,

DEN GLOKALE BORGER – VÆSKEBALANCEN TIPPER


Altivisten har i mini-serien “Den glokale borger” fokus på glokalt medborgerskab og klimafortællinger, der søger lokal indsigt og globalt udsyn med hensyn til at leve og handle mere bæredygtigt i samklang med klimaforandringerne og hinanden. Fortællingerne er inden for genren klimafiktion, der bruger fiktionen til at belyse virkelige historier, såsom den aktuelle undtagelsestilstand i Peru.


af Stine Emilie Fløe Dalby

Det kræver vandvittig indsigt at få udsyn til vandvittigt vejr

Vand er kilde til liv, til altings begyndelse og til at vanlige vaner brydes, når peruvianske byer lige nu står i vand til knæene og må vandre fra jordskred, oversvømmelse og vandvittigt vejr. Både klode og menneske består af cirka 70 procent vand, og alligevel er vi som menneskelige vandmænd og kvinder varsomme med at passe på klodens væskebalance, når tørke, tørst samt rindende vand og regnskyl gør klodens vejr- og væskebalance ustabil.

Den menneskelige vandmand

Ved at være menneskekrop, trække vejret, udånde og svede udskiller vi knap 1 liter vand om dagen. For ikke at dehydrere, har vi brug for nye vanddepoter, der giver livsnødvendig næring til vores celler. For lidt vand kan derfor få ødelæggende konsekvenser for kroppen, og omvendt kan for meget vand ødelægge nyrernes evne til at udskille urin, samt påvirke menneskets saltbalance og skabe omtågede og svimle tilstande. Den fine og følsomme vippe, som menneskets væskebalance udgør, gør sig også gældende på kloden, hvor for meget eller for lidt vand kan få katastrofale følger for de menneskelige vandmænd og kvinder på kloden. Lige nu er klodens væskebalance f.eks. tippet i det nordlige Peru, hvor vejrfænomenet El Niño fra januar 2017 har skabt øgede mængder regnskyl, jordskred og oversvømmelser, der i marts 2017 har sat over 70.000 peruvianere fra hus og hjem og halvdelen af landet i en usædvanlig undtagelsestilstand.

Denne regntid har således tidoblet regnmængder i forhold til det sædvanlige, hvorfor en familiefar i Peru lige nu måtte se sine mange afgrøder og marker drukne i vand, samt broer og veje styrte sammen pga. floder, der var gået over deres bredder. Transport til og fra hans landsby var således blevet umulig. Derfor steg fødevarepriserne i de mange nu tillukkede peruvianske landsbyer, hvorfor de mest fattige nu blev de mest sårbare over for klodens følsomme væskebalance.

Snart var der heller ikke mulighed for rent drikkevand i Perus hovedstad Lima, hvor rent vand var blevet en sjælden vare pga. jordskred og oversvømmelser, der havde presset rensningsanlæg til det yderste. Derfor stod peruvianske kvinder og børn nu i kø for at få rent drikkevand, mens regnen skyllede ned.

Vandet var således livgivende og ødelæggende på samme tid. Den peruvianske kvindes væskebalance skreg på rent vand, samtidig med at klodens væske- og vejrsystem i Peru mæskede sig i utrolige vandmængder, pga. de stigende havtemperaturer ud for den peruvianske kyst, der regulerede de voldsomme regnmængder inde i landet.

Klodens følsomme vippe og væskebalance, var således de seneste år blevet mere letpåvirkelig, hvorfor ekstrem tørke kunne finde sted i den ene ende af kloden, samtidig med at ekstreme regnmængder skyllede ned i den anden ende.

Klodens væskebalance var således under pres.

Et pres, der steg yderligere i Andesbjergene, hvor 70 procent af de tropiske gletsjere befandt sig. Her smeltede gletsjere ligeledes pga. den globale opvarmning, hvilket på sigt ville mindske adgangen til drikkevand og vand til de små landbrug i Peru. Peru var derfor ifølge ngo’en CARE det 3. mest sårbare land i forhold til klimaforandringerne. Sårbarhed over for væskebalancen var dog ikke kun et spørgsmål om klima-fænomeners styrke, men også om måden, hvorpå infrastruktur og bygninger kunne modstå øgede vandmængder, om man havde de økonomiske ressourcer til at genopbygge vandskader og betale øgede udgifter, samt hvor godt klimatilpasning og forebyggende sociale indsatser, som viden og erfaring blev etableret.

På samme måde var nogle menneskelige vandmænd også mere sårbare overfor dehydrering end andre, når væskebalancen tipper i hverdagen. Ofte er ældre og børn typisk sårbare, eller folk, der er udsat for for meget varme eller er syge og lider af diarre eller opkast. ”Drik noget vand” er altid et godt råd, når vi finder folk svage, svimle eller andet, og vi tager os af de mest sårbare.

Så når væskebalancen tipper på kloden, og det går ud over de mest sårbare grupper, som fattige bønder i Peru, kvinder og børn, der lider under konsekvenserne af enten for meget eller for lidt vand, er det måske glokalt medborgerskab at vise vandvittig indsigt og omsorg til udsynet af det vandvittige vejr?

Kan væskebalancen genetableres?

I de hårdtramte byer såsom Piura og Chulucanas i Peru måtte peruvianerne nu på barrikaderne med sandsække, der skulle skærme for de mudrede oversvømmelser og prøvede at befri de overrendte floder fra de mange plastic-genstande, der havde blandet sig i vandet. Derudover skulle de passe på nye sygdomme som Zika og dengue-feber, da myg nu kunne trives i nye områder tæt ved vand.

En peruviansk ung mand, der var vidne til oversvømmelserne, havde sat sin lid til Pachamama, dvs. Moder Jord, og havde derfor respekt for, at hendes pis nu var i kog, da menneskelige vandmænd og kvinder i længere tid havde udsat hende for varme temperaturer, der havde forårsaget den letpåvirkelige ustabile væskebalance. Nogle gange var hun tørkende tørstig, og andre gange pøsede hun med regnvand for at holde varmen ud. Det eneste der nu var at gøre for de menneskelige vandmænd og kvinder var at genoprette vandskaderne her og nu og forebygge, at nye gjorde sig gældende ved at spare på vandet, på CO2’en og leve et liv med bedre væskebalance. Vi var trods alt bærere af 70 procent vand, der skulle passes på og balanceres både i krop og på klode.