Af Malene Lysdal. Instagram: @maudamalene

Pak kasserne væk

red

De fleste af os kender det nok; man møder et nyt menneske og spørger eller bliver spurgt: ”Hvad laver du så?” Malene Lysdal skriver i denne tekst om de uheldige kategoriseringer, vi konstant foretager, når vi putter hinanden i kasser – kategoriseringer, som vi foretager ud fra ting der blot er umiddelbart synlige. I sidste ende har det store konsekvenser for både det enkelte menneske og desuden hele samfundsgrupper. Så, vi skal tænke os om – pakke kasserne væk, og spørge på ny.    

De rigtige sko

Da jeg for år tilbage blev bidt af bjergbestigning, var jeg ude at investere i et par vandrestøvler. I stedet for at fokusere på pasformen, endte jeg med at fokusere på design og materialevalg. Ting, der egentligt ingen værdi har, når først man befinder sig på en bjergside.

Ekspedienten fik således overtalt mig til at købe et par støvler, jeg slet ikke kunne identificere mig med, og jeg endte derfor med at gå fra butikken med en dårlig mavefornemmelse – og desuden et par alt for store støvler. I sidste ende resulterede mit ’støvlevalg’ i, at mine fødder værkede, og at jeg snublede over både store og små sten. Fokus på det egentlige formål – selve bjergbestigningen – forsvandt fuldstændig til fordel for frustration og vabler. I arrigskab bandede jeg over ekspedienten.

      Ligesom jeg tvang mine fødder ned i et par støvler, der egentligt ikke passede mig, har vi mennesker travlt med at presse os selv og hinanden ned i kasser, hvor vi i sidste ende måske ikke hører hjemme. Hvorfor? Svarene kan være mange. Dog må vi huske på ikke at fralægge os ansvaret; ligesom skylden heller ikke kun kan placeres hos ekspedienten, sætter vi ofte os selv i de forkerte kasser. I sidste ende var det mig, der svang dankortet og tvang mine fødder i de forkerte støvler.

Den konstante kategoriseringen

Vi kan ikke komme uden om, at vi lever i et konkurrencesamfund, hvor der i højere grad er fokus på specialisering, optimering og kassetænkning. Det kommer især til udtryk i det offentlige rum. Det er blevet et livsvilkår, at vi som individer presses ned i kasser fra den dag, vi kommer til verden. Vi måles og vejes kort tid efter fødslen, så det sikres at vi ikke falder uden for normen. Igennem vores opvækst presses vi ned i en kasse, så vi tilpasses systemets pasningstilbud. Hvis vi afviger lidt fra normen, så er det os, der skal ændres på – og ikke kassen. Der er pludselig dannet grundlag for en tilværelse med meget lidt bevægelsesfrihed.

      Det er ofte lettere at forholde sig til hinanden ud fra kategorier og mærkater: Det er med til at gøre verdensopfattelsen mere håndterbar, men også i den grad ensidig. Problematikken er imidlertid, at man glemmer, at folk sjældent hører til under en enkelt kategori. At en diagnose, for eksempel, langt fra er det, der definerer mennesket som helhed – det er blot en enkel og mindre betydelig kasse. Folk risikerer at komme til at sidde fast i en rolle, de er blevet tildelt på et forkert grundlag. Det er min opfattelse at fokusset på det hele menneske frafalder til fordel for konkurrencestatens behov for kategorisering.

   Selv er jeg ung i en gruppe, der bliver set ned på. Jeg er en af de unge på kontanthjælp, eller uddannelseshjælp, som det kaldes i et forsøg på at tilkendegive, at alle unge kan tage en uddannelse.

Vi bliver i offentligheden opfattet som dovne, ugidelige, uambitiøse og ikke mindst samfundsnassere. Sådan bliver denne gruppe gang på gang fremstillet i medierne. Man glemmer ofte, at virkeligheden langt fra er så simpel. Jeg tror på, at det er de færreste, der passer ind i den overståede beskrivelse.  Alligevel har jeg og mange andre fået et stempel, der er svært at vaske af igen.

   Umiddelbart kunne jeg skrive side op og side ned om problematikkerne med kassetænkningen i sundhedsvæsenet, skolevæsenet og socialvæsenet. Vi kan ikke ændre systemets behov for at placere os i kasser fra den ene dag til den anden. Spørgsmålet er derfor: Hvad kan vi så gøre? Svaret er: Vi kan starte med os selv. Vi kan starte med vores egen adfærd; med de kategoriseringer, som vi både foretager over for os selv og andre. Måske vi i virkeligheden skal vende det hele på hovedet; se ind ad.

”Hvad laver du så?”  

Vi skal altså starte med at sætte spørgsmålstegn ved vores opfattelse af hinanden og ikke mindst os selv – det mener jeg i hvert fald. Vi må med andre ord spørge os selv: Hvad er i virkeligheden værdifuldt i mødet med hinanden? Vores konstante kategorisering af hinanden ligner ikke et svar på det spørgsmål.  

   Når jeg selv møder et nyt menneske, er det ret så sikkert, at det første spørgsmål, jeg bliver stillet er: “Hvad laver du til daglig”. Allerede indenfor tredive sekunder er personen, og jeg selv, sådan ved at placere hinanden i diverse kasser.

   For blot nogle år siden ville jeg elske at svare på netop det spørgsmål. Jeg ville beskrive, hvordan jeg rejste rundt på må og få, hvordan jeg arbejdede på et plejehjem for at have til dagen og vejen. Jeg ville med store ord og armbevægelser fortælle om, hvordan jeg rejste til ukendte egne og lavede frivilligt miljøarbejde i USA. Fortælle om at drikke te med kannibaler, undervise munke i Nepal, cykle gennem en savanne i Kenya. Jeg ville fortælle om at bo i telt i ødemarken, om at brække en arm under en halsbrækkende yoga session i Himmalaya. Eller måske berette om, hvor fantastisk mit  højskoleophold var. Jeg ville med det samme fremstå som eventyrlysten, videbegærlig og selvstændig. Hvilket også passede overens med min egen selvopfattelse. Kort sagt var min identitet bygget op omkring, hvad jeg helt fysisk gjorde – hvor jeg bevægede mig hen og henne. Men tingene har ændret sig.  

En helt anden situation

Jeg har i en alder af blot 24 år mistet noget af min førlighed. Jeg er fanget i en 80-årigs krop, med alt hvad der hører til af hjemmepleje, rollator og kørestol. I dag frygter jeg for mødet med nye mennesker; jeg frygter for hvilke kasser både de og jeg selv tildeler mig i lyset af vores møde. Det ærlige svar på det stigmatiserende spørgsmål “hvad laver du?” er nu for mig: “ingenting”.  

   Og dog.

For det alligevel så langt fra sandheden. I virkeligheden er det fordi, jeg har en forventning om, at personen overfor mig ønsker at få et helt bestemt. Med mit svar er jeg  med til at presse mig selv ned i en kasse; en kasse, der præsenterer mig som doven og uambitiøs. En opfattelse jeg faktisk netop har så travlt med at løsrive mig fra, men som jeg via min interaktion med andre mennesker netop er med til at fastholde mig selv i – paradoksalt nok.

Måske skal vi spørge på en anden måde

Hvad sker der, hvis vi i mødet med mennesker i stedet for spørger ind til interesser og inspiration? Hvis spørgsmålet blev omformuleret til: ”Hvad inspirerer dig?” Eller: ”Hvad interesser dig?”

Min oplevelse er, at vi får en større forståelse for det hele menneske ved at spørge sådan. Der igangsættes nogle dybere og mere meningsfulde samtaler, og det er tillige med til at afstigmatisere nogle bestemte samfundsgrupper.

     Hvis vi spørger anderledes, så har jeg for eksempel også andre svarmuligheder. I stedet for at indlede en samtale med, at jeg ingenting laver, kan jeg ivrigt fortælle om, hvordan jeg tillægger naturen stor værdi, hvordan hverdagskunst inspirerer mig, og hvordan diverse kulturmøder spiller en stor rolle i min måde at agere på. Sådan ville jeg i samtalen ikke længere identificere mig med det, der kun umiddelbart var synligt. Yderligere kunne der umiddelbart drages paralleller til mit ’jordomrejsende jeg’. I virkeligheden er jeg jo essentielt set den samme som før; jeg har bare nogle begrænsninger i hverdagen. Men det gør mig midlertidigt ikke mindre eventyrlysten, videbegærlig og selvstændig.

      Vi unge har en stigende tildens til at danne vores identitet på grundlag af det, der umiddelbart er synligt – i stedet for ud fra vores værdier og overbevisninger. Efter min mening er det i virkeligheden meget få midler der skal til for at afhjælpe stigmatiseringen af hinanden. Det kræver først og fremmest at vi pakker kasserne væk til fordel for det mere værdifulde møde. Vi skal spørge anderledes, så vi kan svare anderledes.