,

KUNST SOM POLITIK OG POLITIK SOM KUNST

 


Et EP-projekt kan være en politisk praksis, og politik kan have en kreativ udformning. Men hvordan? Måske ved at lade politik og musik være hinandens overlappende modbilleder – og ved at insistere på, at kunsten ikke blot kan være politisk, men er politik. I anledning af udgivelsen af Svenske Uniformers debut-EP, 140 km/t, skriver Henrik Marstal om forholdet mellem kunst og politik
Hvordan udvikler vi vores demokrati? Det kan ske ved at lade kunsten spille en større rolle for, hvordan vi opfatter verden omkring os. Og det kan ske ved at lade det demokratiske projekt indarbejde kunstneriske processer mere tilbundsgående – for eksempel ved at lade den gode popmusik og den samfundsansvarlige eftertanke være to alen af samme stykke.

Musik som et politisk projekt

Som musiker og formidler har jeg en vis erfaring med at beskæftige mig med musik i en politisk kontekst. I mit duoprojekt, marstal:lidell, som jeg har udgivet to albums med i henholdsvis 2014 og 2016, har jeg og min makker, Anna Lidell, sat fokus på emner som klimakrise og empatikrise, på overvågningssamfundet og Pussy Riot-medlemmet Nadezka Tolonkonnikovas ophold i et berygtet fængsel i Mordovia, samt den dybt forstemmende oplevelse af, at verden er ved at komme ud af kontrol.

Vi opsummerede flere af disse emner i sangen Watch (2016), der gentog den samme tekst igen og igen, fordi det var en erkendelse, der kørte rundt i hovedet på os dengang:

I feel the times spinning fast
Around, around me
I forgot to open my mouth
And speak out loud
I did not foresee the crash
That I could warn about

I 2006 var jeg initiativtager til albummet Protestsange.dk, hvor en række kunstnere som Peter Sommer, Magtens Korridorer, Marie Frank og Per Vers fortolkede protestsange fra især 1960’erne og 1970’erne. Det skete ud fra en betragtning om, at i krisetider – og det var krisetider dengang; med Irak-krigen, regeringens hetz mod anderledes tænkende og en overophedet økonomi – rykker folk sammen og husker på de gamle sange.

Og så har jeg som blogger og musikforsker sat fokus på musikkens politiske potentiale ved en lang række lejligheder. Derfor har jeg altid kendt til ikke blot muligheden, men også nødvendigheden af at forstå kunstneriske udsagn som politiske manifestationer – og at forstå kunst som både en ressource, en strategi og en aktivitet.

Svenske Uniformer – politisk musik og musikalsk politik

Den søndag i oktober, hvor jeg blev valgt til folketingskandidat i Københavns Storkreds, var jeg i et fabelagtigt humør. Men det skulle blive endnu bedre. Senere på dagen havde jeg nemlig aftalt at drikke kaffe med sangeren og sangskriveren Carsten Lykke, som jeg for en del år tilbage havde poptrioen ibens sammen med.

Nogle år forinden havde vi i ibens over en længere periode lavet skitser til en række sange, som måske kunne blive til et nyt album. Men vi kunne ikke blive enige om retningen og tilgangen, og sangene blev derfor liggende på en harddisk i en kælder uden at blive hørt af nogen. Nu havde Carsten hørt dem igen og besluttet, at han ville bruge nogle af dem til sit kommende soloalbum. Han foreslog, at jeg til gengæld kunne bruge de sange, som jeg bedst kunne lide. Og, tilføjede han, jeg kunne jo selv synge dem.
Som sagt, så gjort. Jeg havde aldrig forestillet mig, at skulle være forsanger i noget projekt, men fordi det var min gamle makker, der foreslog det, og fordi jeg følte at intet kunne gå galt den søndag, besluttede jeg mig for at gøre forsøget ved at finde fire sange og lave en EP. Jeg brugte de originale optagelser, men ændrede melodierne, så de passede bedre til mig, ligesom jeg tog teksterne i en noget mere politisk retning.

Et par uger senere var jeg i Stockholm, hvor jeg i en døropgang så et skilt med firmanavnet ‘Svenske Uniformer’. Dér var projektnavnet: For dobbeltheden i at tale om uniformer i et så ikke-militaristisk land som Sverige, der samtidig altid har været blandt verdens førende våbenleverandører, tiltalte mig. Og ordet ‘uniformer’ kunne jo læses som uniformer, hvorved det blev en særdeles sigende kommentar til den svenske kønsdebat, eller måske snarere den danske opfattelse af den.

EP’en kaldte jeg 140 km/t efter titlen på en af de gamle ibens-sange, som jeg ikke brugte, men som gav samme indtryk som Watch: En virkelighed ude af kurs, der kan føles som at være passager i en bil, som bliver kørt alt for stærkt og hensynsløst i forhold til omgivelserne. Og 140 km/t er netop den hastighed, hvor politiet herhjemme giver fartglade bilister et særligt farttillæg eller ‘faretillæg’ udover bødetaksten. Lyt til debutsinglen ‘Helt ærligt’ her.

Musik som eksperimentalzone

Kort før nytår erklærede Uffe Elbæk, at 2017 skal være modets år. Jeg tog ordene til mig. For det er mod, der flytter bassister som mig over i andre hjørner af øvelokalet – for eksempel foran det dybt skræmmende mikrofonstativ, som man ikke går hen til, hvis ikke man har noget at fortælle verden.  Som musiker har jeg været inspireret af Alternativets fokus på eksperimentalzoner, hvor vi uden nødvendigvis at kende retningen eller svaret gør noget, som vi intuitivt finder rigtigt – for måske at kunne generere nye erkendelser, indsigter, betragtningsmåder. Well, Svenske Uniformer er sådan en eksperimentalzone: Jeg aner ikke, hvad der kommer ud af det, men nu prøver jeg, fordi det føles intuitivt rigtigt. Og hvad er der egentlig at tabe? Lidt anseelse? Come on.

De fire sange dealer alle med oplevelser af verden som ude af balance. Singlen Helt ærligt handler om de kyniske mennesker jeg har mødt, som ikke tager et medansvar for verdens tilstand, men hellere vil sjusse sig frem:

Helt ærligt – vi kunne godt lyve lidt mere.

Det er en sang om at tro, at man på den ene side omkostningsfrit kan bakke helt ud i forhold til nærvær og ærlighed, at man kan latterliggøre ønsket om mere håb og empati for denne verden, og at man ikke selv har noget personligt ansvar for samfundsudviklingens negative konsekvenser. Men på den anden side forventer vedkommende, at kæresten, arbejdsgiveren og vennerne alligevel elsker eller beundrer én ubetinget. Tro mig: Det er en dybt urimelig forventning.

E20 handler om at køre et sted på motorvejen mellem Esbjerg (hvor jeg kommer fra) og København (hvor jeg bor), overbevist om at man har haft ret i at tage afsted fra en konfliktfyldt situation med al sin rethaveriskhed i bagagen – men alligevel ende med at sige, som det sker i sangens afsluttende tekstlinje: “Jeg vender om”.
Frosten rammer hårdt (8. november 2016) handler om et katastrofalt præsidentvalg i USA, som måske kunne finde sted, fordi alle vi andre ganske enkelt ikke havde fået “lagt en bedre plan”, som der bliver sunget i omkvædet. Det er en aggressiv og frustreret sang om afmagt: Følelsen af, i hvert fald på kort sigt, at have mistet enhver tænkelig indflydelse i verden.
Endelig er der sangen Fucking tosomhed, som handler om en manglende evne til at være til stede i den givne situation; noget der allerede i 1843 blev perfekt opsummeret af Søren Kierkegaard i udsagnet “gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge dele.”

Politiske tekster?

Når vi taler om politisk musik, antager mange, at det er teksterne alene, som gør sangene politiske. Sådan ser jeg det ikke helt. Jeg tror, at de vibrerende næsebor i musikken gør en lige så stor del af arbejdet, og at det derfor er i kombinationen af lyd og tekst, at musikken når et egentligt politisk potentiale. Det er dét, som er tanken med Svenske Uniformer: At skabe musik, som er lige så politisk orienteret som teksterne. At selve sounden skaber politiske vibrationer.

På den måde kommer teksterne i musikken til at være lige så relevante som de uendelige paroler, som politikere omgiver sig med i tide og utide. Ord og musik – og politisk perspektiv – hænger sammen. Jeg kunne ikke have lavet denne EP, hvis ikke jeg havde haft en forankring i Alternativet – så for mig hænger tingene derfor nært sammen, kunstnerisk og politisk.

Jeg elsker tanken om, at politisk musik ikke kun er tekster, men også lyd, undertiden støj. Og jeg elsker tanken om, at politisk musik også er handling, indsigt og vilje til forandring.

Handlinger

Hvor megen musik er egentlig politisk anlagt? Langt mere end vi tror, er jeg sikker på. Det har blandt andet at gøre med, at musik er en relationel størrelse: Den findes ikke bare for sig selv, men altid i en kontekst, altid i et sind, altid i en krop. Derfor kan noget musik for nogle være udpræget politisk anlagt, og for andre det stik modsatte.