,

SØG SVAR I LITTERATUREN


 I en tid med fake news, krig og voksende politikerlede, kan det være svært at vende blikket fra den udvikling vi er vidner til. Nogen vil måske gå så langt som at sige, at litteraturen i dag har mistet sin berettigelse. Men har den virkelig det? I denne artikelserie spørger Altivisten ind til, hvorfor man skal glemme strømmen af breaking news et øjeblik og se mod litteraturen. Vi undersøger, hvorfor den stadig er væsentlig, samt hvad dens berettigelse er mellem nutidens katastrofer.


På en solskinsrig forårsdag møder jeg forfatteren Peder Frederik Jensen i gården foran hans opgang på Vesterbro. Han byder mig indenfor i lejligheden, byder mig på kaffe med mælk, foran stuevinduet, hvorfra man kan se livet på gaden og tegltagene af det Vesterbro, der skrives frem i hans roman Vold fra 2016. Vold udgør da også en stor del af årsagen til hvorfor, jeg fik lyst til at snakke med Peder om, hvad litteraturen kan i dag.

Romanen flakker rundt mellem et støvet og kriseramt Afrika, og hovedpersonen Simons egen hverdag på Vesterbro, blandt minder fra det autonome miljø og ustabile familieforhold. Det Afrika som Simon møder, er et kontinent hvor få ting fungerer. Et kontinent hvor kvæget transporteres på bustagene, så pisset drypper passagererne i nakken og hvor krige har hærget landskabet og menneskerne i årtier. Selvom romanens Afrika og Danmark på mange måder er forskellige, har de begge volden tilfælles. Volden er den, der gnaver sig ind i alle bogens relationer, og den der tydeliggøres i en sådan grad, at vi må tale om den. Og det er meningen, ifølge Peder Frederik som under vores samtale fortæller mig, at hans forsøg med Vold er at vise mørket frem.

Mellem fordomme og fortællinger

Man finder hurtigt ud af, at bogen hverken er en hyggeroman eller fuld af feel-good stemning. Peder Frederik Jensen skænker kaffe i sit krus og siger: ”Jeg synes at forfatteren skal vælge at opsøge det stof, der brænder mest på. Jeg synes, at man er nødt til at forsøge på, om man gennem kunsten kan udfordre de fordomme, vi gør os. Med Vold har jeg prøvet at arbejde med de strukturelle problemer der skaber vold i verden. Jeg har prøvet at søge indad, mod det enkelte menneskes indre kerne.”

Men er det ikke begrænset hvor mange man kan nå og hvor meget man kan få på dagsordenen med litteraturen?

”Min ambition med Vold var ikke at nå alle. Jeg tror ikke, at vi skal have en forestilling om, at vi kan omfavne alle med litteraturen. Man siger, at der bliver solgt flere bøger, men det er ikke bøger som Vold, der bliver solgt. Det er underholdende bøger, krimier. Her handler det ikke om, at få masserne til at rejse sig. Vold handler netop om at være kritisk overfor massetænkningen og kritisk overfor ideologisk ensidighed.”

Når romanen er i Danmark, følger den sin hovedperson Simon rundt i det autonome miljøs spinkle efterdønninger i nutidens København. Det er en optegnelse af det som Peder selv beskriver som ”en 40 år gammel volds- og konfrontationskultur”. Netop med den baggrund i Peders egne år i miljøet, falder snakken hurtigt på det problematiske ved de fortællinger og ideer, som man ukritisk køber som autonom. Han mener desuden, at man altid bør være kritisk overfor fortællinger.

“Der er fortællinger allevegne i dag, og de fortællinger bliver misbrugt. Der er en hel masse magt i vores samfund, der korrumperer os ved at formidle nogle fortællinger, der bare bliver accepteret”

“Her synes jeg at litteraturen kan noget afgørende. For det som litteraturen kan, er, at gå ind og udfordre de løgnehistorier.”

Litteraturen er fri for partiprogrammer

Problemet med fordomme og fortællinger er noget som Peder gentagende gange vender tilbage til. For ham, er den mængde skræmmehistorier, der fylder i nyhederne fuldstændig uoverskuelig stor. Han mener, at vi må prioritere at få nogle flere glæder ind i vores liv, i stedet for at købe fortællingen om forfærdelighederne. Dette siger han til mig og peger på en stor buket kastanjegrene, struttende med grønne knopper og blomster, i vasen bag mig.

”Fortællingen om ’de fremmede’ har jeg hørt meget i mine håndværkerår (Peder Frederik Jensen er uddannet bådebygger, red.). ’De fremmede’, som ingen ved hvem er. Problemet er, at vi laver en mental mur mellem os selv og den verden som ’de fremmede’ kommer fra – herunder eksempelvis Afrika. Det er farligt fordi, vi lukker os inde, med en kultur som måske er døende i Europa. Vi udelukker os selv fra et stort kontinent som Afrika, hvor der er en masse nyt, positivt potentiale, som vi ikke bliver en del af, fordi det er ‘fremmede’. De negative fortællinger gør, at vi stopper med at forholde os til realiteterne. I stedet bygger vi en form for racisme overfor afrikanere og Afrika. Vi siger: ”Pas nu på med at tage derned”.

Og netop der vil du have at litteraturen spiller en rolle?

“Ja, men også i forhold til, at man i litteraturen og kunsten, kan udnytte sig af, at være grænseoverskridende. Det kan man ikke nødvendigvis i al anden kommunikation”

“For eksempel benytter jeg mig meget af vrede i Vold og i min seneste bog Skullfucking endnu mere, men særligt i Vold. En vrede over det strukturelle. Jeg synes at litteraturen særligt kan spille en rolle, fordi at man kan være grænseoverskridende – fordi man ikke har et partiprogram eller et andet dogme”

Men, understreger Peder Frederik Jensen, den forskel som litteraturen kan gøre, er kun knyttet til det enkelte menneske. Den behøver ikke at stå som en kæmpe, bombastisk modfortælling til nogle af tidens ekstremiteter.

”Hvis litteraturen skal ’kunne noget’ så kunne det være, at få folk til at forstå og tænke over, at den måde vi taler om andre på, har nogle voldsomme konsekvenser. Det gælder på alle niveauer: Fra det enkelte lillebitte menneskes forhold til sin mor, til ignorance overfor klimaforandringer. Som forfatter kan man selvfølgelig bare gøre, som man har lyst til, men jeg tror bare, at nogen er nødt til at tage denne måde på sig. Være til stede i det der sker lige nu.”

’Eliten’ er bare endnu en fortælling

Tilbage i romanen Vold, fremskrives Afrikas fattigdom i gadernes nedbankede huse og skraldet, bjergene af skrald der bugter sig i landskabet. Velfærdsstaten Danmark, Simons hjemland, står endnu mere og strutter som det rige overskudssamfund, vi let tager forgivet i rutinerne og hverdagen. Vi har hospitaler der virker, skoler og ”pissedygtige” pædagoger, som Peder siger, i børnehaver som den, hans datter går i.

Kan det ikke nogen gange føles som om, at man som forfatter sidder i en form for ’eliteposition’ og skriver om, hvad der f.eks. sker i Afrika?

”Man skal passe på med at sige det, for hvad er ’eliten’ egentlig? Hvis du spørger sociologerne, vil de sige, at eliten er direktørerne, bosserne og rigmændene. Det er en meget lille, veldefineret gruppe. Det er eliten,” siger Peder.

Han tænker lidt og tilføjer så:

“Der er gået total inflation i begreberne ’folket’ og ’eliten’. Jeg tror ikke på nogen af dem. Jeg tror, at den eneste forskel der er, er mellem dem, der bruger deres hoveder og dem der bruger deres hænder. Ingen af delene er mere ædelt end det andet”

“Men hvis os som taler, skriver, laver fjernsyn mm., glemmer at der også findes mennesker som laver praktisk arbejde, så opstår der en falsk præmis om, at de er dummere end os. Men der skal meget til, for at være en dygtig slamsuger på Vesterbro. Hvis man siger, at elite betyder at være rigtig god til noget, som få andre er, så er en god kloakarbejder en form for elite. Jeg synes at man skal acceptere den præmis, at vi uddanner nogen til at være dygtige hjertekirurger og nogen til at være dygtige landmænd og at tingene er væsentlige hver for sig”.

En fuldstændig vanvittig tid

Peder Frederik Jensen mener da også, at det uddannede menneske bærer en stor del af samfundet. Det er klart fordi: ”Samfundet fungerer ikke, hvis der er en stor masse, der er underlødig og dum,” som han siger. Selv sidder han næsten indrammet af den enorme bogreol på væggen i lokalet bag ham. Jeg spotter klassikerne, men også skeptikerne: Houellebecq, Celine, Bolaño. Der ligger meget vold og ubehagelighed bag de forfatternavne. Men det ligger også en masse refleksion om samtiden og en masse bearbejdelse af de relationer vi indgår i. I forhold til de populistiske strømninger i Vesten, og den opløsning der sker, af det Europa vi skabte efter Anden Verdenskrig, begynder skepticismen at give mening. For man må se indad, se på det grimme i os selv.

”Det at man skriver og bruger sprog handler dybest set om, at placere det voldelige narrativ væk fra os selv. Det er aldrig os selv. Vi tager aldrig en skyld på os som kultur eller som individ. Vi siger: ’Det var min mors skyld, at mit liv er dårligt’ eller ’det var den europæiske kolonialisering der gør, at Afrika ikke fungerer’. Der er alle mulige kæmpestore narrativer, hvor man hele tiden bruger offerets position eller offerets narrativ. Det tror jeg er enormt farligt. Med Vold prøvede jeg at gennemgå en række tanker omkring alt det som fucking sker lige nu. Jeg ville ønske at den bog aldrig havde været nødvendig at lave. Der er også en grund til at den sprænger sit eget narrativ, sin egen struktur. Det er jo det der sker. Og det er en desperat og vred bog. Men jeg føler også at vi lever i en fuldstændig vanvittig tid.”