,

SKAB NY KLIMAKUNST

 


Hvis du skulle afbilde eller tegne klimaforandringerne, hvordan ville de så se ud? Mange har afbilledet isbjørne, smeltende gletsjere og oversvømmelser, og vist andre katastrofe-scenarier gennem tiden, når de lettere abstrakte klimaforandringer skulle have en visuel form. Stine Fløe Dalby med speciale i klimaæstetik og -psykologi, beskriver hvorfor kunsten er vigtig i klimaproblematikken, men hvorfor ikke al kunst er god handlingskunst – og inviterer til at deltage i at skabe ny klimakunst.


af Stine Emilie Fløe Dalby

Hvis virkeligheden er skræmmende nok, handler vi nok anderledes?

En del politik, børneopdragelse mm. bunder i den psykologiske idé om, at skræmmekampagner og trusler kan få mennesket til at ændre handling. Man laver cigaretpakker, der bliver polstret med dødbringende billeder i håbet om, at det vil få os til at handle anderledes og droppe smøgerne. Nogle truer med at indføre højere straffe, der skulle forebygge kriminelle handlinger, og man skaber et system, hvor bureaukrati og truslen om at fratage folks dagpenge eller kontanthjælp skulle hjælpe dem til at komme i arbejde. Tanken bag er altså: at hvis vi ved hvor galt det potentielt kan gå, tager vi os nok mere sammen, spiser mindre sukker, ryger mindre og handler ud fra vores viden om fremtiden.

På samme måde tror nogle, at hvis blot man viser klimaforandringernes skræmmende virkelighed, så skal det nok få folk til at handle mere klimavenligt, når de ser hvor skræmmende og katastrofale klimaforandringerne er og vil blive i fremtiden. Således kunne man væmmes ved synet af Alternativets for nyligt udstillede 7 meter høje isbjørneskulptur ”Unbearable” (2016), af klimakunstner Jens Galschiøt, udstillet på Christiansborgs Slotsplads, som forestillede en olierørledning, der gennemborede en død isbjørn på toppen af den. Her blev klimaforandringerne til visuelle skræmmende billeder, der for tilskuere var til at føle og mærke på.

”Unbearable” (2016) af klimakunstner Jens Galschiøt

Denne klimaskulptur kunne være et eksempel på en kunstnerisk klimaambition, der umiddelbart ikke fejler noget, når Elizabeth Boultons, ph.d. ved Fenner-instituttet for Miljø og Samfund, bl.a. efterlyser 60.000 kunstnere, der skal hjælpe klimaforskerere med at gøre de uhåndgribelige klimaforandringer følelsesmæssigt forståelige, så mennesket bedre kan handle på dem. En pointe som også kunstner Olafur Eliasson understreger i et nyligt foretaget interview i Den Sorte Diamant d. 5. april 2017. Her forklarer han, hvordan han under COP 15 I Paris prøvede at omforme videnskab til hans omtalte kunstværk “Iceage”:

“How can we show people in two seconds what the scientists of the IPCC has written about on 400 pages. How can you turn 400 pages into an experience that take less than a minute?”

Klimakunst har helt sikkert en essentiel rolle at spille i klimaformidling, men hvorfor er ikke al klimakunst og visuel formidling fordelagtig handlingskunst?  

Hvorfor kan vi ikke skræmme os til et bedre klima?

For kunst kan vække følelser, og følelser og billeder kan optimalt få os til at handle, hvilket står i modsætning til ideen om, at stigende viden og oplysning om klimaforandringerne automatisk får os til at handle mere på den aktuelle klimakrise. På samme måde ved vi rationelt, at det er usundt at ryge, men vores handlinger afspejler ikke nødvendigvis denne viden. Uoverensstemmelsen mellem viden og handling, er i et psykologisk klimaperspektiv blevet beskrevet af psykolog Per Esben Stoknes, der er forfatter til bogen: ”What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming”, der udkom i 2015.

Her beskriver Stoknes, ud fra en kognitiv psykologisk vinkel, at den menneskelige hjerne typisk reagerer på fare og risiko, hvis mennesket kan føle eller se disse farer foran sig, hvorfor viden og tabeller om klimaets stigende temperaturer ikke altid taler til urmenneskets kognitive handlingssystem.

Klimaforandringerne mangler ifølge Stoknes bl.a. de faktorer, der kan forhøje individets følelse af risiko og få individet til at handle nu og her, da klimaet ofte opfattes og føles abstrakt og fjernt i tid og rum – dvs. som noget der sker langt væk fra Danmark, i en abstrakt fremtid, for nogle andre end os selv, såsom isbjørnene på Arktis. Faktorer der, ifølge Stoknes, ikke fremmer det hurtige kognitive system og alarmberedskab i hjernen, der får mennesket til at handle nu og her.

Klimaforandringerne mangler de faktorer, der kan forhøje individets følelse af risiko og få individet til at handle nu og her.

Så kunst kan måske hjælpe med at gøre klimaforandringerne aktuelle, følelsesmæssige og synlige – men Stoknes beskriver yderligere, at forsøget på at vække folks følelser ved billeder af skræmmende oversvømmelser, ensomme isbjørne mm. kan give bagslag for egentlig klima-handling.

For når man skræmmer folk til at handle, eller får mennesket til at føle skyld over egen vestlig livsstil ved at påpege, at individet skal skære ned på forbrug, kød eller flyveture, forplanter skyld, frygt eller håbløshed sig ofte som ubehagelige følelser, som mennesket instinktivt vil prøve at udligne – ud fra denne psykologiske teori.

Derfor er det i den sammenhæng, ifølge Stoknes, nemmere for mennesket at ændre tanke eller opfattelse af klimaet, så tanker matcher til individets egentlige handlinger, end omvendt. På den måde kan individet tendere til at finde på kreative fortællinger, der retfærdiggør dets egentlige adfærd. Det kunne f.eks. være, at man for at minimere skyldfølelse retfærdiggør den næste lange flyrejse med, at man på det seneste har været god til at genbruge.

Ved at man som person handler lidt klimavenligt på nogle områder kan man, ifølge Stoknes, bruge dette til at minimere egen skyldfølelse på andre områder, der måske samlet set udleder meget mere CO2. At skabe håbløshed og frygt i klimasammenhænge, i dagpengesystemet eller på cigaretpakkerne er altså ikke en fordelagtig psykologisk motivator for handling.

Hvad kan man gøre i stedet?

Det kunstneriske billede, fortælling mm. der fremmer klima-handling, har således måske snarere fokus på billeder af klimaforandringerne, der frem for individuel skyld og frygt fokuserer på fællesskab og positive sociale normer i et lokalt perspektiv, dvs. hvor klimaforandringerne bliver nærværende for folk i en aktuel kontekst.

På den måde bevæger vi os væk fra kun at forstå kunst som afbildede repræsentationer på en væg til også at tale om sociale sammenkomster, events mm., hvor social interaktion, fælles mening med personer og steder, man holder af nu og her, gør klimaet socialt nærværende, frem for kun at fokusere på en fremtidig, fjern, negativ og håbløs Arktis-situation.

Det essentielle er, at klimaforandringer ikke kun kommer til at handle om en abstrakt skræmmende fremtid, men om faktorer, der allerede er aktuelle og nære i personens liv ud fra dette klimapsykologiske perspektiv.

Så skal vi vælte os i positive, emotionelle billeder af klimaet?

Både og. Et fokus på positive følelser og visioner kan være behjælpeligt i forhold til at fremme klimahandling, når man f.eks. fremhæver, hvad vi som samfund allerede gør godt. Men et for stort fokus på positive sociale klimahandlinger, billeder og fortællinger, kan ud fra et kritisk perspektiv føre til, at vi som individer til sidst vænner os til kun at handle ud fra lyst og følelser i politiske sammenhænge.

Det vil sige, at politik, klimaforandringer mm. bliver reduceret til et spørgsmål om identifikation, lyst og postive følelser. Vi kender til Trump-tilstande, hvor man kunne synes at følelser har overtaget rationelle beslutninger i essentielle politiske anliggender.

Kunsten formål er således ikke at bringe folk og politik i deres følelsers vold, men at fremme at rationel viden bliver følelsesmæssigt forståelig for det handlende menneske

Kunsten at balancere rationel klimaviden med positive følelser må derfor være ethvert godt giftermål mellem en klimaforsker og en kunstner, når klimaforandringer ikke kun skal oplyse os om en fremtidig verden, men også motivere os til at handle på en oplyst vidensmæssig baggrund.

Kunsten formål er således ikke at bringe folk og politik i deres følelsers vold, men at fremme at rationel viden bliver følelsesmæssigt forståelig for det handlende menneske, institution eller fællesskab – som ofte allerede har lyst til at gøre noget mere for klimaet, men hvor viden, lyst og handling ikke altid stemmer overens pga. både kognitive, sociale og samfundsmæssige restriktioner. På den måde er al kunst ikke nødvendigvis også god handlingskunst.

Så hvordan ville du illustrere, skitsere eller optage et klima-kunstværk, der inspirerer til klimahandling og som gør klimaforandringerne synlige?

Indsend dit bud til bidrag@altivisten.dk med emnefeltet klimakunst senest d. 15. maj. De tre bedste bud formår at afbilde klimaforandringerne på en nærværende og aktuel måde, og får muligheden for at blive udstillet d. 24. maj til Altivistens kunstfernisering (se event: https://www.facebook.com/events/526532700850756/). Det kan være en tegning, et foto, en video eller installation mm. – kravet er, at klimaforandringerne skal have en visuel form, som vi kan dele med hinanden.