,

HUSK DEM DER STADIGVÆK KÆMPER

 

I anledning af kvindernes internationale kampdag, sætter Altivisten i denne uge fokus på ligestilling. I dette indlæg fortæller Matthew Daniali om et møde med en yderst inspirerende kvinde i Uganda. Mødet fik ham til at overveje hvor vigtig kampen for ligestilling er, og at den mange steder slet ikke er færdig endnu. Kvindernes Internationale Kampdag handler ikke kun om, at vi som danske kvinder føler os forholdsvist ligestillet, den handler også om, at vi mange steder i verdenen stadigvæk må tage kampen. For kvinderne. For hinanden. For verdenen. 

 

Det er en halvkølig mørk aften. Lyset fra bålet er det eneste lys. Det er dog nok til, at vi kan se hinanden. Mary tager en tår af hendes øl. Det er tydeligt, at hun nyder den. Det er meget sjældent at hun får en øl, men når hun gør, så nyder hun det. Jeg nyder at se på mørket udenfor, og samtidigt høre lydene fra alle insekterne. Det er med blandede følelser, at jeg skal til at sige farvel til et af de mest inspirerende mennesker, som jeg har mødt. Jeg glæder mig til at komme hjem, men det er også trist at forlade familien og landsbyen, som har været mit hjem de sidste to måneder.

Hårdt arbejde er hverdag

Jeg prøver virkelig at tage mig sammen til at spørge Marie. Spørge hende om, hvorfor de fleste af hendes børnebørn bor hos hende, og ikke hos deres forældre. Jeg vil også gerne spørge hende om, hvor hendes mand er. Hun har ikke rigtigt fortalt mig det tidligere, og efter to måneder sammen med hende, så er det ved at være på tide at få det at vide. Jeg ved ikke om det er upassende at spørge om, når børnebørnene også sidder her. De er dog mere optaget af maden og deres sodavand. Jeg tager mig sammen og spørge hende om, hvad der egentligt er sket med Maries børn, og hvor hendes mand er. Hun svarer afslappet og siger til mig, at tre af hendes børn er døde af aids, og det samme er hendes mand. Hun er helt cool. Det er tydeligt at se, at det er hverdag, der hvor hun kommer fra. Jeg havde det på fornemmelsen, men det kommer stadig bag på mig. Jeg har nemlig svært ved at forstå, hvordan hun kan formå at arbejde så hårdt i marken, passe alle børnebørnene, og være så positiv og glad, som hun altid er.

Når kvinderne rykker, rykker lokalsamfundet

Oven i alt det, så er hun enormt engageret i hendes lille landsby, hvor hun er formand i en lokal kvindegruppe, som ugentligt mødes for at diskutere og spare penge op sammen. Børnebørnene bliver endnu mere stille, men Marie bliver ved med at tale. Hun fortæller mig, at for hende handler livet om, at gøre andre mennesker glade. For når hun ser andre mennesker være glade, så bliver hun selv glad, trods de kår hun kæmper med. For at være kvinde i Uganda er ikke for sjov. At være kvinde i Uganda er benhårdt arbejde.

I Uganda er der ingen ligestilling. Kvinderne bliver ikke værdsat eller anerkendt på samme måde som manden gør. Det er kvinderne som skal gøre alt det hårde arbejde i hjemmet. Og når jeg siger hårdt, så mener jeg benhårdt fysisk og psykisk arbejde. Alligevel er det når kvinderne rykker, at lokalsamfundet rykker. Det er når Marie og resten af kvindegruppen mødes og planlægger ting, at landsbyen rykker. Det kun pga. Marie og de mange andre kvinder i landsbyen, at alle landsbyens børn får en nogenlunde opvækst. Det får bare en til at sætte ens verden i perspektiv. Indse hvor vigtig kampen for verdens kvinder og ligestilling stadig er. Vi må ikke tro, at vi er nået i mål med ligestilling. Det er vi på ingen måder, og vi skal blive ved med at kæmpe. Vi skal blive ved med at belyse de mange ligestillingsproblemer, der er i verden. Også skal vi takke alle de kvinder, som gennem tiden har kæmpet og kæmpet for at nå de rettigheder, som de har fået mange steder i verden. Samtidig skal vi være med i kampen for at hjælpe kvinder verden over, så ligestilling mellem kønnene kan blive en selvfølge i hele verden.

En vigtig erfaring

Det er berigende at blive mindet om, hvor vigtig kampen for ligestilling, og kvindernes internationale kampdag stadig er. De sidste to måneder har været de mest værdifulde måneder i mit liv. At kunne have en ugandisk mor er for mig den største gave, jeg nogensinde har fået. Hun er for mig blevet symbolet på de mange kampe som kvinderne har taget gennem tiden, og samtidigt er symbolet på de mange kampe, som kvinder stadig tager i hele verden.

Marie har drukket sin øl op, og bålet er ved at være slukket. Marie siger til mig, at jeg skal gå i seng, så jeg er frisk til at rejse videre. Under myggenettet tænker jeg på de sidste to måneder. Vi skal være taknemmelige for, de mange kampe kvinder har taget gennem tiden, og hvor skal vi bare blive ved med at kæmpe for kvinders rettigheder.

Har du lyst til at få et større indblik i Maries og de mange andre ugandiske kvinders hverdag, kan du gå ind og se denne video.