Inklusion er vejen til politikerglæde

Hvordan udvikler vi demokratiet

ALTIVISTEN er nysgerrig på ungdommen. Ungdommens udfordringer, visioner og forslag til løsninger. I denne interviewserie samtaler vi med alle landets ungdomspartier. En for en. Hver uge bringer vi således et interview med ungdomsforkvinder og -mænd, hvor vi spørger ind til deres syn på demokratiets udvikling. Denne uges interview er med Nanna Bonde, der er forkvinde i Socialistisk Folkepartis Ungdom. Hun er 23 år, brænder for ligestilling, står op imod hverdagssexisme og ønsker et stærkt fællesskab i Danmark.

 

Hvorfor gik du ind i politik?

Fordi jeg virkelig brænder for at skabe et grundlæggende andet samfund end det, vi har i dag. Det tror jeg, at man kan, hvis man engagerer sig.

Jeg har altid været indigneret over ulighed og fattigdom. Jeg kunne se en klar uretfærdighed i kontrasten mellem, hvor velstillede vi er i Danmark i forhold til Afrika. For eksempel. Senere, da jeg for alvor kom ind i politik, oplevede jeg, at en meget lille del af den danske befolkning stikker fuldstændig af fra resten og bliver meget rigere og sidder på al magten, mens den brede del af befolkningen ikke har så meget at skulle have sagt.

Hvorfor er det vigtigt, at unge mennesker engagerer sig i politik?

Vi er fremtiden. Det er min generation, der kommer til at overtage den verden, som politikerne i dag efterlader til os. Derfor er det også min generation, der bliver nødt til at være på vagt, når politikerne er ved at skabe et samfund, som falder mere og mere fra hinanden. Det er os, der kommer til at stå med de stykker til sidst.

Hvordan bevarer man sin egen identitet og personlighed, når man går ind i politik og bliver en del af det etablerede system?

Egentlig er min personlighed i sig selv ikke så vigtig; men det er helt vildt vigtigt, at vi netop er en masse forskellige mennesker, der har forskellige holdninger, og at vi diskuterer os frem til en løsning sammen – og har et fælles mål.

Hvem er dine politiske forbilleder?

Da jeg meldte mig ind i SFU, var det Villy Søvndal. Jeg meldte mig ind under hele Villy-bølgen; han var denne her rockstjernefigur. Villy er for mig en helt speciel stjerne. Hvis jeg skal pege på en politiker fra et andet parti, så synes jeg at Mattias Tesfaye gør det helt vildt godt. Han tager nogle sager op, som folk virkelig kan forholde sig til.

Hvilke politiske modstandere inspirerer dig mest?

Der er også mange. Jeg har kæmpestor respekt for mine politiske modstandere. Der er i det hele taget noget inspirerende ved folk, der engagerer sig i politik. Hvis jeg skal pege én ud, hvor man virkelig kan mærke det engagement, så er det Anders Samuelsen – også selvom jeg rent politisk er dybt, dybt uenig.

Hvilket lovforslag vil du gerne stille?

En af de største udfordringer, vi står over for lige nu, er flygtningeproblematikken. Så hvis jeg skulle stille et konkret lovforslag, som forhåbentlig ville blive vedtaget, ville det være at familiesammenføring skal ske fra dag ét, når man har fået asyl. Det er så umenneskeligt, at man skal vente op til tre år for at få sin familie med, mens ens børn, kone eller mand sidder tilbage i en krigszone – som for eksempel i Syrien.

Hvad har du ændret mest holdning til, efter at du gik ind i politik?

Helt overordnet er jeg blevet klogere. Klogere på, at der skal store forandringer til. Hvis man for eksempel vil ændre på den negative sociale arv, så bliver man nødt til at tage fat helt fra starten og sige, at alle børn skal gå i daginstitution, og at det skal være gratis. Det løser – ud over en problematik med negativ social arv – også en integrationsudfordring, fordi mange nydanskere ikke får deres børn i daginstitutioner. Det lyder måske hårdt at gøre det til et krav, det kan næsten lyde som tvang. Men det er med til at løse en stor udfordring, og her er fællesskabet større end individet.

Hvordan udvikler vi demokratiet?

Vi er nødt til at sørge for at få alle med i demokratiet. Demokrati er ikke bare at sætte sit kryds hvert fjerde år. Det er at engagere sig – hele tiden. Så hvis vi skal udvikle demokratiet, skal vi give hele befolkningen redskaberne og muligheden for at være med i de politiske processer. Jeg synes, at man har centraliseret meget, og det peger tilbage på det, som jeg startede med at sige: At det er en lille elite af befolkningen, der løber med magten. Sådan er det også i politik.

Jeg er meget inspireret af en by i Spanien, der hedder Marinaleda. Det er en lille kommunistisk by med 3000 indbyggere, som jeg har besøgt for nogle år siden. Bystyret bygger på nogle principper, som jeg mener, at hele vores samfund burde bygge på, og det handler om helt konkret borgerinddragelse: Når man har politiske udfordringer, så diskuterer man det i nogle politiske fora, hvor alle har mulighed for at komme og sige sin mening.

Vi skal huske på, at det ikke er politikerne, der er eksperterne. Politikerne er formidlere, der skal sørge for at inddrage befolkningen. Det er derfor, jeg er medlem af SF, som er et bevægelsesparti. Elev- og studenterbevægelsen ved, hvad der foregår ude på universiteterne, på erhvervsuddannelserne, på gymnasierne og i folkeskolen. Miljøbevægelserne er eksperter på hele den grønne dagsorden, kvindebevægelsen har de stærke argumenter i ligestillingsdebatten. Det er dem, der er eksperterne. Ikke politikerne.

Hvad er de største udfordringer for demokratiet – både på kort og på lang sigt?

På kort sigt handler det om ytringsfrihed. Jeg synes, at der er en uheldig tendens i den politiske debat i øjeblikket; en tendens hvor man gerne vil lukke nogle holdninger ude og sige, der er noget, vi ikke accepterer, at man snakker om. Vi har senest set det med et direkte lovforslag, hvor man vil forbyde de religiøse forkyndere at opfordre til forskellige handlinger her i Danmark.

Det synes jeg er problematisk – at man prøver at begrænse demokratiet. At censurere er en af de absolut farligste ting, man kan gøre i et demokrati, og jeg er overbevidst om, at folk stadig vil mene det, de gør – det vil bare foregå under jorden. Så på kort sigt er den største udfordring, at ytringsfriheden er i fare, når man begrænser bestemte holdninger.

Hvad er et bæredygtigt samfund for dig?

Et bæredygtigt samfund er et cirkulært system. Bæredygtighed i sin reneste form handler om et opgør med det kapitalistiske system, som vi kender det i dag. Et system hvor vi har denne her store brug-og-smid-væk-kultur, hvor man hele tiden skal have noget nyt.

Det cirkulære system er et genanvendelsessystem. Det er både økonomisk, socialt, og omfatter hele den grønne dagsorden. Derfor tror jeg også, at hvis man skal skabe et bæredygtigt samfund, som vi jo kæmper for i SFU, så bliver man nødt til at gøre op med det kapitalistiske system. Jeg tror ikke på, at man ikke kan forene de to. Det kan godt være, at man rykker lidt inden for de rammer, der er, men det kapitalistiske system vil altid fordre, at der kommer mere vækst, og at profit er det vigtigste overhovedet. Hvis det er udgangspunktet, så bliver det en blind vækst, hvor man glemmer, at jorden har begrænsede ressourcer.

Hvordan får vi mere politikerglæde?

Det gør vi ved at udvide demokratiet. Jeg tror, at politikerlede opstår, når folk føler for stor afstand til beslutningsprocesserne, og når politikerne bliver distancerede fra den almindelige verden. Jeg mener, at alle de politiske processer skal foregå i øjenhøjde med befolkningen. Hvis vi skal skabe politikerglæde skal vi have politikere, der trækker bevægelserne ind på Christiansborg. Fordi det er dem, der er eksperterne.

 

Som en del af denne serie blev alle ungdomskvinder og -mænd stillet en udfordring. De skulle opfordre til tre handlinger, der for dem kan være med til at forbedre den politiske dialog og engagere flere unge i løsninger på aktuelle samfundsproblematikker.

I handlingsmulighederne nedenfor opfordrer Nanna Bonde til, at du skriver under for en mere retfærdig flygtningepolitik. Det kan du gøre her