,

TERROR SKAL BEKÆMPES MED TILLID


Som ung mand oplevede jeg den irske terrororganisation IRA’s hærgen i London. I dag viser terroren igen sit grimme ansigt i Europa, men vi skal ikke lade os kue af angsten. Vi skal vise tillid til hinanden, for det gør i sidste ende terroren magtesløs.


af Sander Jensen

Som helt ung 18-årig, blåøjet dansk dreng fra provinsen, boede og arbejdede jeg i London et halvt år i 1990-91. I den tid intensiverede den irske terrororganisation IRA deres terrorangreb, blandt andet med et spektakulært mortérangreb på Downing Street 10. Jeg husker især en dag, hvor jeg stod ved undergrundsstationen på vej til arbejde som tjener, da alle skraldespande blev fjernet. Det var et af IRA’s favoritsteder at placere bomber. Jeg husker, da de bombede hovedbanegården Victoria Station i 1991, hvor én blev dræbt og 38 såret. Der var jeg lidt bange for at køre med undergrunden til arbejde et stykke tid. Min mor var skrækslagen hjemme i Danmark. But life went on.

Angsten bliver hverdagens fjende

I 1990-91 blev der alene i London registreret 22 terrorangreb – primært mindre bomber. I 1992 var der 37 terrorangreb i London, hvor det mest kendte nok er bombeangrebet ved Baltic Exchange i finanskvarteret, hvor tre blev dræbt, mange blev sårede og hvor der var skader for millioner af Pund.

Der blev ikke dræbt mange mennesker i disse år, men der var en konstant frygt for og paranoid opmærksomhed på efterladte tasker og varevogne. Der sprang en bombe hver fjortende dag! Stemningen i byen var intens, men alligevel gik de høflige og afmålte londonere på arbejde hver dag i millionbyen og passede deres daglige liv. De hadede ikke irlændere eller katolikker, men de hadede IRA.

Den største fare ved terror er frygten og angsten. Den låser os og gør os til tider paranoide og racistiske. Man kan godt leve sit liv i en tid, hvor terror fra en eller anden gruppe er intensiveret. Sandsynligheden for at blive ramt er forsvindende lille. Det oplevede jeg, da jeg hver dag tog undergrunden til og fra arbejde. Vi passede på hinanden og rykkede tættere sammen i solidaritet, i dette tilfælde mod IRA. Det skal vi også i dag.

Muslimer er ikke fjenden. Det er Islamisk Stat og kriminelle fanatikere, der i vanvidshandlinger kæmper for en tabt sag. En fuldstændig urealistisk sag. I det mindste var der et spinkelt håb for et frit Nordirland. Det er intet håb for et kalifat noget sted i Europa – eller i Mellemøsten for den sags skyld. For befolkningerne ønsker det ikke. De vil bare have fred og fremgang.

Terror som modedille

Islamisk terror og Islamisk Stat er blevet en slags modedille for mennesker, der ikke har noget håb eller ikke føler, at de har nogen fremtid. At kæmpe for en sag mod autoriteten eller det bestående samfund tiltrækker frustrerede mennesker, der søger en mening med livet. De bliver ofte hjernevasket til at tro, at den største belønning for kampen er døden og livet i paradis herefter. For nogle mennesker er det et slags militant ungdomsoprør med en selvbestaltet politisk ideologi, som der også var i 70’erne og 80’erne fra f.eks. den venstreekstremistiske Rote Armee Fraktion (RAF), der myrdede løs i Tyskland.

Ligesom IRA’s og RAF’s kamp langsomt ebbede ud, så vil den islamiske terror også blive mindre, når de stærke organiserende kræfter, der stadig er i Mellemøsten, dør ud. I mellemtiden skal vi sørge for, at især unge frustrerede mennesker føler, at de er del af samfundet. At der er en fremtid for dem og at deres liv giver mening. At de er ønskede, også selvom de føler uretfærdighed, eller de ikke passer ind.

Frygt skaber en kunstig virkelighed

En af udfordringerne i vores demokratier er massekommunikation og sociale medier, hvor frygten spredes lynhurtigt og skaber ”digitale” folkestorme mod politikere og instanser, der skal beskytte os. Der afkræves handling fra en befolkning, der er bange og langsomt plastrer vi vores samfund ind i overvågning, kontrol og mistillid. Det skaber en kunstig utryg virkelighed, hvor terroren vinder, fordi den får alt for meget opmærksomhed. For jo mere energi vi bruger på terroren og dens afsendere, jo større føles den, og jo større bliver angsten i os selv. Det er terrorens væsen og formål at skabe frygt i vores hjerter.

Hvis vi valgte at ignorere terroren, ville den ikke have noget formål. For terror er en strategi, ikke en politik. IRA fik en ikkevoldelig repræsentant i det politiske parti Sien Fenn. I denne tid ser vi også den militante baskiske frihedsbevægelse ETA nedlægge deres våben, som de har terroriseret Spanien med siden 1959. Så er spørgsmålet, om der kan være plads til, at Islamisk Stat får en ikkevoldelig politisk afdeling? Jeg kan ikke se det for mig, for volden er så stor en del deres væsen. Det er en dødskult og ikke en politisk bevægelse, for den har ikke en befolknings opbakning.

Af-radikalisering med tillid

For at bekæmpe kilden til islamisk terrorisme, kræver det primært tre ting. For det første en fortsat militær, politimæssig og efterretnings-mæssig indsats mod Islamisk Stat i Mellemøsten og herhjemme – hvor vi angriber terroren som kriminalitetsbekæmpelse fremfor en kamp mod islam. For det andet skal vi af-radikalisere og inkludere de frustrerede mennesker, der bliver tiltrukket af den islamiske dødskult. Vi skal forstå, at de mennesker ofte bliver hjernevasket med lovning om evigt liv i himlen. For det tredje skal vi leve så normalt som muligt og tro på det gode i livet og i mennesket. Vi skal gå i skole, på arbejde, rejse og gå ud i byen uden frygt. Vi skal vise tillid og kærlighed til vores medmennesker, for det smitter både ”dem og os” og nedbryder fordomme.

Jeg siger ikke, at det er let. For jeg var også bange, da jeg boede i London under IRA’s hærgen. Jeg var bange, når jeg skulle flyve i tiden lige efter 9-11 i 2001. Jeg kan stadig få et lille sæt i kroppen, når der kommer en ung mørk mand med stort sort fuldskæg og rygsæk ind i bussen. Mere hellig er jeg heller ikke! Men det nytter bare ikke noget at være bange. Smil til hinanden, hjælp hinanden og respekter hinanden. Uanset om du er muslim eller katolik, brun eller hvid. For tilliden er terrorens værste fjende, fordi den undergraver terrorens væsen og mål og gør den magtesløs.


Sander Jensen er relationschef og selvstændig, samt byråds- og folketingskandidat for Alternativet i Østjylland, Mejlgade 29, 8000 Aarhus C. Hans artikel er også udgivet i Århus Stiftstidende d. 23. april 2017 – se her.