MODEBUTIKKER PÅ NETTET PRESSER MILJØET


Ordet bæredygtighed høres efterhånden ofte indenfor modebranchen. Alina, der har undersøgt sagen nærmere, er dog ikke så sikker på, at en sådan branche kan retfærdiggøre at reklamere sig selv som “grøn”. Faktisk belaster tøjproduktionen – især med den nemme tilgang til tøjkøb via nettet – miljøet i allerhøjeste grad. Men hvad skal vi gøre for at løse dette massive problem? Ligger ansvaret egentlig hos forbrugeren, da det jo er herfra efterspørgslen kommer?


Af Alina Sørensen

Den danske modeuge løb af stablen her i sensommeren og sluttede for mange af de deltagende modevirksomheders vedkommende med et brag af en fest. En vellykket og veloverstået modeuge skal sædvanen tro fejres med åbne champagnesluser og en ofte hatte- eller hætteklædt DJ, som lægger det lydmæssige bagtæppe til en aften hvor alle modeæstetiske indtryk fra den nuværende og ikke mindst kommende sæson er gearet op og tilstede i overflod. Modeller, branchefolk, bloggere og en hær af hangarounds har igen fundet sammen om kulminationen på modebranchens hårde arbejde i endnu et halvår for at perfektionere dansk modedesign og det sandsynligvis endnu hårdere arbejde med at filtrere designernes kreationer ned til noget som ‘almindelige’ mennesker vil købe og dermed skabe platformen for en kommerciel succes i endnu en sæson.

Inde i skyen af selvtilfredshed over kommerciel succes, som uvægerligt hænger over disse herlige modefester er også et fremtrædende element af selvtilfredshed over hvor god modebranchen nu er blevet til at passe på vores miljø og ikke mindst de mennesker, som arbejder og bor på og omkring de møller og fabrikker, som producerer den tekstil og de materialer, som vores tøj, sko, tasker og accessories er lavet af. Dette mærkes tydeligt, da bæredygtighed er et yndet samtaleemne blandt disse ballers løver og løvinder – naturligvis akkompagneret af lige del champagne og canapeer – og så selvfølgelig af den åbenlyse årsag at man alle vegne på plakater, brochurer, invitationer, bordkort og skilte møder ordet ‘bæredygtighed’ ofte efterfulgt af en opfordring til at støtte eller involvere sig.

Ekspertorganisationer ikke imponerede

Efter at have modtaget dette veritable bombardement af bæredygtighedsreferencer til hele tre af disse festligheder på samme aften – hvor jeg deltog i min egenskab af journalist – blev jeg nødt til at udfordre min kritiske indstilling og kaste et blik på det igen. Det kunne jo være der var noget om snakken og at modebranchen virkelig var blevet bedre. Jeg begyndte derfor den efterfølgende dag med iver og håbefuld forventning min research hos EEA, UNEP, UNESCO og et par hjemlige organisationer, men det tog ikke lang tid at konstatere, at de, som slår sig op som ekspertorganisationer både internationalt og herhjemme, ikke finder samme grund til begejstring, som branchen selv synes at gøre.

All right, men hvorfor så al den snak og gøren opmærksom på sig selv, hvis det man gør i virkeligheden ikke rykker noget eller i endnu værre fald, hvis det forholdt sig således, at man bare snakkede uden at gøre noget? Der måtte være noget mere til den historie, så jeg tog fat på tal fra modebranchen for at få et indtryk af, hvordan den vækster, samt hvilke produkter der rent faktisk sælges. De tilgængelige online brancheanalyser og artikler istemmer sig alle en forventning om, at 2017 bliver et rekordår for modebranchen internationalt og i Danmark målt på omsætning, hvilket i høj grad skyldes en hastigt stigende effektivitet i detailleddet – en effektivitet som tilsyneladende er drevet frem af de store Internetbutikker.

Webshops skaber presset

Så det er de hersens online-kæmper som BooztZalandoFashionForest – og hvad de ellers hedder – som er blandt hovedårsagerne til modeproducenternes rekordforventninger og ekstra brede smil til modeugens afsluttende champagneorgier. Hmm, interessant… Særligt fordi forbrugere således ikke bare er skiftet fra fysisk handel til nethandel, men også har øget forbruget markant overordnet set. Da dette blev klart, var min umiddelbare tanke, at stigningen i afsætning af tøj og sko til alle landets modemænd og -kvinder måtte være årsagen til. at miljøorganisationerne ikke rapporterede om markante bæredygtighedsforbedringer på trods af branchens proklamationer herom. Kort sagt: der øses vand ud af den synkende skude hurtigere end før, men der er nu kommet flere huller i skroget, så resultatet forbliver det samme.

Men hvorfor egentlig det?! Burde effektiviteten ikke stige jo mere der produceres? Burde vi ikke i endnu højere grad kunne gøre brug af nogle positive stordriftsfordele? Kan man ikke bruge det samme vand flere gange, mindske affaldsmængden pr. kvadratmeter stof produceret, bruge energien bedre or something? Jeg ringede derfor til en gammel bekendt i Mumbai, hvis familie i årtier har drevet en tekstilfabrik. De leverer primært til den militære sektor, men han måtte alligevel kunne fortælle mig noget om, hvad der egentlig skal til for at producere en mængde stof i forhold til en større mængde. Chandan, som han hedder, kom imidlertid med en for mig noget nedslående beretning. Det viser sig desværre, at ved øget produktion til eksempelvis den dobbelte mængde tekstil forøges forbruget af vand, elektricitet og menneskelige ressourcer til det tre- eller firdobbelte! Det er altså en slags eksponentiel stigning, hvor en stødt stigende efterspørgsel på den ene akse får miljøpresset på den anden akse til at stige eksplosivt. Den lader vi så lige stå et øjeblik…

Alle indsatser gælder – store som små

Min kritiske indstilling overfor modevirksomhedernes CSR-indsats blev udfordret men forblev i den grad, hvor den hele tide har været. Men jeg blev efter min research efterladt med en række nye spørgsmål, hvoraf det vigtigste nok er: hvor skal vi så nu tage fat? Det lader jo til at modeproducenterne prøver, men hvis efterspørgslen stiger på foranledning af en masse nye afsætningskanaler, hvilket placerer os værre end før, er det så løsningen at gå hårdt efter modeproducenterne? Skal vi i stedet fortælle internetfolk, at de ikke må lave flere webshops, som gør det nemt og bekvemt for forbrugere at købe modeprodukter? Eller skal vi bare nøjes med at regulere mængden af marketing fra disse webshops? Og hvis vi starter den regulering, hvilke andre brancher skal vi så også tage fat i? Jeg har selvfølgelig ikke svaret og jeg skal sandelig heller ikke placere mig selv på en høj moralsk grund – jeg tager også tøj på kroppen hver dag, og jeg har også handlet sko og tøj på nettet. Men en endnu større lyst end før har indfundet sig til at skabe opmærksomhed om bæredygtighed og om nødvendigheden af, at alle mennesker både forholder sig til det og helst også gør noget aktivt både i og udenfor modebranchen. Kom så!


Alina Sørensen er født 1984 og er fra Østerbro. Hun er Master i Kommunikation fra Copenhagen Business School, og har siden barnsben været interesseret i mode, modens historie og i den forbindelse bæredygtighed. Bæredygtighed inden for både tekstilindustrien samt andre tilknyttede industrier er således hendes store passion og samtidigt et felt, hun beskæftiger sig med professionelt.


https://www.fashionforest.dk/
– FashionForest

https://www.eea.europa.eu/publications/environmental-indicator-report-2014
– EEA

http://www.unep.fr/shared/publications/other/WEBx0072xPA/manual_cdrom/CPlinks/pdfs/3.4E_wet_textile.pdf
– UNEP

http://drustage.unep.org/chemicalsandwaste/sites/unep.org.chemicalsandwaste/files/publications/CiP_textile%
202011%20case%20study%20report.pdf
– UNEP

http://www.mdpi.com/2071-1050/7/2/1603/htm
– UNESCO