Radikalisering: Vi har alle et ansvar

Hvordan udvikler vi demokratiet

Jeg tror ikke udsatte unge føler sig som medborgere, men snarere modborgere i samfundet. Det gør de fordi vores samfund skaber store mentale afstande mellem den udsatte gruppe og resten af befolkningen. Vi, som samfund, bliver nødt til at stille os selv ét afgørende spørgsmål: Hvordan integrerer vi udsatte unge i samfundet og fremmer deres medborgerskab?

 

Medborgerskabet skal fremmes

Inden for de seneste år har vi set et stigende antal terrorangreb i Europa. Og mens nogle medier og højrefløjspartier med nationalistiske holdninger er med til at tegne et meget sort/hvidt billede af de radikaliserede unge, så viser det sig, at billedet er meget mere komplekst. Jeg har besluttet mig for at tegne et mere nuanceret billede af de unge mennesker.

Jeg vurderer at syrienskrigere ikke bare er terrorister, men faktisk unge mennesker som enten har sociale eller psykiske problemer. De bliver radikaliseret i en periode af deres liv, hvor de er meget sårbare og identitetssøgende og derfor let bliver drevet af det fællesskab, de ekstremistiske miljøer faktisk har.

Alternative fællesskaber

Først og fremmest skal man forstå, hvorfor radikaliserede miljøer kan virke dragende på nogle. Man må forstå den fællesskabsfølelse, som de miljøer kan skabe.

Opgøret med radikaliseringen kræver i sit udgangspunkt, at samfundet kan tilbyde alternative fællesskaber. Fællesskaber, der kan tilbyde de samme privilegier til dets medlemmer: Et stærkt tilknytningsforhold, følelsen af at være velkommen, anerkendelse og en mulighed for at reagere og afreagere på en selvopfattet uretfærdighed. For nogen kan det fællesskab være skoleklassen, for andre fodboldklubben og for nogle tredje er det arbejdspladsen eller et godt naboskab. Det kan også være et religiøst alternativt til de ekstremistiske fællesskaber, eksempelvis moderate muslimske foreninger.

Et fælles ansvar

Det danske samfund har et fælles ansvar. Det har vi i vores skoler, institutioner og arbejdspladser. Vi er nødt til at kigge indad og stille os selv nogle afgørende spørgsmål, som hvad det er de radikaliserede miljøer kan give de unge, som det danske samfund ikke kan give dem.

Regeringens seneste anti-radikaliseringsudspil peger på en lang række faktorer, der forsøger at slå ned på det punkt i de unges liv, hvor radikaliseringen sker som for eksempel i opdeling af fanger i fængslerne og digital overvågning af online propaganda. Der er ingen tvivl om, at der skal sættes ind mange steder, men mit budskab er, at vi også selv kan gøre ting for, at alle føler sig som en del af fællesskabet.

En mislykket integration

Jeg tror først og fremmest, at problemet ligger i en mislykket integration, som både civilsamfundet og politikerne har andel i. En manglende integration, der resulterer i manglende fællesskaber.

Det, at tilhøre et fællesskab, er et sted hvor man hører hjemme og er samlet om noget, der giver én identitet og mening, og det at andre mennesker, vil hjælpe en og stå op for en, er afgørende for at føle sig hjemme og tryg. Og lige præcis de fællesskaber, tror jeg vi bliver nødt til at skabe. De kriminelle miljøer og de radikaliserede miljøer tilbyder disse fællesskaber til de unge.  Derfor skal vi alle være med til at skabe nye fællesskaber. Mellem borgere, politikere og institutionerne.

 

 

I handlemulighederne neden for opfordrer dagens skribent, Anouk Fischer Andersen til at besøge et par hjemmesider. Den ene er flygtningevenner, der er et ambitiøst og menneskeligt projekt, der sætter flygtningebørn i kontakt med andre børn og familier i Danmark. Der opfordres også til, at du kan blive aflastningsfamilie for en udsat ung person. De fleste kommuner har deres egen hjemmeside, men her finder du tilbudene i Århus, Aalborg og København