,

Natur eller by?

Hvad er natur? Er natur kun den dybe skov i Sverige eller også træet på Gammel Kongevej? Naturen kan ses på forskellige måder ifølge dagens skribent. Begrebet er vigtigt at granske, da det ofte opfattes i sin kontekst: “en potteplante i en lejlighed er et lille stykke natur, mens en potteplante i en skov er et lille stykke by”.
I dagens artikel får vi uddybet begrebet om natur, og hvorfor det er vigtigt, at vi definerer det på én bestemt måde.


Når vi snakker om bynatur, lader der til at være god overensstemmelse om, hvad der er indeholdt i dette begreb. Vi snakker om parker, kirkegårde, stier og alle de lignende grønne områder, der er konstrueret for bymenneskets skyld. Begrebet bynatur må altså på en måde adskille sig fra den ‘normale’ natur. Dette rejser tre spørgsmål om bynaturens status i forhold til naturen, og den rolle, bynaturen skal spille i vores samfund. Det første spørgsmål går på, hvad den anlagte bynatur er, når man ser den ude af sin eksisterende kontekst: hvad sker der med bynaturen, når vi ser den i sig selv og ikke som en oase i en storby? Det næste spørgsmål, der er relevant at stille, er, om bynaturen (Kongens Have for eksempel) også er natur, hvis den ligger i Struer eller i det nordlige Sverige? Sidst er det relevant at se på, om det overhovedet er muligt at anlægge natur.

Naturen omtales i daglig tale som noget, der står i modsætning til os mennesker, og de byer vi har indrettet os i. De fleste af os kender til at ønske sig ud i naturen, måske bare for en eftermiddag, fordi ’betonjunglen’, hvor vi lever vores liv, til tider kan blive for meget. Vi længes mod det grønne, mod det frie og det vilde; der hvor man kan se, at efteråret for alvor har fået magt, og hvor solens stråler atter bringer liv efter en lang vinter. Men hvad er natur?

Et fremmed stykke by midt i naturen

Når vi befinder os i Kongens Have, føler vi os pludselig langt fra den virkelighed, der eksisterer uden for de kortklippede græsarealer på den anden side af hegnet. Den velholdte beplantning kan noget, der står i skarp kontrast til byens veje og bygninger. Hvis vi derimod placerede det samme stykke bynatur midt i en stor skov ville kontrasten byttes om, og Kongens Have ville være malplaceret. Den ville virke som et fremmed stykke by midt i naturen.

Pointen er, at vores forståelse af natur er meget kontekstafhængig, og at en potteplante i en lejlighed er et lille stykke natur, mens en potteplante i en skov er et lille stykke by. Det lægger op til en forståelse af, at forskellige genstande besidder forskellige grader af naturlighed, og at potteplanten og Kongens Have ikke rammer højt på denne skala. Men selv her er naturlighed, skalaens højeste værdi, udefineret, og for at kunne få en præcis forståelse af den abstrakte størrelse, og svare på vores indledende spørgsmål, er vi nødt til at opnå en fælles forståelse af natur.

Jagten på en definition

I teksten Et mangfoldigt naturbegreb udforsker Hans Fink netop naturbegrebet ud fra syv forskellige forståelser. Den spænder fra forståelser af natur som noget uberørt, landligt eller levende til en tanke om at alt er natur i én stor sammenhæng. Forståelsen af natur som noget, der er uberørt af mennesket, er den første af Finks forståelser og er meget udbredt, samt virker tiltalende. Det problematiske ved denne forståelse er dog, at der så ikke er meget natur tilbage i verden. Menneskets omfattende indgriben fylder havene med plastik og luften med partikler, hvorfor mennesket kan siges at gribe ind i snart alle forhold på kloden. I den anden ende af Finks spektrum findes en forståelse af natur som ’det grønne’, og som han siger om dette perspektiv: ”selv potteplanter, racekatte og akvariefisk kan ses som natur i modsætning til cement, asfalt og plastikdippedutter” (Fink, Hans. 2002. Et mangfoldigt naturbegreb). Denne definition er selvfølgelig mere inkluderende, men adskiller sig meget fra den forrige. Hvis forståelsen af natur spænder så bredt, er det svært at forestille sig, at der kan være enighed om, hvordan vi sikrer, at der er god natur – og god bynatur ikke mindst.

Tredje definition: naturen som det hele

Fink kommer dog med en definition, der kan afhjælpe problemet, og som tilmed rummer en forståelse, der prioriterer naturen højt: naturen som det hele. Fink skriver: ”Naturen er det, der er på begge sider af enhver tænkelig grænse.” (Ibid.). Der er ingen skelnen, intet, der scorer højt på en skala, intet, der er for dårligt, grimt eller gråt, og intet, der er unaturligt. Her er mennesket natur, vores huse er natur, og vores bynatur, strande og skove er lige så meget natur. Det tvinger os til at se mennesket i sammenhænge. Sammenhænge med hinanden og med alt det vi bygger, river ned, køber og sælger. For hvis alt er natur, er vi nødt til at opretholde en balance og respektere det (skrøbelige) system, som vi tager del i. Vi kan ikke sætte os uden for fællesskabet i nogen som helst sammenhæng; vores indflydelse er altafgørende og kræver, at vi handler – og handler med omtanke. Det betyder ikke, at alle behøver at elske skove, søer og strande. Men det betyder, at vi skal respektere dem, ligesom vi skal med resten af naturen – for den er vores forudsætning, ligesom vi, på kort sigt i det mindste, er dens.

Hvordan skal vi så forholde os til de tre indledende spørgsmål med denne forståelse af naturen in mente? Det fantastiske ved at se naturen som det hele er, at det bliver let at forholde sig til den slags spørgsmål. For når naturen er alt, betyder det selvfølgelig, at Kongens Have er lige så meget natur som bondemandens marker eller Sveriges vilde floder. Naturen er altså defineret uafhængigt af kontekst. Og ja, natur kan godt anlægges. Dér hvor denne forståelse af naturen stiller krav til os er ved måden, vi vælger at lave og bruge naturen på. Når vi laver naturen, behøver vi ikke adskille den fra ‘resten af verden’ men kan samtænke alle dele af vores samfund, så de føromtalte sammenhænge opnås. I den daglige brug af naturen handler det om at finde naturen i det små såvel som i det store. Det er altid godt at komme ud i en skov og se andre billeder af naturen, end dem vi plejer, men det er også muligt at bruge byen på samme måde. En lukket københavnsk baggård kan være en smutvej ind i en anden verden, og en travl hovedgade kan være en påmindelse om vores alle sammens sammenhæng. Den klare opfordring er at lade være med at skelne og sætte grænser samt droppe tanken om, at byen er det grå og kedelige i modsætning til den sprudlende natur; de er ikke hinandens modsætninger. Vores værdsættelse af naturen starter i det små, og kommer, som Fink siger, på alle sider af alle tænkelige grænser.

 

Litteratur:

Fink, H. (2002). Et mangfoldigt naturbegreb

Gjerris, M., & Rubow, C. (2018). Naturens sprog – historier fra virkeligheden om fortryllelse, Frederiksberg: Eksistensen


Skrevet af Mikkel Walldo

Coverbillede af Coaportraits