,

LIGESTILLING ER NOGET VI GØR

Hvor ofte har du ikke hørt disse ord: ”Vi har da ligestilling i Danmark…”? Eller disse ord: ”Nej – vi har så afgjort ikke ligestilling i Danmark”? I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2017 har vi i denne artikel valgt at sætte fokus på sprogets rolle i forhold til ligestilling. Det er som om der kun er to mulige positioner at tale ud fra – og debatten minder til tider mest om en grammofonplade, der er gået i hak. Det er på tide at udvide vores pladesamling og sætte nye plader på. Vi vil derfor introducere en ny sætning – og nu bliver det vildt! Den lyder sådan her: “Ligestilling er noget, vi gør – ikke kun noget, vi har (eller ikke har).”

 

Sproget er ikke kun et redskab til at overføre information fra A til B. Sproget former virkeligheden, som bekendt, hvorfor ord og ytringer får deres betydning på baggrund af den sammenhæng, de indgår i. Men hvis sproget former virkeligheden, er det ikke virkeligheden, men sproget, den er gal med. At opfatte ligestilling, som noget vi gør, og ikke blot har ( eller ikke har), er en måde at skabe opmærksomhed på, hvordan vi som brugere af sproget hele tiden gør ligestilling (eller uligestilling) sammen. Som kønsteoretikeren Judith Butlers parafrasere med sit performativitets-begreb, er at gøre ligestilling en gøren, ikke en væren.

Hvad vil det sige, at ligestilling er noget, vi gør?

I det danske samfund mangler vi generelt blik for, hvor meget normer (mere eller mindre ubevidst eller uerkendt) styrer vores handlinger, vores beslutninger og vores opfattelser af andre mennesker. Normerne er en afgørende del af vores forståelsesramme, og selvom de ofte kan ændre sig over tid eller opstå i nye forklædninger, er de påfaldende statiske: Opfattelsen af, at tingene nu engang er som de er, lader til at have et stærkt tag i mange. Normer skaber ofte hierarkiseringer, sådan at vi inddeler individer eller grupper af mennesker efter, hvem der er ’mere værd’ end andre eller har ’mere ret’ til noget end andre. Begynder vi derimod at fokusere på logikkerne i måden, hvorpå vi danner vores holdninger og opfattelser, kan vi blive klogere på, hvordan uhensigtsmæssige magtanvendelser og sproglige greb bidrager til at skabe helt unødig ulighed mennesker i mellem. Og hvis vi begynder at øve os, kan vi måske blive bedre til at mestre disse normer og gøre mere ligestilling.

Her er en række af de spørgsmål, der kan være gode at sætte fokus på: Hvornår har du sidst tænkt over, hvilken farve hudfarvet plaster egentligt har? Hvorfor det kun er homoseksuelle, der bliver spurgt, hvornår de sprang ud af skabet? Hvordan kan det være, at kvinde kan blive kaldt for (lille) pige til de er midaldrende, mens drenge bliver til fyre og derefter forbliver mænd? Nogle vil mene, at det er naturligt, derfor er det sådan. Andre vil mene, at det er alt for små petitesser at hænge sig i. Andre igen er trætte af personer, der vil kalde dem sprogligt til orden, og påberåber sig retten til at sige tingene, som de er. Men hvad vil det egentlig sige, at sige tingene, som de er? Og i hvor høj grad er vi selv medskabere af den sproglige virkelighed, vi befinder os i? Sagt på en anden måde: Hvordan kommer vi ubevidst eller uerkendt til at handle ved hjælp af sproget, når vi ytrer os på den ene eller anden måde?

Om talehandlinger

Kloge hoveder har gennem historien arbejdet med, hvorledes menneskers brug af sproget har konsekvenser for den virkelighed, vi befinder os i, og skaber sammen. Sprogfilosoffen J. L. Austin indførte i midten af 1900-tallet begrebet talehandling, der kort forklaret sætter fokus på, hvordan det at ytre sig (dvs. sige noget) ikke blot er overførsel af information fra A til B, men også gør noget i den konkrete kontekst sprogbrugeren befinder sig i. Lad os tage et eksempel:

Amanda, Leo og Viggo sidder i børnehaven og tegner. Amanda er i gang med at tegne sin familie, og hun er nået til farvelægning af ansigterne, da hun spørger Viggo og Leo, om de vil række hende den hudfarvede tegneblyant. Leos far er fra Tunesien, Viggos forældre er fra Fyn. Viggo rækker blot ud efter den beige farveblyant og giver den til Amanda. Men Leo studser. Han er stadig for lille til at formulere for andre, at han opfatter tingene anderledes, For hans egen hud er ikke beige, den er nærmere lysebrun. Han tænker ikke videre over det, og de tegner alle tre videre.

I dette eksempel er der ikke tale om bestemte intentioner eller dårlig opførsel. For det er jo helt naturligt for Amanda og Viggo at afkode den beige farveblyant som hudfarvet, men for Leo er situationen en anden. Det er måske første gang – og helt sikkert ikke den sidste – hvor han oplever, at han er en minoritet. Der er statistisk set flere mennesker i Danmark, der har samme hudfarve som Amanda og Viggo, og det er der i og for sig ikke noget galt i, men det bliver problematisk, når Leo bliver ældre og han gang på gang bliver spurgt: ”Og hvor kommer du så fra?” For årsagen til, at han bliver spurgt, er jo udelukkende, at han falder uden for den norm, som blandt andet er blevet defineret af, at Amanda og Viggo tilhører det danske majoritetssamfund – det vil sige dem, der er flest af. Eller han igen og igen oplever, at blive stoppet i lufthavnen, mens Jens og Peter altid går lige igennem. Leo kommer jo fra Danmark, hvorfor skal han så svare på det spørgsmål flere gange om ugen? Han har en ren straffeattest, men pga. hans mørke hud og hans sorte skæg tror tolderne ofte, at han har smuglergods i tasken.


EN LILLE ØVELSE

Ytring: Hvornår sprang du ud?

 TALEHANDLING: Jeg mener ikke noget ondt med mit spørgsmål, men i selve ytringen benytter jeg mig af muligheden, retten og magten til at spørge om intime detaljer i dit privatliv. Din seksualitet er afvigende fra os andre, den har været i skabet i et stykke tid, men nu er du sprunget ud. Jeg har aldrig selv fået et lignende spørgsmål, fordi jeg er heteroseksuel og derfor ikke afviger, men er en del af normen.

 

 Overvej det omvendte: Hvornår sprang du ud som hetero?


Ytring: Hvor kommer du virkeligt fra?

 

 Talehandling: Jeg mener ikke noget ondt med mit spørgsmål, men i selve ytringen benytter jeg mig af muligheden, retten og magten til at definere hvem, der oprindeligt kan være fra eller ikke fra Danmark – sådan rigtigt. Du er tydeligvis (pga. hudfarven) ikke et 100% medlem af den danske etnicitet, min hudfarve er hvid jeg kan have bedsteforældre fra Ukraine, men fordi jeg er hvid, får jeg ikke det samme spørgsmål.

 

Overvej det omvendte: Hvornår flyttede din slægt til Danmark?

 


Vi kan pege på tilsvarende talehandlinger, når vi har med køn at gøre. Et eksempel kunne være personen, der ikke har haft en kæreste gennem et stykke tid, og som gennem ord og handlinger oplever stigmatisering eller marginalisering i mild grad af sine omgivelser, fordi det for dem er en værdibaseret norm at enhver bør danne par med en anden person, altså at have en kæreste, være forlovet eller være gift. Heraf følger det, at enkestanden er den eneste respektable måde at være single på. Et andet eksempel kunne være den konventionelt smukke unge kvinde, der på sin arbejdsplads nok har en vis status i kraft af hendes skønhed, men også oplever at måtte være på konstant vagt over for blikke, bevægelser og endda ordløse handlinger fra sine mandlige kollegaer, der – selvom de selvfølgelig er opmærksomme på den professionelle relation, de har til kvinden – jævnligt glemmer det, måske tilskyndet af hinanden.

Hvordan gør du ligestilling i dit sprog? Kender du sætningen: ”Er du svans eller hva’?” At ‘svanse’ betyder at gå på en bestemt måde, hvor bagdelen svajer frem og tilbage, så det virker skabagtigt. Svans betyder også tomme ord, udenomssnak og ævl.” (Kilde: Nudansk Ordbog).

Svans bliver ofte brugt som reference til homoseksuelle mænd, og med ovenstående definition fra ordborgen, kan vi vist hurtigt blive enige om, at det ikke er særligt positivt at kalde nogen for en svans. Man kan derfor stille sig selv spørgsmålet: Er det at være svans (homoseksuel) i sætningen ovenfor mere eller mindre negativt ladet? Hvad siger det om en person, når man kalder ham/henne for en svans? Og hfvad siger det om dig?

Prøv også at vende det om … At springe ud som homoseksuel kan være positivt ladet og indeholder en frigørende kræft, men hvorfor er det kun homoseksuelle, der gemmer sig i skabet og dermed skal springe ud? Hvorfor er seksualiteten som udgangspunkt ’naturligt’ heteroseksuel, mens andre former for seksualitet lever og eksisterer i det skjulte, ’i skabet’, indtil man har mod nok til at springe ud? Hvornår har du sidst spurgt: ”Er du hetero eller hva’?”

 

Det nedladende sprog

Hvis sproget former virkeligheden, er det ikke virkeligheden, men sproget, den er gal med. At opfatte ligestilling som noget vi gør, og ikke blot har/ikke har, er en måde at skabe opmærksomhed på, hvordan vi gennem sproget kan handle aktivt for at skabe en hverdag omkring os med mere ligestilling. Ofte former sproget virkeligheden ud fra opfattelser, som bunder i fordomme eller måske bare indgroede vrangforestillinger om hvordan verden hænger sammen. Et godt eksempel er den antagelse, at det er ‘naturligt’, når det feminine bliver nedvurderet i forhold til det maskuline. Sagt på en anden måde: at det kvindelige er ringere end det mandlige. Det viser sig i sproget, når vi bruger ordet ‘tøsedreng’ om især mænd, der ikke har tilstrækkeligt mod, eller når vi i en nedladende tone kalder en mand ord, der alle har med noget kvindeligt at gøre. Tilsvarende viser det sig, når vi anerkender en kvindes handlekraft eller selvstændighed, at hun har ‘nosser’. Så på samme måde som vi med rette kan betegne det som racistisk at bruge ord som ‘perker’, ableistisk at bruge ord som ‘spasser’ eller homofobisk at bruge ord som ‘bøsse’ på en nedladende måde, er det sexistisk eller i hvert fald stik imod enhver ligestillingsbestræbelse at bruge de ovennævnte kønnede ord som gyldige komponenter i sproget.

 

Hvad gør vi nu med denne kundskab?

Normer er i sproget – også kønnede normer. Bevidsthed, tillid til hinandens intentioner, øvelse og tålmodighed er og bliver de bedste redskaber for os alle som brugere af sproget. For vi har alle en andel i sprogets virkelighedsproducerende rolle, og det er på tide, at vi bliver os den mere bevidst. Vi har ikke et sprog, vi bruger sproget, vi gør sproget – sammen.