,

Natur i byen

Altivisten vil være temabaseret. I opdelte perioder på to uger vil vi her på mediet forsøge at dykke ned i ét enkelt fænomen ad gangen, som påvirker vores liv. Det vil vi gøre igennem podcasts, videoer, billeder, tegninger, artikler, digte og hvad end det skulle falde de danske borgere, herunder Altivistens redaktion, ind at producere.
Det første, vi skal kigge på, er natur i byen – herover og herunder illustreret ved billeder fra Amager Fælled.


Dagens indhold er en række smukke billeder taget på Amager Fælled, der ofte står som et symbol på natur i byen.

Natur kan betyde mange forskellige ting, og begrebet kan siges at være blevet udvisket i takt med, at mennesket og den dertilhørende “kultur” i aller højeste grad har formået at gribe ind og påvirke nærmest alle steder på jordens overflade. Som den danske økodigter Theis Ørntoft formulerer det i sin roman Solar (2018): “Så stop med at snakke om naturen, som om den findes adskilt fra alt andet. […] Stop med at snakke om kulturen, som om den findes adskilt fra alt andet. Stop med at snakke om den uberørte natur, som om den findes derude, adskilt fra alt andet.”

Naturen kan defineres på mange forskellige måder – især i byen, hvor nærmest alt er enten plantet eller vedligeholdt af mennesket. Spørgsmålet, om hvad der er naturligt, kan sommetider virke absurd at stille i en storby.

I løbet af de næste to uger vil vi belyse aspekter af naturen i byen. Vi vil stille spørgsmål som: Er mennesker i byen blevet mindre naturlige? Kan vi bruge naturen til at styrke vores mentale sundhed? Hvad vil Københavns kommune gøre for at opretholde naturen i byen? Og så vil vi vise flotte optagelser fra Amager Fælled.

Billederne er taget af @coaportraits.