,

SUIT UP – BÆREDYGTIGT!

 


Føler du at tiden er inde til at anskaffe dig et jakkesæt, men skal det helst ikke koste 5.000 kroner og belaste miljøet på alle mulige måder? I så fald henvender denne artikel sig til dig, da den guider dig til et både billigt og bæredygtigt jakkesæt.


af Frederik Drost

Enhver mand når et punkt i sit liv, hvor han enten får lyst til eller brug for et jakkesæt. Uanset om det er på grund af arbejdet, et bryllup, en særlig begivenhed eller bare lysten til at se fin og classy ud, kan det hurtigt blive en dyr affære. Men i bund og grund er det de dyreste jakkesæt, man beholder hele sit liv. Derfor kan det være en god idé at spare lidt op og dermed undgå, at hoppe på ”fast fashion”-bølgen.

I denne artikel vil jeg gennemgå råd og tips, fra egen erfaring, hvordan man kan bygge et bæredygtigt jakkesæt op. Der er nemlig flere dele i et jakkesæt, som man oftest køber separat. Selvom et komplet jakkesæt af bæredygtig kvalitet er en større investering, er det dog muligt at se rigtig godt ud, uden at skulle af med 3-4 tusind kroner.

Hvis man er lidt kreativ med sin garderobe, kan man sagtens se classy ud for små penge, og helt uden at købe ”fast fashion.” I genbrugsbutikkerne er der tit et fedt udvalg af items til jakkesættet, og med hjælp fra denne guide kan du sikre dig, at alt passer til dig og din garderobe.

1. Habitjakken og habitbukserne

Habitjakken og habitbukserne er oftest den vigtigste del af jakkesættet, og her råder jeg folk til, ikke at købe for billige sets. Man kan sagtens finde noget på nettet til 700 kr., men oftest er det dårlig kvalitet, langt fra bæredygtigt og med en mærkelig pasform. Derimod skal et dyrt jakkesæt gerne kunne holde hele livet, hvis man passer på det.

Hvis man vil have et fint jakkesæt, kan man med fordel købe et brugt et på nettet. Der er en masse at vælge mellem på sider som DBA og Trendsales, og folk passer tit så godt på dem, at de virker nye.

Her er det en god idé at prøve jakkesættet, inden du køber. Hvis geografien ikke tillader det, er det vigtigt, at du får sælger til at sende billeder samt mål.

Det vigtigste i forbindelse med det rette fit er, at skuldrene passer, da det er den dyreste del af jakken at få syet om hos en skrædder. Bredden, buksernes talje, ærmerne og længden på jakken er billigere at få lavet om, og man skal huske, at det altid er nemmere at få tilpasset et for stort jakkesæt end et, der er for småt.

Selvom skrædderen kan finde det samme stof, kan der være forskel på det, da jakkesættet er brugt, og farven derfor kan være blevet påvirket af lys og fugtighed.

2. Skjorten og vesten 

En god skjorte kan sagtens koste mellem 600 og 1500 kroner, hvilket for mange mennesker er temmelig dyrt. Jeg råder dog til, at investere i en god skjorte, da de holder længere. Skjorter fra high street-butikker har det med at dø efter et par vaske, og gør intet godt for miljøet. På udsalg kan man sagtens finde kvalitetsskjorter til 300 kr., så det er bare med at gå på jagt.

I genbrugsbutikkerne rundt omkring i landet er der også en del flotte skjorter og veste. Dog skal man være tålmodig, da man formentlig skal igennem en del for at finde en, der passer. Jeg har dog erfaring med, at der næsten altid er en skjorte eller vest, der bare sidder perfekt.

Jeg fandt engang en virkelig lækker skjorte i rigtig god stand, som passede perfekt med undtagelse af ærmerne, som var for korte. Den kostede 25 kroner, og den bærer jeg tit med opsmøgede ærmer og en vest.

3. Slips og butterflys 

I forhold til hvor stort et slips er, og hvor meget materiale der bliver brugt, kan det sagtens føles alt for dyrt. Genbrugsbutikker er heldigvis den hellige gral for brugte slips og butterflys. De har som regel et stort udvalg, som ser helt nye ud, og mange af dem kan du købe for mellem 10 og 50 kroner. Jeg har selv fire slips fra genbrugsbutikker, fordi de er nemme at købe, da de kun skal passe til din jakkers revers.

4. Sko

Flotte dresssko i læder kan også hurtigt blive en dyr sag. Jeg ser dem sjældent i genbrugsbutikkerne, og det kan desuden være svært at finde sin egen størrelse. Til dette anbefaler jeg gerne online shopping af brugte sko. Her har jeg haft mere held, da der på nettet er et stolt udvalg, lave priser og ikke mindst mulighed for at filtrere størrelser på skoene.

 

Hvad med alt det andet løse?

Slipseklemmer, pins, bælter og manchetknapper er tit overset som værende spild af penge. Det giver mening, da de kan koste en del og ikke er livsnødvendige for et jakkesæt. Det er dog en ærgerlig tendens, da disse former for tilbehør netop er prikken over i’et, som får dig til at skille dig ud. En rigtig gentleman skal altid gå op i detaljerne!

Jeg ejer selv tre slipseklemmer og et par manchetknapper, som jeg har købt i diverse genbrugsbutikker. Du vil blive overrasket over, hvor stort udvalget er i disse butikker. Her kan du spare en masse penge, da mange slipseklemmer og manchetknapper bliver solgt for 200 til 800 kroner nye, men blot 10 til 50 kroner, hvis de er brugte. Hvis metallet ser lidt slidt ud, kan du købe noget rens, så det skinner igen.

Vær modig!

Mange af de genstande, man finder i genbrugsbutikker eller brugte på nettet er måske ikke på mode længere. Her gælder det om at være kreativ og blande det nye og det gamle for at få en original stil, som er billig og ikke mindst bæredygtig.

Med disse råd er du godt klædt på til at spare så meget så muligt på dit næste bæredygtige jakkesæt.