,

MINE BADEBUKSER ER SYET I KINA

 


Det er svært at opføre sig samvittighedsfuldt, når man står over for et tiltrækkende stykke tøj til ingen penge. Især fordi den eneste åbenlyse indikation af, at der er noget galt, er den lille seddel i tøjet: ”Made in Bangladesh.” Og så er det ikke engang sikkert, at der er noget galt med, at tøjet er produceret i Bangladesh.


af Jarl Viktor Schultz

Jeg er i Madrid, i en ultra-billig tøjbutik ved navn Oasis. Jeg er gået ind i Oasis, fordi jeg savner et par badebukser, og jeg bliver derfor begejstret, da jeg får øje på et par lidt konservative men ellers udmærkede badebukser. Jeg kigger på prissedlen: 8 euro. Sygt billigt. Men en nagende følelse melder sig, da jeg kommer til at tænke på, hvordan badebukserne er produceret. Hvor? Af hvem? Hvordan kan de gøre det så billigt?

Jeg finder det lille mærke inde i badebukserne, og jeg kan se, at de er lavet i PRC. Det må være People’s Republic of China. Det er relativt nemt at se, hvor tøjet er produceret, men hvordan kan jeg vide, om det er produceret på en ordentlig måde?

Man hører meget om børnearbejde, og når en international, ultra-billig tøjkæde som Oasis kan sælge mig et par badebukser fra Kina til 8 euro, bliver jeg mistænksom. For kan man forestille sig andet, end at badebukserne er produceret enten ved børnearbejde, eller i hvert fald under helt umenneskelige vilkår?

En sølle protest

Jeg begynder at diskutere med mig selv. Skal jeg købe badebukserne, selvom jeg har mistanke om, at de er produceret på en forfærdelig måde? Jeg kunne selvfølgelig spørge den madrilenske kvinde bag kassen, men jeg tvivler på, at hun vil forstå mig, og selv hvis hun gjorde, ville hun sikkert ikke have været i stand til at fortælle mig, hvordan tøjet er produceret.

Det er altså en beslutning, jeg må træffe alene. I mit hoved argumenterer jeg for, at så længe jeg ikke med sikkerhed ved, at badebukserne er produceret ved hjælp af børnearbejde, kan jeg godt forsvare at købe dem. Ja, for ellers kan jeg jo aldrig købe tøj igen, med mindre det er designertøj fra Vesteuropa.

Jeg bevæger mig i retning af kassen. Jeg vil købe badebukserne, for jeg finder aldrig nogen, der er lige så pæne til dén pris. Og den tanke kan jeg næsten ikke bære, for jeg er allerede begyndt at se mig selv ligge på stranden sammen med min kæreste i de badebukser.

I sidste øjeblik vinder fornuften over begæret. Selvom jeg længes efter de badebukser, er jeg begyndt at få kvalme over mig selv. Jeg lægger dem modvilligt fra mig og forlader butikken. Jeg er fortvivlet over situationen – mine principper vandt, men alligevel er jeg ikke sikker på, at det var det rigtige, jeg gjorde.

Der var jo ikke nogen beviser for, at badebukserne var produceret på en amoralsk måde. Og hvad er det overhovedet, jeg håber at opnå, ved ikke at købe badebukserne? Tror jeg virkelig på, at de ikke vil blive købt af nogen andre alligevel? At der ikke fortsat vil være fabrikker i Asien, hvor børn syer badebukser, t-shirts og bukser, hvis bare jeg ikke køber de badebukser? Det er en sølle protest, jeg har begået.

De lykkelige forbrugere

I Primark, en anden ultra-billig tøjbutik, har jeg aftalt at mødes med min mor. Det er hende, der har inviteret mig på mini-ferie til Madrid. Jeg fortæller hende om episoden med badebukserne. Hun synes det er fint, at jeg ikke købte dem, men hun mener dog også, at jeg godt kunne have købt dem. ”Du er jo på ferie,” siger hun til mig, ”jeg synes du skulle give dig selv lov til at slappe af, mens du er her, og så gå op i principperne derhjemme.”

En blandet følelse af tilfredsstillelse og skam, der minder om den følelse, man kan sidde tilbage med efter en pornofilm.

Jeg går langsomt rundt i den enorme butik og kigger på de hundredevis af energiske mennesker, der myldrer omkring mig og begejstret samler det ene efter det andet billige tøjstykke op og putter det i deres Primark-kurv. Igen føler jeg kvalme. Så mange mennesker der lykkeligt forbruger, tilsyneladende uden at skænke det en tanke, at der er en grund til, at butikken kan sælge så billigt tøj. Hvis blot de ville se lidt mere alvorlige ud, bevæge sig i et lidt mere behersket tempo, udvise lidt mindre åbenlys glæde.

Jeg tygger på min mors ord. Måske har hun ret. Det er i hvert fald en ulidelig tanke hele tiden at skulle opføre sig som en bevidst forbruger, især når det virker næsten umuligt at afdække produktionsforholdene.

Efter en pervers pornofilm

For jeg ved ganske vist, at tøjet er lavet i Bangladesh, Kina, i Myanmar, det kan jeg læse mig frem til på det lille mærke inde i tøjet, men det er også så vidt tøjstykkets egne oplysninger bringer mig. Hjemme i Danmark havde man måske kunnet spørge til tøjbutikkens sociale værdier; måske ville der være en venlig CSR-ansat, der havde skrevet en pamflet jeg kunne læse, som kunne overbevise mig om, at det på en eller anden måde er okay at købe en t-shirt til 50 kroner.

Men i Madrid foregår kommunikationen mellem mig og de lokale på et meget lavt niveau. Madrilenerne forbløffer mig hele tiden med deres hjælpeløse engelsk, og mit spanske rækker ikke meget længere end til at spørge, om man mon taler engelsk. Og jeg er trods alt på ferie. Måske må man virkelig gerne slække lidt på principperne, når man er på ferie.

Min mors princip ender med at blive mit princip: Når man er på ferie, må man godt koble lidt fra. Jeg køber en flaskegrøn skjorte, der er syet i Bangladesh og en kasket der er produceret i Myanmar; jeg køber en t-shirt, der kommer fra Kina og et par solbriller fra Tyrkiet. Damen ved kasseapparatet taster mine køb ind, og det viser sig, at jeg har købt for i alt 20 euro. 150 kroner.

Da jeg forlader Primark, har jeg kun ét mål: Badebukserne i Oasis. Da jeg tyve minutter senere forlader Oasis med en plastikpose i hånden, er det med en blandet følelse af tilfredsstillelse og skam, der minder om den følelse, man kan sidde tilbage med efter en pornofilm, der var lidt mere pervers, end man havde tænkt sig.

Moralsk teater

Jeg tænker på alle de mennesker i Primark, der bekymringsfrit forsyner sig med bunkevis af billigt tøj. Er der nogen væsentlig forskel på dem og mig? Jeg har jo også købt masser af billigt tøj, sandsynligvis syet af fattige børn i Asien. Den eneste forskel er, at jeg gik langsomt rundt mellem butikkens etager, og at jeg så sur og vrangvillig ud, imens jeg gjorde mine indkøb.

Jeg har tilbragt nogle semestre med at læse filosofi og er opdraget til at mene, at det gør en afgørende forskel for virkeligheden, hvordan vi tænker og taler om den. At virkeligheden tager form efter de ord, vi fortolker den igennem. Men er det andet end teater, når jeg med kropssprog og gestik giver udtryk for, at jeg tager afstand fra Primark, Primarks produkter og Primarks kunder?

Jeg er mere bevidst end de øvrige handlende om, hvad det er jeg gør, og det gør ondt i min samvittighed, at jeg gør det – men jeg gør det, og på den måde støtter jeg i lige så høj grad som de andre handlende Primarks produktionsmetoder, både moralsk og finansielt.

Uanset hvad jeg havde gjort, ville jeg have haft det dårligt med mig selv. Enten fordi jeg købte slaveproduceret tøj, eller fordi jeg var så naiv at tro, at det ville gøre en forskel, hvis jeg ikke købte badebukserne. I det hele taget er jeg forlegen over at være så letbevægelig, at jeg kan fortvivles over et par badebukser.

Jeg er fortvivlet over situationen, og over mig selv. Men næste gang jeg skal købe tøj, når jeg er tilbage i Danmark, så vil jeg forlange at få at vide, hvordan tøjet er produceret.

Ved at afgive det løfte til mig selv, falder jeg lidt til ro, og da jeg om aftenen sidder på en udendørsrestaurant og spiser paella sammen med min mor, tænker jeg ikke længere på hverken badebukser eller børnearbejde. Jeg tænker på, om jeg skal have dessert.