Af Ida Lilja Draslav Hansen. Facebook: Ida Lilja Kunst.

Tak: Vejen til en bæredygtig relation

green

‘Tak’ – ordet kan være næsten magisk. Når det er der, kan det redde selv de mest splittede relationer, når det udebliver, kan det forårsage de voldsomste brud mellem mennesker. I denne tekst videregiver Frej Prahl sine erfaringer med netop dette ords betydning for relationer mellem mennesker. Hans oplevelse er, at det bæredygtige fællesskab også er et taknemmeligt fællesskab – og at even til at kunne sige ‘tak’ ofte hænger sammen med ens eget selvværd. 

Når vi opfordrer til en bæredygtig natur, opfordrer vi til, at vi ikke slider for meget på den. Ultimativt må bæredygtighed betyde, at vi ikke giver mere, end vi tager. Permakultur-folkene går skridtet videre og insisterer på, at vi skal give mere tilbage, end vi tager. Det har vi måske også brug for. Men bæredygtighed må essentielt set betyde det første. Hvis vi husker at give det samme tilbage til naturen, som vi tager fra den, så opretholdes naturens almindelige liv. I øjeblikket er vi dog vidne til en ’stresset’ natur. En natur, som er på vej til at blive udbrændt. Alt for længe har vi taget mere, end vi har givet. Alle eksperter er enige om, at det allerede giver bagslag. Naturen kan nemlig ikke blive ved med bare at give. Den skal også have igen.

Naturens bæredygtighed er ligesom økonomiens bæredygtighed en målbar størrelse. Er der røde tal på bundlinjen? Er der mere eller mindre skov, mere eller mindre forurening? Vi kalder det ydersidefænomener, fordi de kan måles og vejes. Ligesom både økonomi og økokredsløb involverer spørgsmål om bæredygtighed, så findes der også bæredygtighed i menneskelige relationer. Her må der også findes en form for gensidighed sted. Vi giver og vi tager. Hvis et menneske oplever, at det giver mere end det får igen, vil mennesket blive udbrændt, utilfreds og stresset. Fysiologisk set så kan stressen eller udbrændthed måles i en øget mængde kortisol i blodet. Men selve det, der forårsager tilstanden af øget kortisol, kan vi ikke måle eller veje. Dem kan vi kun fortolke.

De afhængige

Jeg vil starte undersøgelsen med en gruppe af mennesker, som i særlig grad er afhængige af at modtage. Min erfaring med denne gruppe mennesker startede, da jeg som 17-årig for første gang blev ansat som vikar på et plejehjem. Her stiftede jeg for første gang bekendtskab med dybt afhængige mennesker. Mennesker, som i varierende grad, alle var afhængige af at modtage min og vores hjælp. De fleste var ældre, men enkelte invalidepensionister havde også fundet plads på plejehjemmet. Deres fællesnævner var altså ikke alderen, men dét at de var afhængige. Derfor vil gruppen fremover blive kaldt ”de afhængige”.

En kvinde fortalte mig på et tidspunkt om sin opsigelse som handicaphjælper på stedet. Hun sagde: ”Nu har jeg endelig aftjent min ’hjælper-pligt’”. Det interesserede mig, hvorfor pligten begyndte at blive sur for hende. Senere fandt jeg på egen krop ud af, at relationerne til afhængige mennesker er vanskelig. Man har ikke en fornemmelse af den gensidighed, som også må være tilstede i forholdet. En gensidighed, der må være tilstede selv i forholdet til meget afhængige mennesker.

Taknemmelighed på plejehjemmet

Inger var tydeligvis taknemmelig for min hjælp. Hun satte pris på den. På samme måde med Olga. Min arbejdsopgave hos hende var ret overskuelig. Hun skulle smøres med lidt fedtcreme på ryggen efterfulgt af lidt hjælp med støttestrømper. Men under hele seancen gjorde hun sig på en særlig måde modtagelig overfor min hjælp. Det kan være svært at forklare, men det var som om, at hun gjorde sig umage uden at anstrenge sig. Alting var lagt klar, når jeg kom. Cremen og støttestrømperne lå pænt ved siden af hinanden på sengen. Hun sad ved siden af. Kiggede lettere melankolsk og samtidig venligt ud i luften. Vi småsnakkede for det meste under arbejdet. Det nød hun. Ligesom Inger insisterede hun på, at hun havde noget at give. Erfaringer at dele ud af, historier at fortælle. Og jeg insisterede på, at hun havde noget at give. Hun blev betydningsfuld. Når vi var sammen, var det som om, der bredte sig en særlig stemning mellem os. En stemning, der bedst kan beskrives som en stemning af ligeværdighed. Hun skulle ikke bare tages sig af, hun havde også noget at give tilbage. Hun havde noget at bidrage med. Det hun altid gav tilbage, var takken. Når vi var færdige sagde hun altid tak – og hun mente det. Det var ikke noget tvungent tak. Hun var oprigtigt taknemmelig. Alt dette gjorde, at jeg følte et særligt ansvar i forhold til hende. På en måde følte jeg mig særlig forpligtet. En samvittighed som rakte ud over den professionelle relation. Jeg har sidenhen spekuleret over, hvordan det kunne være? Olgas tilværelse var jo ikke optimal. Fra at være selvhjulpen var hun nu afhængig af vores tid og svingende humør. Men hun var ikke noget ulykkeligt offer. Hendes taknemmelighed og ønske om at være værdifuld for os andre, var den tydeligste måde, hvorpå kun kunne vise, at hun så vores hjælp. Hun så og anerkendte, at der var nogen, som gav hende noget. Ikke blot fordi de skulle gøre det, men fordi de ville gøre det. Sådan var hun nemmere at elske. Sådan blev vores forhold bæredygtigt. Fordi hun gav hendes taknemmelighed tilbage.

Hvorfor kunne Lone ikke sige tak?

Det var imidlertid ikke alle, jeg følte mig lige forpligtede overfor. Udover det rent professionelle. Nogle var simpelthen sværere at elske. Sådan én var Lone. Hun var førtidspensionist og en af de yngste på plejehjemmet. Og den mest tidskrævende. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde det vanskeligt med hendes ankomst. Vi var jo i forvejen pressede. Inden Lones ankomst, havde jeg altid set mig selv som værende i stand til at rumme alle slags mennesker. Især dem, de andre ikke rummede. Jeg oplevede mig selv som én, der altid havde været forbandet god til at hjælpe, men jeg fandt ud af, at jeg havde forbandet svært ved at hjælpe Lone. Hvorfor havde jeg så svært ved lige præcis Lone? Den første forklaring jeg fandt frem til, var Lones indstilling. Lone havde en evne til at kræve og kræve uden nogensinde at sige tak. Klokken ringede igen. Lone skulle have sine cigaretter. Lone skulle have saftevand. Lone skulle have sit blad. Hele tiden. Det var jo hendes ret. Så vi makkede ret, så godt vi nu kunne. Men ikke uden konsekvenser. Indstillingen overfor hende blev mere hård og kynisk. Mindre menneskelig og mere professionel. Mindre menneskeligt forpligtet. Mindre bæredygtig. Fordi jeg ikke kunne bære at være menneske i relation med hende.

Der var en virkelig ubalance i Lone. Hun havde i gennem store dele af sit liv modtaget enormt meget hjælp. Meget mere end hun nogensinde havde bidraget med. Hun var blevet en del af et system; et system af forskellige upersonlige servicepersoner, som passerede ud og ind ad hendes liv. Mennesker som fik løn for at hjælpe hende. Lone oplevede mere at være afhængig af et system end at være afhængig af mennesker. Misforstå mig ikke. Det er et ubetinget gode, at vi har institutionaliseret hjælp. Men her opdagede jeg, at det også har nogle skyggesider. I særlig grad for bæredygtigheden af visse relationer; for eksempel de relationer Lone fik til hjælperne. En substantiel relation mellem mennesker kan ikke kun opretholdes økonomisk. Den må også opretholdes menneskeligt. Lones hjælpere må igennem Lones taknemmelighed erfare, at hun anerkender, at hun er afhængig af deres hjælp.

Lone stod i en virkelig uopdaget taknemmelighedsgæld. Hun havde brug for at give tilbage, men hverken hende selv eller andre omkring hende havde været i stand til at udtænke kreative løsninger på hendes gældsproblem. Hun var blevet sat i gældsfængsel. Derfor bar hele hendes holdning præg af en uværdighed, som systemet havde hærdet til at kræve sin ret. Til at spille sit offerkort. Men ikke uden omkostninger. For med den indstilling nægtede Lone at møde mig som et menneske. Hun møder mig som et velfærdsprodukt, der skal gøre mere for hende. Hun mødte mig som et redskab, der blindt udførte nogle nedskrevne regler. Fordi sådan var reglerne jo. Hvis ikke det var mig, kom der jo bare en anden. Lone var altså afhængig af mig, men hengav sig ikke til mig. Olga hengav sig til mig i kraft af sin taknemmelighed og insisteren på at være værdifuld for mig. Fordi taknemmeligheden og værdigheden vidner om, at der ikke bare er regler, men bag reglerne er konkrete mennesker, som rent faktisk har et frit valg.

Offeret

Ubæredygtige relationer har været et gennemgående problem på flere af de institutioner, som jeg har arbejdet på. Da jeg arbejdede med senhjerneskadede, blev det endnu mere tydeligt. Jeg husker tydeligt Brian. Han ”nød” sin førtidspension foran tv’et med rigelige mængder chips, cola og slik. Engang i mellem frekventerede han vores fællesstue. For det meste for at få en snak. Snakken endte – desværre – ofte i et af hans evindelige forsvar for hans ret til førtidspension. Hans generelle uduelighed. At han var i en forfatning, der gjorde, at det eneste han duede til var at se tv. Han havde godt nok været i et skånejob, han gerne ville tilbage til. Men da lige præcis det job ikke var en mulighed, ville han slet ikke. Som han sad der i kørestolen, var det som om, at han sank mere og mere sammen, jo mere han ydmygede sig selv. Jo mere uduelig og handicappet han gjorde sig selv. Men det var han nødt til. Han led den samme skæbne som Lone. Han havde også modtaget al for meget hjælp og stod nu i en uendelig stor gæld, som bare blev større. For at overbevise sig selv om nødvendigheden af den ubalance, måtte han hele tiden nedgøre sine egne evner. Gøre sig selv til et offer.

Plejeren må således insistere på at finde steder – løsninger, hvor den afhængige kan gøre noget af værdi for andre – med de evner, den afhængige nu engang har. Det er jo ret enkelt. Hvis blot jeg havde været lidt kreativ, havde jeg fundet på at bygge noget, lave en kage, eller hvad ved jeg, og så sagt til Brian: ”Brian, jeg har brug for din hjælp”. Sådan havde jeg ganske enkelt draget omsorg for hans behov for at være nødvendig og sørget for, at vores relation blev mere bæredygtig. Vi havde haft nemmere ved at se hinanden i øjnene.

Utaknemmelighed er forurening

Taknemmeligheden minder os om et grundlæggende livsvilkår: At vi er afhængige af hinanden. At der er noget at sige tak for. Nogen at sige tak til. At vi ikke har fuldstændig kontrol over tilværelsen. Af samme årsag er den upopulær –taknemmeligheden. Men en underkendelse af taknemmeligheden er stadigvæk en underkendelse af virkeligheden. For virkeligheden er den, at selvom førtidspensionisten har ret til at blive forsørget, så bliver han stadigvæk forsørget af virkelige mennesker. Men fordi man har institutionaliseret retten, så glemmer man de virkelige mennesker. Virkelige mennesker – som ret eller ej – fortjener et tak. Uden det tak har de alle mulige gode grunde til at miste solidariteten med den samme førtidspensionist. Allervigtigst skal han dog sige tak for sin egen skyld. For hans virkelighed er også, at han har fået meget mere, end han har givet. Det har han brug for at sige tak for. Og for at taknemmelighedsgælden ikke skal blive for overvældende, må plejepersonalet hjælpe ham med at finde nogle områder, hvor han har mulighed for at give lidt tilbage. Hvor han kan være værdifuld. Det har han lige så meget brug for.

Taknemmeligheden forbinder os med hinanden. Fordi man i taknemmeligheden anerkender, at den anden forsøger at være værdifuld over for mig. Den anerkender, at vi er afhængige. Samhørige. At vi ikke kan kontrollere det hele selv. At andre også er årsag til mit liv, og jeg dermed også er årsag til andres. Utaknemmelighed er med andre ord forurening for menneskelige relationer.

Håb, forventning og taknemmelighed

For både modtagere af overførselsindkomster og børn gælder det, at hvis de ikke lærer at være taknemmelige, så bliver det simpelthen vanskeligere at holde af dem. Det ved vi umiddelbart. Og det er en lige så vigtig pointe, at børnene kun lærer det, hvis forældrene selv udstråler en taknemmelighed. Over maden, over busturen. Da vil børnene spejle sig i dem. På samme måde i mødet med andre afhængige. Hvis plejeren selv udtrykker taknemmelighed, så vil det muligvis smitte af på omgivelserne. Det kan være over alt muligt. Over vejret, over manden, der salter fortovet om vinteren. Men det er måske særlig vigtigt, at plejeren opdager den afhængiges forsøg på at være værdifuld. Jeg kan sige tak til Inger, fordi hun ligger cremen frem, når jeg kommer ind til hende.

Når vi er taknemmelige, har vi nemlig i samme åndedrag gjort noget andet: Vi har erkendt, at vi var afhængige. At nogen har givet os noget – og at vi ikke havde fuld kontrol over, at de gav os det. Vi kunne ikke blot forvente det. Hvis vi havde haft det, havde de ikke givet os noget. At give nogen noget involverer en vis grad af frivillighed. Hvis jeg afleverer min pung til en mand på gaden, fordi jeg har en pistol for panden, ville et tak fra hans side være meget mærkeligt. For ikke at sige direkte hånligt. Fordi jeg ikke giver ham min pung. Jeg afgiver den. Under tvang. Jeg afleverer ham ikke min pung ud fra et ønske om at være værdifuld overfor ham, men over for mig selv. Over for mit eget liv. Vi kan også forestille os noget mindre dramatisk. Eksempelvis forventningen. Forventningen er en lidt udspekuleret, mildere form for tvang. Hvis jeg forventede, at min kone Vibeke putter vores søn Harald hver aften, ville jeg ikke takke hende. Fordi forventningen er det resultat, jeg selv mener at kunne kontrollere mig frem til. Derfor siger man oftest: ”Tusind tak for hjælpen! Det gik over al forventning!” Og ikke ”Tusind tak for hjælpen. Det gik som forventet”. Man ved umiddelbart godt, hvem man helst vil takkes af. Man takker, fordi man ved, at resultatet også skyldtes de andre hjælp. Det var ikke noget, jeg kunne have klaret selv. Ikke noget jeg havde kunne forvente. Taknemmeligheden opstår ikke som et svar på den forventede, men på den uventede kærlige handling. Derfor hænger rettighed og taknemmelighed meget dårligt sammen. Hvis vi nu antager, at vi levede i et mere traditionelt samfund, da ville det måske være min ret, at Vibeke puttede Harald, fordi Vibeke er kvinde, og jeg er mand. Man knytter særlige rettigheder til især det mandlige køn. Hvis jeg var mand i et sådant samfund, ville jeg højst sandsynligt ikke takke min kone. Da det var min ret, forventedes det af hende, at hun varetog putningen. Det var Brian og Lones ret at blive behandlet og serviceret. Dette affødte en umiddelbar forventning. De håbede ikke. De forventede. Forventningen kan skuffes. Men man kan ikke sige, at håbet kan skuffes. Ordet ”skuffe” kommer af ”at bedrage”. Så forventningen kan bedrages; fordi forventningen ”regner med”, at fremtiden vil se sådan eller sådan ud. Den har på en måde skrevet en kontrakt med fremtiden. Hvis fremtiden ikke lever op til kontrakten, bliver jeg bedraget. Jeg bliver som sådan ikke såret. Jeg bliver skuffet. Derved forsøger forventningen ikke at gøre sig sårbar. I stedet forsøger den at kontrollere. Taknemmeligheden handler derimod om alt det vi får, som vi ikke kan kontrollere. Håbet kan ikke bedrages. Det kan briste. Håbet har ikke skrevet kontrakt med nogen fremtid. Håbet ønsker, at det må gå på en bestemt måde. Brian kan håbe på, at han får min hjælp. Hvis han håbede på det, ville han være meget mere taknemmelig. Fordi han udmærket vidste, at han ikke kunne kontrollere sig til min hjælp. At han ikke kunne forvente den. Derved gør håbet dig ekstremt sårbar. Fordi man i håbet opgiver kontrollen.

Alle, der arbejder med afhængige, pårørende eller professionelle, kan i dag tænke over, hvad de har at sige tak for. Og så sige det.