MERE BYT – MINDRE NYT

altivisten-facebook

Bæredygtig mode handler også om, hvordan man forbruger: At forny sin garderobe, uden altid at købe nyt. Signe Termansen udfordrer i dette indlæg, vores køb-og-smid-væk kultur. Hun opfordrer til, at man går på opdagelse i sit klædeskab og købelyst.

 

Kan moden være bæredygtig, når det blandt andet er den skiftende mode, der får os til at købe meget mere, end vi har brug for? Måske, hvis vi definerer mode som andet end det vi ser på catwalken, i butiksvinduet og på magasinernes glitrede sider. Hvis vi lader den være noget, der ikke nødvendigvis skal købes.

Bæredygtig mode er bæredygtigt forbrug

Hvis man ser på det, vi klassisk forbinder med mode, er der en selvmodsigelse i begrebet “bæredygtig mode”. Moden er med sine skiftende trends og tendenser, hvor noget er “in” og andet “yt”, med til at skabe en køb-og-smid-væk kultur og et overforbrug, hvor vi føler et behov for konstant at købe nyt. Meget tøj bliver produceret under elendige forhold og solgt billigt nok til, at vi ikke behøver tænke os om.

Men mode handler også om stil. Kreativitet, fornyelse og leg med forskellige udtryk. Og vi kan jo trods alt ikke undvære tøj, så hvorfor ikke have det lidt sjovt med det? Bæredygtig mode er også bæredygtigt forbrug. At finde en balancegang, hvor vi opfylder vores behov uden at slide unødigt på miljø og mennesker.

To buy or not to buy, that’s the question

Da psykologen Abraham Maslow i 1943 lavede en grafisk fremstilling af menneskets behov i form af sin behovspyramide, var materielle goder som beklædning anset som et helt basalt, fysisk behov, og befandt sig derfor i pyramidens bund. Forbrug af blandt andet tøj har ændret sig en del siden, hvilket blogger og illustrator Sarah Lazarovic måske indirekte kommenterer på med sin fortolkning af pyramiden fra 2014. Illustrationen “The buyerarchy of Needs” optræder i hendes visuelle essay “A Bunch of Pretty Things I Did Not Buy”.

Hendes pyramide skitserer det moderne menneskes behov i forhold til forbrug. Hun oplister fra bund til top: Use what you have, borrow, swap, thrift, make, buy. Det fine ved Lazarovic er, at hun ikke fordømmer det at købe fra nyt, men fremstiller det som det, vi har mindst behov for. Så før vi tager en svingom med Dankortet, bør vi først undersøge, om vi kan bruge noget, vi allerede har, låne, bytte, købe brugt eller lave selv.

Alternativer til at købe nyt

Heldigvis findes der mange alternativer til at shoppe i almindelige butikker. Man kan købe brugt både i genbrugsbutikker, på loppemarkeder eller online på sider som www.dba.dk eller www.trendsales.dk. Man kan bytte tøj i boligforeningers bytterum, holde tøjbytteaftener med sine venner, blive medlem af kjolebyttebutikken Resecond i København eller Århus eller bytte i det online dele-klædeskab på www.verascopenhagen.dk.

Eller hvad med en tur på byttemarked? Konceptet er enkelt: Man giver tøj og ting, man ikke selv får brugt, og tager derefter, hvad man kan bruge af andres aflagte sager – gratis. Info om alle landets byttemarkeder kan findes på www.byttemarked.nu eller Facebooksiden Byttemarked.

Man kan også dele sit tøj med andre, f.eks. ved at låne det ud til venner. I stedet for at købe nyt festtøj, hver gang man skal til fest, kan man måske låne sig frem? I den helt passive ende kan man lade helt være med at anskaffe sig nyt, og i stedet se hvad der gemmer sig derhjemme bagerst i klædeskabet.

Behov eller bare for sjov?

Når man er blevet god til at dyrke genbrug for fuld skrald, er det godt at blive venner med sin indre kritiker. Spørge sig selv: Har jeg reelt behov for en nye jeans, sko eller solbriller? Eller har jeg blot en lyst til noget nyt? For det er især ved det reelle behov, at det virkelig giver mening at købe nyt. De sjove køb og fund, der bare skal give et friskt pust i garderoben, er der rig mulighed for at gøre i genbrugsbiksen, på loppemarkedet, på byttemarkedet eller i vennernes klædeskabe.

Køb bæredygtigt

Men hvad så, når man har brug for nyt undertøj, et ordentlig vinterjakke eller andet, man helst vil købe fra nyt? Så er det her, man kan støtte nogle af de mere bæredygtige brands, vælge bæredygtige materialer eller investere i kvalitet, der holder i mange år. For en bonus ved at lade størstedelen af ens tøjforbrug være genbrug er, at når man endelig køber nyt tøj, har man i højere grad råd til at prioritere kvalitet, holdbarhed og bæredygtighed.

Hvis du har fået blod på tanden til mere byt og mindre nyt i garderoben, er der nedenfor tre bud på, hvordan du kommer i gang.