Af Tine Paludan. Af Tine Paludan. Instagram: @tine_paludan

TÆNK I BÆREDYGTIG VÆKST

green

Økonomisk vækst bliver af nogle omtalt som meningen med livet og af andre som roden til alt ondt. Men kan man måske tale om forskellige former for økonomisk vækst, og hvordan ville en bæredygtig version se ud? Altivisten har interviewet Steen Hildebrandt, som er en meget anerkendt forsker og tidligere professor i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet, lederskab på CBS og filosofi og læring på Aalborg Universitet.

Du har skrevet mange bøger og artikler om behovet for bæredygtig økonomisk vækst. Hvad gjorde, at du i første omgang fik øjnene op for problematikken?

Jeg har været optaget af disse spørgsmål om bæredygtig udvikling, siden jeg i begyndelsen af 1970’erne forskningsmæssigt arbejdede med anvendelse af matematiske modeller til ledelsesformål. Jeg så de matematiske modellers begrænsninger og den virkelige verdens store og komplicerede udfordringer. Vi talte ikke om bæredygtighed dengang, men det var det, vi mente. Jeg skrev om det i min ph.d.-afhandling, som blev færdig i 1975. Allerede dengang havde vi en verdensomspændende grænser-for-vækst-debat, som imidlertid døde ud i et par årtier, og som nu er blevet genoptaget på et nyt og meget mere alvorligt og stærkt grundlag.

Hvad er vil det sige, at økonomisk vækst kan være ”ikke-bæredygtig”?

Megen økonomisk vækst styres og tilstræbes ud fra helt kortsigtede profithensyn; en meget betydelig del af den økonomiske vækst, der har fundet sted i løbet af de sidste 50 år, har brugt ressourcer og har forurenet langt ud over, hvad der var nødvendigt. Det er kortsigtede profithensyn kombineret med tankeløshed og ligegyldighed, der har skabt den meget vanskelige situation, som jorden er havnet i nu.

Hvad er yderste konsekvens, hvis den form for økonomisk vækst fortsætter?

Jeg anser jordens situation for at være meget alvorlig, og hvis vi ikke reagerer kraftigt nu, så må vi forudse katastrofer. Sådan ser jeg det, og jeg tror, vi er nødt til at tale også om disse alvorlige sider ved den nuværende verdenssituation, som de eksempelvis gør på Stockholm Resilience Centre med deres omfattende forskning. Politikerne har et enormt ansvar, som de ikke offentligt tydeliggør, at de forstår og vil leve op til. Vi skal skabe en bedre verden, dels fordi det er åbenbart nødvendigt, men også fordi det er muligt at skabe et bedre liv for millioner af mennesker.

Hvis det er så soleklart, at vi skal væk fra økonomisk vækst som vi kender det i dag, og hen imod mere bæredygtig økonomisk vækst, hvorfor er der så ikke flere politikere og andre offentlige stemmer, der taler om det?

Politikerne vælges for nogle få år ad gangen, i vort land højst fire år. På de fire år vil de gerne sætte sig tydelige aftryk og bevise, at de kan skabe resultater. Det kan være svært, hvis man arbejder med dagsordener, der er komplicerede, og hvor det er svært at opnå og bevise hurtige virkninger. Det er blandt andet derfor, at vi så ofte siger, at demokratiet er ”den mindst ringe styreform”. Demokratiet har meget betydelige svagheder, men vi kender ikke noget bedre system. Derfor er der meget snævre grænser for, hvad vi reelt kan forvente af politikerne, når det handler om disse meget store dagsordener. Politikerne taler om skattelettelser for de rigeste, om nedsættelse af bilafgifterne, om boligudgifter og andet kortsigtet og umiddelbart forståeligt. Og det skal politikerne jo også – i et eller andet omfang. De skal have næste års budget på plads, så vi har noget at styre efter. Det er klart. Men spørgsmålet er alligevel, om værdipolitik, om langsigtet strategisk tænkning og udvikling ikke er kommet for langt væk fra den politiske dagsorden eller simpelthen forsvundet ud i den blå luft? Det tror jeg, og jeg er bange for, at vi kommer til at betale meget høje priser for dét, vi forsømmer at tale og træffe beslutninger om. I denne situation er der kun én ting at gøre, og det er, at andre må gøre noget. Disse andre er det private erhvervsliv, offentlige virksomheder, civilsamfundsorganisationer, uddannelsesinstitutioner, forbrugerorganisationer, unge mennesker m.fl. Enhver kan se, at der er mange, rigtig mange, af disse andre, der taler, analyserer, formidler og handler, og det er godt – og nødvendigt – for verden.

Mange politikere argumenterer for økonomisk vækst ved at pege på de jobs, det skaber, som sikrer borgernes velfærd. Hvordan kan vi sikre borgernes velfærd, hvis vi ikke ønsker den slags økonomiske vækst?

Når vi siger vækst, jobs, velfærd m.m., så er det ofte meget uklart, hvad vi i virkeligheden mener med disse begreber. Det, der er klart, er, at meget af den økonomiske vækst, som vi har skabt, er ikke-bæredygtig. Vi ved naturligvis ikke nu, hvad et bæredygtigt samfund er, og ej heller, hvordan vi skaber et bæredygtigt samfund og en bæredygtig verden. Selvfølgelig ved vi ikke det, men vi ved, at vi har skabt en verden, der i alt for høj grad er ikke-bæredygtig. Vi skal gøre noget, og alle ansvarlige bør hjælpe med til at finde ud af, hvad det betyder, og hvordan vi gør det. Det er dér, hvor vi er i øjeblikket. Det betyder ikke, at vi ikke allerede ved meget, for det gør vi, og denne viden skal vi have omsat til handlinger. Og hertil kommer det selvfølgelige og vigtige: Velfærd handler ikke kun om økonomisk og materiel velfærd. Det er vi kommet til at tro, at det gør, og derfor er vi på mange måder ved at ødelægge os selv som mennesker og den natur, som vi er 100 pct. afhængige af. Det er jo en total bizar situation, vi som mennesker har bragt os selv i. Det materielle rotteræs, som mange af os er en del af: Hvad giver det os dybere set? Det er den ene side. Den anden side er, at dette rotteræs og denne jagt på mere af alt, kun vindes af nogle mennesker. Andre meget store grupper af mennesker overalt i verden lever i dyb fattigdom. Så samtidig med, at vi åbent og tydeligt jamrer os over for ringe materiel vækst til os selv, så er der mindst én milliard mennesker, der mangler det allermest fornødne for overhovedet at kunne leve. Uligheden i verden stiger. Enhver burde kunne indse, at det er fuldstændig uholdbart.

Økonomisk vækst måles typisk på BNP (bruttonationalprodukt). Hvordan kan man måle bæredygtig økonomisk vækst?

BNP er noget af det mest utilstrækkelige og upræcise, vi har. Det samme kan man sige om de overskud og resultatberegninger, som private virksomheder udregner og arbejder med. Vi har brug for at tælle anderledes. ”Det er ikke alt, der kan tælles, der tæller; og det er ikke alt, der tæller, der kan tælles”, sagde Albert Einstein. Og det er meget rigtigt – og vigtigt. Vi skal måle andet og mere, og vi skal måle det på de rigtige måder. Jeg har ikke alle svarene på det, men rundt om i verden er der mange forskere og eksperter, der har arbejdet både med alternativer til og suppleringer af BNP-begrebet, så det er ikke et spørgsmål om mangel på viden; det er mangel på vilje, der gør, at vi ikke er meget længere med at måle og tælle på meget mere nuancerede og flerdimensionale måder.

Hvordan sørger man for, at bæredygtig økonomisk vækst også er socialt bæredygtig i forhold til verdens fattigste?

 Det er et meget vigtigt spørgsmål. Uligheden i verden er enorm; fattigdommen er formindsket gennem de seneste årtier, men dog stadig voldsom og alt for stor. Jeg ser ikke andre umiddelbare måder, end at de rige lande fortsat, og i meget større omfang end hidtil praktiseret, må hjælpe de fattige lande. Økonomisk bistand, viden- og teknologioverførsel, organisatorisk og ledelsesmæssig bistand, låne- og finansieringshjælp m.m. Bæredygtig økonomisk og social udvikling kræver også, at markederne reguleres på måder, der netop trækker i disse retninger – og ikke i modsat retning. Jeg tror, at markederne fortsat skal løse mange af de opgaver, vi står over for, men markederne skal reguleres; det kapitalistiske system og de såkaldt frie markeder skal tæmmes, og det er politikernes opgave at gøre det.

At dreje økonomisk vækst i en mere bæredygtig retning kan virke som en uoverskuelig opgave, som kun kan klares med stor politisk velvilje. Kan politikere og virksomheder i et lille land som Danmark overhovedet gøre en forskel? 

Jeg er ét hundrede procent overbevist om, at både virksomheder og politikere gør og kan gøre en forskel. I alt dette må vi ikke glemme, at meget i Danmark er godt. Meget i verden er godt. Det er bare ikke godt nok. Jeg tror, noget af det, vi alle dybt inde i os skal indse, er, at vi alle kan gøre og gør en forskel. Jeg og du betyder reelt noget; det er ikke lige gyldigt, hvad hver enkelt af os gør og siger. Det er det, der er den mest essentielle erkendelse.

 

Til slut spurgte jeg Steen Hildebrandt om, hvilke handlinger han gerne vil opfordre til. Det kom der tre spændende bud ud af, som du kan læse herunder.