktisk koster at producere tøj.

På trods af at store brands som H&M er med til at øge bevidstheden om bæredygtig mode, tror Regitze Bay, at det vil have større gennemslagskraft, hvis flere musikere, politikere og andre kendte personligheder, såkaldte influencers, satte fokus på sagen. Et eksempel herpå er Leonardo DiCaprios tale om klimudfordringerne ved oscaruddelingen, der på kort tid gik verden rundt via de sociale medier. Leonardo DiCaprio har yderligere engageret sig offentligt som klimaaktivist med en tale affholdt i FN, da 155 lande mødtes i april 2016 for underskrive aftalen, der blev indgået ved FNs klimakonference i Paris i december 2015, og som en frontfigurerne bag klimadokumentaren Before the Flood, hvor Barack Obama medvirker.

 

Sunniva Uggerby, designer og partner i Underprotection

Underprotection er et internationalt anerkendt bæredygtigt lingeribrand, der har eksisteret siden 2010 og det er deres mission at få bæredygtighed og design til at gå hånd i hånd. For Sunniva Uggerby og hendes partnere var det at producere bæredygtigt en selvfølge og den eneste rigtige måde at gøre det på. Hertil er det vigtigt at alle tager ansvar, producent såvel som forbruger. Og selvom man ikke kan producere 100 % bæredygtigt, så er det bedre at gøre noget godt, end slet ikke at gøre noget godt.

UnderprotectionSS17Image0764

Underprotection, SS17

Sunniva mener, at kommunikation om bæredygtig mode skal gøres spiselig og hverken være prædikende eller udsige dommedagsprofetier. Det er hendes erfaring, at forbrugerne primært vælger ud fra, hvilket design de foretrækker, og hvordan tøjet sidder. Kombinationen af en bæredygtig produktion og et fashionabelt design er derfor nøglen til at fremme bæredygtig mode. Hun pointerer desuden, at mode langt fra kun repræsenterer, at vi skal have tøj på kroppen, men at mode på niveau med kunst og kultur er en måde, hvorpå vi udtrykker følelser, hvilket lige netop er det, der skaber designmæssig berettigelse. Det er fx først for nyligt at deres indkøbere har vist interessere for, at undertøjet er produceret både miljømæssigt og socialt ansvarligt.

Hun tilføjer, at man derfor er nødt til at ramme noget kommercielt, og ideelt set ikke sælge sine varer dyrere end de ikke-bæredygtige alternativer, hvilket desværre stadig er uundgåeligt på grund at større produktionsomkostninger. Sunniva efterspørger i den forbindelse politiske initiativer, der gør det økonomisk fordelagtigt at importere bæredygtigt producerede varer, da man derved i højere grad vil kunne konkurrere prismæssigt med de ikke-bæredygtige alternativer samt motivere flere til at producere bæredygtigt. Derudover ser Sunniva et stort potentiale i, at indsamle brugt tøj på de kommunale genbrugsstationer med henblik på materialegenbrug, og måske endda lade os inspirere af vores veludviklede danske pantsystem for flaskeindsamling.

 

Karin Bjørneboe, en af de to designere bag Tricotage

Tricotage blev stiftet i 2010 og drivkraften bag er en passion for håndværk, miljø og tidløs æstetik. De designer og producerer tøj til kvinder.

Med henvisning til den massive overproduktion, udtaler Karin, at den bedste løsning ville være at vi helt lod være at købe nyt, og tilføjer, at det største problem i hendes øjne, drejer sig om, hvor alt det tøj, vi køber ender, når vi selv er færdige med at bruge det.

Tricotage

Tricotage

I Tricotage ser de det forsvindende lille fokus, der er på genanvendelse af materialer og dermed af fibrene i stofferne, som de største udfordring. Karin ser et kæmpe uudnyttet potentiale i genanvendelse af tekstilaffald i stedet for at brænde det. Ud fra ønsket om at producerer deres tøj af genbrugt bomuld, siger hun: ”Det vi allerhelst vil, det kan vi ikke.” Udfordringen handler blandt andet om, at der historisk er bygget logistiske kæder op i branchen, og der derfor er interesser indefra imod at forny sig og omlægge produktionsformer. Karin tilføjer: ”Når vi fx ved, at robotter i fremtiden bliver en del af vores arbejdskraft, kunne man passende bruge dem til at skille de forskellige materialer i brugt tøj fra hinanden.”

En anden vej hvorpå vi kan nærme os en langt mere bæredygtig tøjproduktion i det brede billede og på sigt komme den kæmpemæssige overproduktion til livs, er flere certificeringer af produktionerne, og at skabe opmærksomhed omkring disse ligesom det ses i fx vindmølleindustrien. Anerkendte certificeringer som fx GOTS er også økonomiske virksomheder, der skal overleve, hvilket vi som brands kan være med til at understøtte. Karin understreger, at vi lever i et privilegeret samfund, og derfor alle har et ansvar. Som designer har man til opgave at lave tøj i høj kvalitet, og at forbrugerne bør navigere mere efter kvalitet, holdbarhed og certificeringer, for som hun siger: ”Det er de færreste af os, der er slaver af trends, og det man er allergladest for, det gemmer man jo.”

 

Sophie Schandorff, designer i Pelechecoco

Pelechecoco er et dansk brand, der har stor succes med at lave læderjakker og andre items fremstillet af genbrugt skind samt re-designet denim og militæruniformer til både mænd og kvinder. Designer Sophie Schandorff fortæller, at de i Pelechecoco arbejder for at både at være ’Fabric og Fashion consciuos’. I hendes øjne har bæredygtig mode et imageproblem, idet hun som oftest ser det associeret med jordfarver og yogatøj, og at det derfor kan være udfordrende at nå ud til forbrugerne med historien om bæredygtig mode. Derfor har de i Pelechecoco gjort en dyd ud af at gøre et moderigtige look tilgængeligt i en bæredygtig version, og den coolness skinner igennem på deres instagram, hvor musikeren Pharrel Williams er en blandt flere kendte, der kan ses iført en Pelechecoco skindjakke.

Pelechecoco

Pelechecoco

Udover at kunne tilbyde et moderigtigt bæredygtigt alternativ, mener Sophie, at det er vigtigt at kommunikere budskabet enkelt for at gøre forbrugerne mere bevidste. De har fx et skilt på deres varer, der viser, at det kun kræver en enkelt liter vand at bearbejde det genbrugsskind, de bruger i deres produktion sammenlignet med de typisk ca. 2000 liter vand, det kræver at fremstille en helt almindelig bomulds t-shirt. Derudover er hendes erfaring, at forbrugerne tiltrækkes af historien, da den spreder sig som ringe i vandet i især de nære relationer på bedste word of mouth vis. De har oplevet, at når én har købt en af deres farverige skindjakker, er der pludselig en hel venindegruppe, der går i Pelechecoco.

Sidst, men ikke mindst, er åbenhed og ærlighed omkring ens produktion er en ekstremt vigtig faktor, da åbenhed skaber tillid og tillid fordrer tilgængelighed. En anden måde, hvorpå Pelechecoco gør deres varer lette at komme i nærheden, er at de qua deres brug af genbrugsmaterialer kan holde produktionsomkostningerne på et niveau, der gør deres varer prismæssigt konkurrencedygtige med de ikke-bæredygtige alternativer.

På politisk plan efterspørger Sophie en form for lovgivningsmæssigt loft for, hvor meget det er tilladt at producere og langt bedre udnyttelse af alt det tøj, vi smider ud. Hun understreger dog, at vi er på vej i den rigtige retning, idet hun ser, at udviklingen peger mod, at brands om 5-10 år vil være afhængige af en have en bæredygtig profil for at kunne overhovedet at kunne overleve.

Fakta

The Green Walk er Copenhagen Fashion Weeks egen guide til bæredygtige brands. Brands er primært danske og skandinaviske, men flere internationale brands er også repræsenteret. Giv guiden et kig, hvis du ikke kender så mange bæredygtige brands endnu.

GOTS – Global Organic Textile Standard er verdens førende og mest anerkendte certificering af tøj i tekstiler lavet fra økologiske fibre og uden brug af kemikalier. Gå efter GOTS mærket, når du vil købe tøj fremstillet af bæredygtige materialer.

OEKO-TEX er verdens førende sundhedsmærkning for tekstiler, der er undersøgt for skadelige stoffer. Ligesom GOTS er OEKO-TEX en af de mest internationalt anerkendte mærkninger, og derfor værd at holde øje med, når du gerne vil være sikker på at komme uden om tøj, der indeholder sundhedsskadelige stoffer.