,

LØS RESSOURCEKRISEN CIRKULÆRT

Vi skal løse jordens ressourcekrise med nye forretningsmodeller. Vi skal begynde at tænke vores produkter på en cirkulær måde, hvor det vi producerer hele tiden kan få nyt liv og indgå i nye relationer. Johanna Englev Lassen er til dagligt leder og chefdesigner i Nordic Redesigners – en konsulentvirksomhed specialiseret i arbejdet med design og bæredygtighed. Hun er serieiværksætter med en række virksomheder bag sig, hvor det grønne område de sidste 20 år har været en rød tråd arbejdet. Vi har tidligere bragt et indlæg fra hende, her på Altivisten.

Vi skal ikke langt tilbage, før forbrugsmønstret i Vesten var anderledes end i dag. Tidligere holdt tingene som oftest i generationer. Det handlede ikke kun om, at tidligere generationer var bedre til at passe på deres ting, det handlede også om, at tingene var produceret anderledes, end de er i dag. Vi har i vores del af verden, vænnet os til, at produkter ofte er designet til at gå i stykker efter et par år. Samtidig er det produceret i en kvalitet, der tvinger pris og holdbarhed i bund. Dermed er produkterne skabt til at skulle udskiftes hurtigt og opdateres indenfor nye trends. Et forbrugsmønster som har sat sine fatale spor på verdens ressourcer.

Vi saver den gren over vi selv sidder på

I det 20. århundrede er der forbrugt mere jern, kobber, fosfat, sten, kul, olie og naturgas, end i resten af menneskehedens historie tilsammen. Det er ikke underligt, at materialepriserne er steget eksplosivt de sidste år. Fortsætter vi med at producere som nu, saver vi den gren over, som vi selv sidder på. Det er for mig ikke et spørgsmål, om vi fuldstændig skal stoppe med at producere, for så er vi jo lige vidt, men at drive forretning på at udpine verdens ressourcer, med dertil stigende materialepriser, er ikke en langtidsholdbar strategi.

En potentiel løsning på verdens ressourceudfordringer er udviklingen af nye cirkulære forretningsmodeller. Tankegangen har sit udspring i ”Cradle to Cradle” strategien, hvor materialer, med inspiration i naturen, indgår i biologiske og tekniske systemer, hvor de genanvendes.

Opgør med en linær tankegang

At købe nyt i stedet for at reparere, giver økonomisk mening i en lineær ”brug og smid væk” kultur. Kigger vi i mellemtiden på cirkulære forretningsmodeller, er det en fordel at arbejde med kvalitet, der holder længere, da forretningsmodellerne ofte bygger på, at produkterne skal leveres tilbage og bruges igen og igen. Igennem forretningsmodeller der eksempelvis leaser i stedet for at sælge, kan prisen fortsat være uændret eller billigere, mens kvaliteten er markant bedre, fordi materialerne bliver taget retur. Dermed spares der ressourcer på nye materialer og store dele af produktionen.

Når vi genanvender materialerne, sparer vi ressourcer, og det er godt for miljøet. Samtidig giver det mening på et marked med stigende råvarepriser.

Cirkulære forretningsmodeller er så småt ved at vinde indpas, men der er lang vej endnu, og plads til mange flere spillere på det danske marked. Jeg ser personligt frem til at følge udviklingen de kommende år.