Råb op for Syrien

red

Den militærstrategiske by Aleppo i Syrien faldet til President Assads styrker, og de blodige metoder fortsætter uden respekt for menneskelivet. De fleste er handlingslammet og står tilbage uden ord, men med foragt og tårer, der umuligt kan holdes tilbage. Den syriske eksilforfatter Jan Pêt Khorto har taget ordet i sin magt og skrevet digtet ‘Skabelse’, der handler om den menneskerettighedskrænkende situation. Vi bringer på Altivisten i dag digtet som en opfordring til at hjælpe Syriens civile. Der er brug for dig. Råb op og stå op over for nationale og internationale beslutningstagere, så Syrien kan få fred. Digtet er oversat til dansk fra arabisk af June Dahy.

Skabelse

Var jeg blot ikke skabt som pige
ville jeg ikke være den jeg er blevet til

En fremmed mors hånd flettede mine lokker
og min dukke mistede sit ben, sit hår og sin kjole
Min navle er fuld af min forsvundne brors blod
min barndom er en sindssyg fortælling

Vi lærer alfabetet i takt til at bomberne falder
ordene er krige
sætningerne er råb om hjælp
vores bøger er ’her og nu’
og der er ingen sider i skolehæfterne

Var jeg blot ikke skabt som pige
der kendte blodets farve før hun blev kønsmoden
og angsten for voldtægt
der kendte til slavehandel
og at holde hus og tjene
og som vidste hvordan mandens lem så ud
endnu før hun blev kønsmoden
og blev gravid
så snart hun var kønsmoden

Var jeg blot ikke skabt som pige..
Når vi rejser græder vi og råber
Når vi rejser, ledsages vi af hunde der gør
og vi rejser i løb mellem hegn af pigtråd i en udsigtsløs nat
vores tøj er gennemblødt af det dybe havs salt
eller mudret til på bunden af samme fremmede hav

Var jeg blot ikke skabt som pige..
Vores sange handler om slægtningen der vender hjem
og vi leger at vi skal undgå tønder
der flyver
og falder
og ruller
og brænder
Vi leger at vi skal skjule os fra blitzlyset

Var jeg blot ikke skabt som pige..
Vores monstre har lange skæg
eller er glatbarberede i militærtøj
Vores far kom aldrig hjem fra arbejde
og der er ingen mad på bordet

Var jeg blot ikke skabt som pige..
Min drøm
er at se min søsters blomster gro på ny

men min dukke
er en pistol af jern
og jeg er besat af at lære
om forskellen på en Kalashnikov og en M16
Mine brødre er numre på rad
og Gud er en fremmed ven

Var jeg blot ikke skabt som en pige
ville jeg ikke være den jeg er blevet til.

I handlingsmulighederne neden for opfordres du til at støtte ‘De hvide hjelme‘ og Røde Kors, der gør et uvurderligt stykke hjælpearbejde for syriske civile. Vi vil også gerne have dig med til dagens demonstration på Christiansborg Slotsplads, og hvis digtet også ramte dig et specielt sted, så kan du finde flere gode digte af samme forfatter her