,

SORGEN ER ALDRIG STILLE

 


”Når selv en lukket mund taler”. Jeg mistede min far i stilhed. Folk omkring mig turde ikke at tale om det. Spørge ind. Bryde stilheden. Det gjorde kun, at jeg manglede et sted at parkere sorgen. Hvordan kan vi lære at anerkende og acceptere sorgen som en naturlig del af vores liv – af vores kultur?


af Lærke Lou Brønholt

Pludseligt var det definitivt slut. Jeg havde mistet min far for altid. Og min mor, hendes mand gennem 40 år. Var det virkelighed? Kræften havde vundet og suget al livsenergi og mod ud af en hel familie – min familie. En familie som nu heller ikke var nogen rigtig familie længere. Min familie var amputeret og skrøbelig som aldrig før. Nu skulle vi genopfinde os selv, og antage en ny og ukendt position i en hel ny verden.

Jeg havde mistet en del af mig selv. Min far, som forsvandt på bare en sommer.

Et endt kapitel

Sommeren forsvandt. Kalenderen skrev efterår og eftervirkningerne ovenpå en sommer i helvede begyndte. Her fik jeg eftervirkningerne og sorgen at føle. Der blev af omverdenen og jeg selv nu tegnet en streg i sandet. Der blev lagt låg på og det var nu for alvor definitivt slut. Et endt kapitel og et nyt skulle skrives og hverdagen blev en realitet. Nu skulle alt være som før, selvom netop hele den verden jeg kendte, var forandret for altid.

Begravelsen var afslutningen både formelt men også følelsesmæssigt. Det var tid til at komme videre. Selv stod jeg midt i et virvar af følelser og tanker, og kunne på daværende tidspunkt ikke se, hvordan livet nogensinde skulle blive værdifuldt igen.

En stor mængde af forladthed og ensomhed blev dominerende følelser i en helt ny hverdag, der skulle forsøges at leves eller ”overleves” på bedste vis.

Jeg følte en enorm mængde ensomhed – jeg følte mig alene med sorgen.

Sorgen blev et tabu

Jeg oplevede, at de fleste mennesker omkring mig ikke turde spørge ind, tale, fortælle eller snakke om min far. Jeg fik følelsen af, at den eneste måde hvorpå jeg kunne genkalde og bringe min far tilbage igen, var ved at snakke om ham og høre andre snakke om ham. Det var derfor som om han helt var forsvundet, når ingen snakkede om ham længere. Som om han aldrig havde eksisteret, som om det hele var foregået i et helt andet liv. Det var som om, jeg ikke længere kunne fornemme eller mærke ham.

Jeg fik en følelse af at være blevet glemt og svigtet. En følelse, som forvandlede sig til en altædende frustration, der påvirkede min relation til menneskerne omkring mig. Det var en følelse præget af stor ambivalens over, at på den ene side at føle et svigt, og på den anden at have dårlig samvittighed over at nære så ubegrundede og negative følelser overfor de mennesker jeg har nær. En fornemmelse af at føle sig som Palle Alene i Verden og samtidig være omgivet af de mennesker man holder allermest af.

Døden var, for mig, blevet så virkelighedsnær, konfronterende og i princippet naturlig på så kort tid og derfor noget jeg ville ønske, havde været nemmere at snakke om og sige højt.

Et sted at parkere sorgen

Det der er sket er, at noget så naturligt som døden bliver så stærkt tabuiseret. Noget man ikke tør sige højt. At man afholder sig fra konfrontationen og direkthed i fare for at gøre ondt værre, og måske selv blive ramt på sine egne sårbarheder og angst for selv at miste og opleve tab.

Men i princippet gør stilhed og fortielsen kun ondt værre.

Jeg havde i mange måneder problemer med at finde et sted hvor jeg kunne parkere min sorg og få afløb for den. Jeg søgte et frirum, et fristed hvor sorg var naturligt og noget, der kunne snakkes åbent om, selvom det gjorde ondt.

Derfor valgte jeg at søge hjælp hos Børn, Unge og Sorg, hvilket var en meget grænseoverskridende og angstprovokerende beslutning.

Jeg overvandt den barriere og trådte ind af døren på Kejsergade i indre by og blev en del af en sorggruppe for unge med kompliceret sorg. Det viste sig, at blive en vigtig og betydningsfuld beslutning. Jeg fandt et frirum for den sorg jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle placere. Sorgen som før var hjemløs, havde nu fundet et rum. Et rum for åbenhed og forståelse, et sted hvor sorgen kunne udfoldes og udtrykkes.

Døden er et naturligt livsvilkår

Tabet af min far, sorgen og deltagelsen i sorggruppen har efterfølgende fået mig til at spekulere over livets foranderlighed på godt og ondt. At vi som mennesker er nødt til at acceptere døden som et naturligt livsvilkår, og som en del af os alle. At det er noget, vi bliver nødt til at forholde os til og tale åbent om. For selvom munden ikke taler, så kommunikerer du stadig. Kroppen har sit eget udtryk og kommunikerer selvom du er tavs. Den bekræfter den enorme tabuisering, der eksisterer af sorgen og af døden. Den sorg som vedkommer os alle.

Det er vigtigt, at sorgen ikke bliver et tabu, fordi vi fejlagtigt og misforstået tror, at det gør for ondt at tale om. Eller fordi den rammer en sårbarhed og vækker noget ubehag i os, vi ikke vil konfronteres med.

Vi skal lægge berøringsangsten på hylden og se det ubekvemme i øjnene. Vi skal tale åbent om det, som gør allermest ondt og det som berører os.

Vi skal blive bedre til at tale direkte og om de ting, som rører sig på godt og ondt. Vi skal indse, at vi som mennesker er skrøbelige i en foranderlig verden og at vi må værne om hinanden. Vi skal leve som mennesker med de mange glæder og sorger livet bringer. Vi må løfte hinanden i fællesskab og genvinde styrken sammen og ikke alene. Vi må søge trøst i samhørighed med andre og ikke alene. Og vigtigst af alt, huske på, at sorgen eksisterer fordi man har elsket. At sorg er udtryk for den kærlighed, man har næret for et andet menneske.

Ville vi have været den kærlighed foruden?

Sorg skal ikke ties ihjel. Den skal snakkes om og minderne skal leve videre.
Sorg er naturligt og en proces som tager tid at bearbejde for at kunne komme ud på den anden side.

Spørg og vær nysgerrig

Som udefrakommende og pårørende skal vi lære at være nysgerrige, spørgende, konfronterende og anerkendende i mødet med en som har mistet. At turde bevæge sig ud i det ukendte og grænseoverskridende. At nedbryde tabuiseringen af sorg og anerkende, at den er et livsvilkår som omfatter os alle. Vigtigst af alt, at sorg ikke forsvinder, men er noget man skal lære at leve med (og i).

Jeg er nået til en erkendelse af, at sorgen aldrig forsvinder. Det er noget jeg må bearbejde og tage med videre. Sorg er kærlighed. En kærlighed som aldrig forsvinder. En kærlighed som skal mindes, hyldes og tales om.


HVAD VIL DU GØRE NU?

1.Læg berøringsangsten på hylden. Anerkend døden og sorgen som et livsvilkår. Vær nysgerrig, spørgende, konfronterende og anerkendende i mødet med den og de sorgramte.

2. Vær deltagende i sorgprocessen. Kender du en som har mistet? Tag vedkommende i hånden og deltag sammen i et af Børn, Unge og Sorgs cafeaftener for sorgramte og pårørende.

3. Sæt skærpet fokus på tab og sorgproces i det offentlige rum.