, , ,

Martha, Maria og forestillingen om borgerløn

Illustration af Gunnar Kristen Hansen


Spørgsmålet om indførelse af borgerløn florerer disse år omkring i samfundet. Borgerløn er dog endnu ikke for alvor kommet på politikernes dagsorden, og det kan muligvis skyldes, at det gør op med en af vores grundlæggende følelser: at man skal yde, før man kan nyde. Kan borgerløn på denne baggrund overhovedet siges at være retfærdigt?
Dagens skribent anvender en bibelsk analogi og diskuterer denne komplekse sag.


Af Malene Michelsen, cand.mag.

Kan borgerløn være retfærdigt?

Borgerløn nævnes i disse tider indimellem som svar på fænomener som teknologisering, fremvæksten af det prekære arbejdsmarked og stigende ulighed. Men ideen om borgerløn rejser et grundlæggende spørgsmål om menneskets væren i verden. Kan og vil vi overhovedet forestille os et samfund, hvor alle mennesker er sikret et eksistensgrundlag uden krav om at yde en indsats til gengæld? For det er sådan, de fleste borgerlønstilhængere forestiller sig den nye samfundsmodel. Alle borgere skal uden arbejdspligt sikres en grundindtægt, som man kan leve af på et beskedent niveau. Er det sandsynligt i et samfund – nationalt eller globalt – at skabe enighed eller bred opbakning blandt befolkningen til en model som denne – eller kolliderer det indbyggede samfunds- og retfærdighedssyn mon med for mange menneskers oplevelse af virkeligheden?

Indførelse af borgerløn vil kræve eller igangsætte en dybereliggende mental forandring af vores fællesskab – oplevelsen af os selv og hinanden. Vi skal gøre op med nogle af de dogmer, der ligger til grund for vores nuværende samfund, som fx at man skal ‘yde før man kan nyde’ og ‘gøre sin (arbejds)pligt og kræve sin ret’. Der åbnes også op for et større mulighedsrum i forhold til, hvad det enkelte individ og fællesskabet skal foretage sig og ‘producere’, eftersom traditionelt lønarbejde ikke er nødvendigt for overlevelse. Vores nuværende indretning, hvor man er forpligtet til at forsørge sig selv, mens fællesskabet kun forsørger dem, der er syge eller midlertidigt uden lønarbejde, vil med borgerløn blive grundlæggende forandret. For nogle vil det sandsynligvis lyde dybt provokerende og uretfærdigt, mens andre givetvis vil opleve det som frisættende, konstruktivt og retfærdigt.

 

Martha og Maria

I relation til borgerløn tænker jeg indimellem på den bibelske fortælling om Martha og Maria. Det er fortællingen om Jesus og disciplene, der kommer på besøg i de to søstres hus. Mens storesøster Martha straks giver sig i kast med at opfylde værtinderollen, som hun forstår den – ordner og tilbereder mad – sætter Maria sig ved Jesu fødder og lytter til hans fortælling. Martha beder på et tidspunkt Jesus om at få Maria til at hjælpe, men Jesus siger, at Martha gør sig for mange bekymringer, og at Maria har valgt den gode del…

Når jeg tænker på den fortælling, er det nok fordi, spørgsmålet om borgerløn også hos mig vækker stærke følelser. Dels vækkes min indre martyr, og min tillid til verden og andre mennesker kommer på prøve. Skulle jeg bare lade være med at bekymre mig – der er jo nogle arbejdsopgaver, der skal løses. Og hvis ikke arbejdsmarkedet skal regulere det, hvem skal så? Det syn på retfærdighed og moral, jeg har fået indprentet gennem min opvækst, udfordres. Jeg er opdraget til at yde og præstere, til ikke at tænke på mig selv først og til at agere økonomisk ansvarligt, tilpasse mig og yde en indsats for fællesskabet, så jeg kan forsørge mig og mine.

Min opdragelse – og en del andres i nutidens samfund, tror jeg – harmonerer med ‘gør din pligt og kræv din ret’, og det må vel respekteres eller tages som udgangspunkt, når vi taler om borgerløn. På spil i fortællingen om Martha og Maria er jo spørgsmålet om, hvad der er det rigtige at gøre – både som individ og i den situation, der er fællesskabets. Martha ser det som sin pligt at sørge for de ydre ting og være en god værtinde, og hun føler sig forurettet over, at hun alene skal løse disse opgaver. Maria, derimod, kan siges ikke at leve op til idéen om, at man skal yde, før man kan nyde. Hun handler fra hjertet, søger samværet og glæden, kunne man sige, og hun sætter sig ned og lytter med nærvær til sine gæsters fortællinger. Det er hende, Jesus støtter i fortællingen – og hvor kan jeg godt forstå det, men hvor bliver jeg samtidig berørt og føler med Martha….

For Martha har vel også ret, har hun ikke? Kunne man overføre noget af essensen i fortællingen og diskutere om:

– Martha (i overført betydning) med en borgerløn kunne slippe ud af sin martyrrolle, fordi hun ikke længere vil være tvunget til at arbejde.

– Borgerløn vil gøre os i stand til som samfund at udnytte den rigdom og de ressourcer, vi har til rådighed på en mere bæredygtig måde.

– Vi som samfund virkelig kan forestille os, at de nødvendige arbejdsopgaver vil blive udført, hvis der indføres borgerløn.

– Kan vi som samfund enes om, at alle skal sikres en grundindtægt uden krav om modydelse? Er det ikke naturstridigt?

– Borgerløn vil frisætte en masse menneskelig energi og potentiale, der i vores tid ellers er undertrykt i et neoliberalt paradigme og et presset arbejdsmarked.

– Borgerløn vil være sundt for planetens klimatiske tilstand i og med, at mennesket vil blive frisat til at kunne vælge en anden vej end forbrug og rovdrift på natur og mennesker.

 

For dyrt eller nødvendigt?

Efter gennem længere tid at have været interesseret i og skiftevis tiltrukket og frastødt af selve borgerlønstanken kalder jeg nu mig selv for borgerlønsskeptiker. Som beskrevet befinder jeg mig rigtig meget i det nuværende paradigme og hælder til at mene, at det vil være usundt for mennesket ikke at være ’tvunget’ eller forpligtet til at yde en indsats for fællesskabet og for egen overlevelse. Ligeledes lytter jeg relativt ydmygt, når økonomer indvender, at borgerløn vil være alt for dyrt, og jeg forstår også godt modstanderargumentet om, at borgerløn kunne få uligheden til at stige – hvilket i mine øjne ikke er gunstigt.

Men min tvivl opstår, fx når jeg tænker på, hvordan kloden lider sådan under den adfærd og livsform, der præger verden i dag. Samtidig rammes mange mennesker af stress og depression eller en endnu mere udbredt følelse af meningsløshed og frustration over at lytte til, at vi er nødt til at arbejde mere og længere og til at bidrage til mere vækst. Er det den rigdom og det fremskidt, vi fortsat ønsker? Måske burde vi i stedet sætte tempoet ned og ændre kurs – lade os inspirere mere af Maria – men har rigtig svært ved at gøre det hver især, så længe vi lever i en neoliberal markedsøkonomi og en forbrugskultur og er forpligtet til at bidrage til, at hjulene fortsætter med at dreje i samme retning som hidtil. Her kunne borgerløn måske være en del af løsningen. Jeg ved det ikke, men inviterer med denne tekst til refleksion.

 


Vil du med på rejsen og fx være med til at overveje, om vi som mennesker og samfund har brug for (løn)arbejdspligten, eller om borgerløn kunne være en del af vejen til et mere bæredygtigt samfund?

  • Alternativets borgerlønsgruppe afholder i denne tid en række debataftener om borgerløn, som du kan deltage i, hvis du være med til at diskutere borgerløn fra forskellige vinkler. Hent (gratis) billetter her.
  • Borgerlønsgruppen har også udgivet en rapport. Læs den her

 

Artiklens forfatter er IKKE medlem af Alternativets borgerlønsgruppe men uafhængig skribent.