Af Jesper Hyuk, https://m.facebook.com/jesperhyuk/

Lav din egen insektfarm i hjemmet

green

ALTIVISTEN bringer i denne skrivologi indlæg om insekter. I tre bidrag fortæller Rebecca Berthelsen om insekternes bæredygtige potentiale, mulige udbredelse og giver læseren inspiration til gastronomiske handlinger.

Forestil dig, at du lige har hakket grøntsager til en lækker salat og skal til at smide gulerodstoppene og den kedelige del af salathovedet ud. Men i stedet for at fylde skraldespanden med organisk affald, serverer du resterne for dine nye bedste venner – melormene. De hygger rundt i bunden af deres kasse og elsker grøntsagsrester. Din salat er færdig, og som topping drysser du de ristede melorme på, som du tilberedte i går. Og vupti, så har du lavet dit eget cirkulære system hjemme i dit eget køkken.

Det er ideen bag insektfarmeren Jakob Rukovs projekt, Bugging Denmark, som han driver midt i København. Jakob Rukov er uddannet biolog, og efter et to-måneders kursus på Big Cricket Farms i USA besluttede han at starte sin egen fårekyllingefarm. Det har han haft stor succes med, og nu er han ved at udvikle et større cirkulært samarbejde med byens virksomheder for at gøre produktionen så bæredygtig som muligt.

Insekter er enormt værdifulde, fordi de kan indgå i en bæredygtig og sund livsstil. Men selvom de inkorporerer deres foder bedre end kvæg, skal vi stadig passe på, at vi ikke bruger unødvendigt mange afgrøder på kød- og insektproduktion. Det forsøger jeg at imødekomme ved at arbejde med cirkulær tænkning.

Jakob Rukov har derfor indledt et samarbejde med projektet Beyond Coffee, som dyrker østershatte ud af kaffegrums fra byens cafeer.

Det er et fantastisk projekt. De blander kaffegrumset med svampesporer fra østershatte og lidt kalk i nogle store sække, som de lader hænge ned fra loftet. Så skærer de huller i sækkene, så der kommer lys ind, og derudfra vokser der så nye østershatte. På den måde får de altså omsat et restprodukt til noget, vi kan spise, hvilket i sig selv er genialt. Det kan de gøre med det samme kaffegrums 3-4 gange, og derefter giver de det videre til mig. Restproduktet er nemlig super godt at fodre fårekyllinger med, fordi det er højt i protein og kalk, og smager af østershat, hvilket fårekyllingerne tager smag efter.

Den cirkulære proces fuldendes ved, at Jakob Rukovs fårekyllinger efterfølgende producerer gødning, som han planlægger at give videre til projektet Tagtomat, som laver infrastruktur til byhaver i København. På den måde udnytter Jakob Rukov, at han bor midt i en storby med mange forskellige virksomheder, men i virkeligheden kan alle lave lignende cirkulære projekter.

Jo mere lokal produktionen kan være, jo bedre. Idealet må være, at vi alle sammen får en lille farm derhjemme, så vores egen madlavning i sig selv bliver cirkulær. Fårekyllinger er lidt sværere at passe end melorme, fordi de er mere skrøbelige, og så larmer de en del. Til gengæld er de enormt lækre kulinarisk, men hvis man er nybegynder indenfor insektfarming kan melorme måske være et godt sted at starte.

Lasse Hinrichsen, der har startet melormevirksomheden ENORM i Aarhus, har lavet en let og overskuelig guide til, hvordan man selv kan starte en melormefarm op i hjemmet.

  • Dæk bunden af en åben plastikkasse med havregryn (0,5-1 cm) og placer den et tørt sted uden direkte sollys ved 16-30 grader.
  • Start med omkring 15 biller, som parrer sig og lægger æg efter ca. 14 dage (æggene og larverne kan først ses efter 2-3 uger).
  • Havregrynene er deres primære foder, men de skal også have et stykke grøntsag eller frugt for at få væde (de må nemlig ikke få vand direkte).
  • Efter 14 dage skal billerne flyttes over i en anden beholder med frisk havregryn for at undgå at de spiser æggene og de nyudklækkede larver.
  • Når larverne har opnået en længde på 2-3,5 cm er de klar til at blive høstet med en plastpincet el.lign.
  • For at dræbe larverne skånsomt lægges de i en plasticpose eller –beholder og kommes i fryseren (-18 grader) i mindst et døgn. Her går de i dvale og mærker ikke noget.
  • For at de bliver sikre at spise skal de tilberedes ved blanchering og ristning. Det er også her, man kan eksperimentere med forskellige smage som f.eks. chili eller sour cream & onion, som ENORM også selv producerer og sælger.