Af Malene Lysdal. Instagram: @maudamalene

Tæm dit affaldsmonster

green

Godt nok er det skræmmende at tænke på, hvor stor øen af plastikaffald i Stillehavet, der allerede kan ses fra rummet, vokser sig. Alene i Danmark producerer vi hver 600 kilo affald årligt. Men du kan let selv gøre noget, forsikrer Zero Waste bevægelsen og dagens skribent Maria Dunbar. Med lidt omtanke og systematik kan affaldsmonsteret slankes betydeligt!

Det kan være svært at give afkald på moderne bekvemmelige løsninger, men det kræver ikke meget at skære ned på den mængde affald, man skaber. Her præsenteres nogle metoder til at mindske det tal, som forhåbentlig ikke betyder, at man skal give afkald på meget for at leve med mindre affald.

Det affald, vi allesammen nødvendigvis skaber, skal ifølge Zero Waste-bevægelsen, så vidt muligt genanvendes eller sendes til genbrug. Det betyder, at så lidt som absolut muligt må ryge på losseplads eller til forbrænding. Målet ved bevægelsen er, som navnet antyder, at intet sendes af sted.

Lad os starte på badeværelset. Her kan du skifte til en fast sæbe, shampoo og balsam frem for deres alternativer i flaskeform. Det har også den ekstra fordel, at man ikke behøver bekymre sig om væsker, hvis man skal rejse med dem. Der findes endda også fast deodorant. Eneste ulempe jeg indtil videre har oplevet ved dette, er at jeg må forklare venner, der kommer på besøg, hvilken funktion det enkelte stykke har. Et andet tiltag for at mindske affald ved personlig hygeineprodukter, som er billigere i det lange løb, er at skifte fra engangsskrabere til en gammeldags barberskraber. Da slipper man for at gøre hele barberhovedet til affald, men kun selve bladet når det er slidt op.

Udenfor badeværelset kan man forsøge sig med at undlade engangsplastik. Det kan du gøre ved ikke at putte løs frugt i poser i supermarkedet, bede om ikke at få et sugerør på spisested og undgå at benytte engangsservice. Hvis man vil tage det til det næste niveau, kan du medbringe alternativer som metalsugerør og bambusbestik – hvis du er rigtig modig. Jeg prøver selv at have en genopfyldelig vandflaske, madkasse og stoflommetørklæder med mig, når jeg er ude.

Endelig er der postkassen. Al den tid jeg har boet ude, har jeg været tilmeldt reklamer nej tak-ordningen, så jeg kun modtager post, jeg ser frem til. De gange jeg har været nysgerrig på tilbudsaviser, har jeg altid kunnet finde dem i en elektronisk udgave.

Randers kommune går forrest

De fleste kommuner i Danmark er fremragende til at sortere affald til genbrug, hvilket letter arbejdet for privatpersonen. Kommunerne har containere til sortering, genbrugspladser og nogle har endda genbrugscontainerne stående hos privatpersoner som supplement til den til almindelig affald. Randers kommune har endda en app, AffaldRanders, hvor man kan få svar på alle sine spørgsmål om affald. Nogle kommuner tillader endda hjemmekompostering, så man har muligheden for at bruge sit grønne køkkenaffald til at skabe muld.

I handlemulighederne neden for giver Maria Dunbar dig inspiration til at følge zero waste bevægelsens tanker. En af bevægelsens frontpersoner, Lauren Singer, har en spændende og sjov blog om hendes levevis, der kan være til stor inspiration.