,

VOKSNE SKAL IKKE VÆRE BANGE

 


”Vi voksne kan også være bange,” lød en elsket og forhadt sang fra slut-70’erne. Dengang var det truslen udefra, der skabte den angst, som var en plage for samfundet. I dag er fjendebilledet blevet så uoverskueligt, at vi vender frygten indad. Og der er ikke noget mere ødelæggende for demokratiet og den sunde fornuft, end frygt.


af Gordon Vahle

Truslen fra den store paddehattesky i 70’erne hang hele tiden over vores hoveder, og det var først med murens fald i 1989, at angsten langsomt løsnede sit greb. Synet af jublende mennesker og rækken af Trabanter, der pruttende kørte fra øst mod vest, betød, at jeg og resten af verden kunne drage et lettelsens suk. Den optimistiske og ubekymrede tid kom til at vare i 12 år – lige indtil den 11. september 2001, hvor to skyskrabere, der styrtede i grus, afløste paddehatteskyen som vores fælles skræmmebillede.

Der var igen en trussel udefra, der fik os til at samles om en fælles angst. På en mærkelig måde gav det os en vis form for tryghed, at vi alle var bange for det samme. Lidt som at samles om et lejrbål, der får mørket til at synes lidt mindre truende.

Vi bliver bange for hinanden

Nu er der så igen gået godt og vel et dusin år, men denne gang er der ikke kommet nogen forløsning. Osama Bin Ladens og Saddam Husseins død fik ikke nær samme symbolske betydning som ægteparret Ceauşescus ditto. Andre og værre skurke er kommet til og Osama Bin Laden virker som en rar hyggeonkel, når man sammenligner ham med folk, der spiller Counter-Strike med levende mennesker på en ø i Norge, skærer hovedet af mennesker for åben skærm, eller dem som kører lastbiler gennem en flok glade børn.

Vi har så meget at være bange for, men angsten er blevet et mangehovedet uhyre. Selv vores gamle fjende gør os bange igen – efterhånden som Putin mere og mere begynder at opføre sig som Krustjov i ’60-erne. Vi har hver især travlt med at bekæmpe vores egne af angstmonsterets mange hoveder. Vi kan ikke overskue hele dyret, og så sker noget, som gør det hele meget værre:

Vi kan ikke overskue vores ydre fjende; derfor vender vi angsten indad. Vi bliver bange for hinanden!

Den bekvemme løsning

Folk kan ikke finde ud af krigens bødler, og så bliver de bange for krigens ofre i stedet. Hvem er god og hvem er ond i Syrien? Det er ikke til at svare på. Så lad os samles om at være bange for de syrere og andre, der kommer herop i stedet.

Det er lettere at være bange for kvinder og børn på en motorvej og for muslimer, for Koranen, for mennesker i underlige gevandter og med skikke, vi ikke forstår, end at være bange for de bomber, der falder i Europas forgård. Bomber, som er kastet af mennesker, der er venner og fjender på samme tid, i en krig, hvor danske statsborgere kæmper på begge sider. Det er lettere at kaste sig over folk herhjemme. Nogen byder dem, som vi er bange for, velkommen. Derfor bliver ”godhedsindustrien”, ”pladderhumanisterne” og ”halalhippierne” vores fjender, som må hades og bekæmpes!

Politikerne er angste

Indrømmet! Jeg er også bange. Jeg er bange for højrepopulisterne. Jeg er bange for de mennesker, der fornægter menneskeskabte klimaforandringer. Jeg er bange for Trump. Jeg er bange for terror og jeg får en knude i maven, når jeg tænker på, hvad der skete på Utøya, i Nice og de andre steder, hvor nynazistiske eller muslimske terrorister har slået til. Men jeg er ikke bange for muslimer eller for de mennesker, der bruger sprogets værste gloser til at svine os ’pladderhumanister’ til i debatten. De har alle deres egen angst at slås med.

I stedet for at søge balance, at rette misforståelser og forsøge at handle efter fakta, så puster politikerne til ilden.

Allermest bange er jeg dog for politikernes angst! Politikernes angst, for ikke at blive genvalgt eller for at miste magten! Denne angst får politikerne til at lefle for og endda udbygge folkets angst.

I stedet for at søge balance, at rette misforståelser og forsøge at handle efter fakta og i alle danskeres interesse, så puster politikerne til ilden. De maler fjendebilledet mere tydeligt, skaber mere adskillelse i ”dem og os” og bager kager, når de har nået stramning nr. 50. Dén form for kage, skaber mere angst end bomber – og angste mennesker er lettere at styre i stemmeboksen.

Kære politikere: Voksne skal ikke være bange – hverken i 70’erne eller i dag. Voksne skal samle familien – ikke sprede den, ikke så splid, ikke skabe angst men tryghed. Vi, der bor i Danmark, er alle jeres familie. Og I er de voksne, der burde gå forrest for at skabe mere harmoni mellem danskerne, jeres vælgere. Magt, der bygger på angst og stemmekvæg, holder ikke i længden.

Jeres Berlinmur vælter også en dag.

Gordon Vahle er kommunikationsrådgiver og videnskabsjournalist.


HVAD VIL DU GØRE NU?

1. Hvad er jeg bange for? Jeg vil undersøge mulighederne for, at lære mere om de ting, jeg frygter. Måske er frygten ikke reel.

2. Jeg vil tale med én, der har forskellige synspunkter fra mig og som jeg (måske) frygter.

3.  Jeg vil stemme på de politikere, der ikke benytter sig af frygt i deres retorik og kampagner.