,

LYT OG SKAB DIALOG

 


Tør vi bruge det kommende kommunal- og regionalvalg til at være modige nok til at lytte til dem, vi ikke forstår? Frem for at fortsætte den farlige leg med ord.


Af Julie Herdal Molbech

I kølvandet på det franske præsidentvalg fulgte en bølge af kritik: ’Emmanuel Macron har ikke rigtigt vundet’, lød det. I virkeligheden har han været et ’fravalg af højrepopulismen’ – i Frankrig repræsenteret ved Marine Le Pen. Herhjemme har vi på mange måder samme politiske og økonomiske situation: I byerne bor den intellektuelle ’elite’ – og på landet ’populisterne’. Vi står over for kommunalvalg 2017, og ligesom Macron over for en opgave med at nedbryde skel og skabe fællesskaber. Men hvad er ’populisme’? Og hvordan kan lokalpolitik gøre op med ’populisme’?

Kunstige skel

Begrebet ’populisme’ bruges med løs hånd fra flere forskellige positioner i øjeblikket. Det amerikanske medie ’the Economist’ mener, at vi lever i en ny æra af ’populisme’ og journalister bruger begrebet i flæng til at definere alle politiske positioner, der taler imod mainstream og ’etablerede sandheder’ – EU, menneskets indflydelse på klimaforandringer, flygtningeproblematikker. Køber man ikke ind på disse grundlæggende analyser, er man ’populist’.

Listen ovenfor er langtfra udtømmende. Men den rummer alligevel nogle forskelle, der kan belyse det problematiske i begrebet: Nemlig, at der er langt fra indiskutable naturforhold, som er solidt, videnskabeligt dokumenterede (altså klimaforandringer) – til politiske og bureaukratiske konstruktioner som EU og de (meget) forskellige oplevelser, der følger af flygtningestrømme og EU’s frie marked.

Titlen som ’populist’ er til gengæld ret utvetydig: Det er muligvis det dummeste, man kan være. Men hvem har retten til at definere, hvad der er ’populistisk’? Og er denne leg med ord ikke med til at fremme selvsamme fænomen?

Koblet til argumenter?

Betydningen af det moderne ’populisme’ begreb, lyder nogenlunde sådan her: Nogle folk eller en person, der ikke ved, hvad de taler om. I dag klistres denne betegnelse på en række af politikere og argumenter, som man (’eliten’) ikke er enig med eller bryder sig om. Uden hensyntagen til, om deres argumentation er saglig eller ej. ’Højrepopulisme’ kaldes det også – fx i den franske (Le Pen) og hollandske version (Geert Wilders) – og ikke mindst i USA (Trump) og England, hvor titlen ’populist’ sættes på alle, der stemte England ud af EU. En bred kategori, hvis det overhovedet er en kategori.

 Hvad skaber en ’populist’?

Den amerikanske filminstruktør Michael Moore var en af de få mediepersoner, der forudsagde, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg i 2016. Han sagde, at det ville være det største ’fuck you!’ til det etablerede system af meningsdannere i politik og medier nogen sinde, og at alle de amerikanere, der føler sig ekskluderet (altså ’populisterne’), ville bruge valget til at udøve den eneste magt, som systemet ikke kan tage fra dem: Deres stemmeret. Det franske valg viste, at 1/3 af vælgerne brugte deres stemmeret til at stemme ’højrepopulistisk’ og det kommende danske kommunalvalg vil uden tvivl også give masser af stemme til de politiske diskurser, der er kritiske over for EU, flygtninge, økologi, investeringer i en bæredygtig fremtid mm. Men er dette ’populisme’? Har disse mennesker ikke ret til at have anden mening end os?

Demokrati er for alle

Weekendavisens Anne Knudsen var en af de få ’meningsdannere’, der turde påpege det hykleriske i, at alle medier efter valget af Donald Trump nærmest faldt over hinanden for at kritisere ham og hans vælgere. Det er demokratiets væsen, påpegede hun. Og pilen peger dermed på det (de vestlige) samfund, der gør det muligt, at ’producere’ politiske ledere, der fx lodret modarbejder internationalt samarbejde og klimatiltag. Hvorfor føler så mange mennesker sig uden for? Og hvad gavn har vi af at pådutte hinanden prædikater som ’populist’, når vi faktisk taler om forskellige politisk opfattelser. Vi kunne med fordel droppe den retorik og indse, at demokrati indebærer retten til at være forskellige, og retten til at være uenig. Men ikke mindst muligheden, for at lytte og gå i dialog.

I kølvandet på Alles Folkemøde, har vi alternativister har været ude og møde folk, hvor de er – så vi kan lytte til dem fordi vi skal til valg til regioner og kommuner til efteråret – vi kommer til at træffe beslutninger der berører folks hverdag. Den indflydelse kunne vi fx bruge til at forebygge populisme – lytte, lade forskelligheder leve, værne om retten til at være uenig, stå vagt om børnenes, de ældres, flygtningenes, kontanthjælpmodtagernes, pædagogernes, lærernes, sosuassistenternes, lægernes, cyklisternes, bilisternes, karrieremenneskernes, håndværkernes, de unges, de ældres, musikernes, dansernes, teaterfolkenes, direktørernes, hippiernes, kendissernes, ja – alles stemmer.

Det starter med, at vi tør lytte – også til dem, vi ikke forstår – dem der insisterer på at stille spørgsmål til vores egne indlysende sandheder – ’populisterne’.

Eller bare andre mennesker.


Julie Herdal Molbech er spidskandidat for Alternativet i Helsingør. Ydermere er hun kandidat i Region Hovedstaden.