Af Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt. Instagram: @emilieluciaa

Kortene på bordet: Vi har alle et ansvar


green

Det diskuteres flittigt, hvor meget vi som enkeltpersoner kan bidrage til et bedre miljø ved at nedsætte vores forbrug og mindske vores forurening. Du kender det måske selv. Måske du har taget en adfærd til dig, som giver mening, fordi du får det bedre samtidig med, at miljøet belastes mindre. Ofte mødes den slags handlinger dog med en uforståenhed, der i værste fald skaber magtesløshed. Det sker, når handlinger for et bedre klima bagatelliseres som isolerede gerninger, der ikke nytter noget i det store hele uden strukturel politik og parlamentarisk determination. I dette indlæg tager Helene Hagel, der er miljø- og klimarådgiver, denne diskussion op til grundig refleksion. Argumentet er, at vores handlinger som enkeltpersonerne ikke skal ses som isolerede fra politikernes ansvar. Tværtimod.

”Det er ikke nok med kødfrie dage. De små hop batter ikke en dyt. Det nytter ikke hvad end du gør, for der er brug for meget mere end det.”

Sådanne meldinger høres ofte i debatten om ansvaret for den grønne omstilling. De er ikke blot fejlagtige, men de leder også til apati og handlingslammelse. For kan det hele så ikke også være lige meget? Løsningen er, at se handling og strukturel omstilling som forbundne; som hinandens forudsætninger. At påpege ens eget ansvar er ikke at fjerne ansvaret fra magthaverne eller at være blind over for deres forpligtelser. Man kan godt tage ansvar uden at tage ansvaret fra politikerne.

Selvom det ofte fremføres sådan i klimadebatten, så er opfordring til handling blandt borgere ikke lig med individualisering og privatisering af klimakrisen. Handling er ikke lig med at fjerne ansvaret fra det politiske niveau. At tænke, agere og forbruge mere bæredygtigt er ikke afpolitisering af vor tids største krise.

Tværtimod.

Klimaforandringerne er en alarmklokke, der ringer for at fortælle os, at vi alle må forandre vores samfund grundlæggende. Vi skal genoverveje vores måde at være – og være til – på. Klimakrisen kræver, at alt fra nu af bliver anderledes. Klimakrisen forandre alting.

Derfor er kampen for individuel handling og strukturel omstilling ikke et nulsumsspil. Der er ingen konflikt mellem at appellere til et langt mindre indtag af animalske produkter og samtidig kæmpe for lovgivning, der udfaser brugen af fossile brændsler.

Hvis vi blot læner os tilbage og affærdiger (behovet for) folkets engagement i den grønne omstilling med et ”det nytter ikke noget… det er ikke nok… det er ikke det, der skal til”, så misforstår vi klimakrisens omfang og potentielle løsninger.

Den grad af strukturel revolution, vi har brug, kommer næppe fra systemet selv; i hvert fald ikke fra de systemer, vi kender i dag. At vente på systemet er udtryk for en konformitet og passivitet, som vi hverken har tid eller råd til at praktisere.

Udfordringerne er komplekse; løsningerne er ikke simple. Der vil kræves mere af os alle – mere end vi nogensinde har skullet præstere før. Derfor kan vi ikke kun appellere til politikerne. Familier, venner, naboer, byer, kommuner, nationalstater og internationale organisationer skal for alvor i gang med den fundamentale omstilling, der skulle have været startet for længe siden. Ikke kun lovgivning men også tankemønstre skal ændres. Ellers kan det ikke lade sig gøre. Ellers når vi ikke i mål i tide.

Vi befinder os i dag et unikt sted i menneskehedens historie: Vi har et valg! I dag kan vi kæmpe aktivt for en ny indretning af vores liv – fra det helt lokale til det overordnede globale – eller vi kan vente, til at vi ikke længere har valget men er tvunget til at tilpasse os klimaforandringernes negative konsekvenser.

Således kan vi også tage et aktivt valg om at nytænke hele vores system. At leve bedre, sundere og i balance med naturen – ikke i krig med den. Hvis vi skal gøre det, så kræves der, at vi hver tager vores demokratiske autoritet som borgere tilbage – at vi hver især tager et ansvar for den forandring, vi ønsker. Det kræver nye analyser og nye løsninger. Nogle ville måske spørge: Hvor skal denne kreativitet og skabende kraft komme fra? Fra systemet eller borgerne?

Systemer forsøger altid at redde sig selv. Strukturer vil til enhver tid kæmpe til sidste åndedrag for egen overlevelse. Når vores politikere ikke anerkender klimakrisens presserende karakter, må vi derfor selv gå i gang. Vi må mobilisere os i forpligtende fællesskaber og skabe et pres nedefra.

Det pres nedefra skal være så massivt, at systemets repræsentanter – velfærdsstatens administratorer – ikke kan ignorere det.

Hvad nu hvis vi sammen udviklede en modfortælling, der handler om, at livskvalitet og lykke ikke kommer af overforbrug af klodens begrænsede ressourcer? Hvis vi sammen redefinerede ”livskvalitet”? Hvis vi sammen redefinerede ”frihed”, så en spis-grønt dag i offentlige institutioner og en smule højere benzinpriser ikke sås som et fundamentalt angreb på vores rettigheder?

Denne samtale, om ”det gode liv” uden rovdrift på kloden og med respekt for alle jordens nutidige og fremtidige borgere, starter hos os.

For hvem vil du helst have til at definere det gode liv – dig selv eller systemet?

Kulturforsker Gregers Andersen betragter i sin stærkt anbefalelsesværdige bog “Grænseløshedens kultur” aktivisme som en modgift til hjælpeløsheden. Han fortæller, hvordan individer er kulturelle trendsættere. Hvordan vi ikke kan forvente, at politikere og marked omstiller vores verden for os.

I ”Grænseløshedens kultur” udforsker Andersen, hvordan det ikke kun er strukturerne, der skal ændres, så de passer til klodens økologiske råderum. Det er os, hver især, der skal ændre adfærd – ellers kommer det slet og ret ikke til at ske. Både rammerne og alt det, der sker inden for rammerne, skal redefineres.

Strukturer har aldrig været de bedste til at kigge kritisk på sig selv, og vi løser næppe klimakrisen med mere af det samme. Hidtil har det i hvert fald ikke været tilstrækkeligt.

Så hvem er bedst til at tænke nyt – dig eller embedsmændene?

Alternativets strukturelle – men venlige – revolution er også en folkebevægelse mod os selv. Vi har hver især både et ansvar for at forbruge, handle og tænke bæredygtigt og for at kæmpe aktivt for nye bæredygtige strukturer:

”Never doubt that a small group of thoughtful, committed, citizens can change the world. Indeed, it is the only thing that ever has,” sagde den amerikansk antropolog Margaret Mead engang.

Vi kan ikke i dag tillade os blot at regne med, at institutioner eller regeringer løser alle de ufatteligt alvorlige problemer, vi står overfor. Alle sociale bevægelser er skabt, motiveret og gennemført af individers passion, indignation og drivkraft.

Første skridt må være en erkendelse: Jorden står ikke ubetinget til rådighed for vores fornøjelse. Overforbrug af klodens begrænsede ressourcer skal ikke længere være kilden til livskvalitet. Livskvalitet skal findes andetsteds, og du skal selv definere hvor.

Andet skridt er handlingen: Vi må stille krav. Til systemet, til os selv og til hinanden. Verden forandrer sig ikke, hvis ikke vi forandrer os. Vi bliver simpelthen nødt til at se farerne ved det, vi gør, før det er for sent. Vi bliver nødt til at anerkende, at vores ubæredygtige livsstil har dødsensfarlige konsekvenser for levende mennesker. Hjælpeløsheden kan vi alle føle; men den må ikke blive til apati. I hjælpeløsheden kan vi starte noget nyt: Et fælleskab, hvor vi lever med respekt for grænserne.

Gregers Andersen taler i sin bog, om hvordan nye kulturer vil spire frem, når flere forandrer sig. Dermed kan den individuelle forandring blive til en kulturel omstilling, som i sidste ende vil lede til politiske reformer.

Noget af Bernie Sanders popularitet – især blandt unge – skal netop findes i hans krav om folkeligt engagement. Som han siger: “It’s not my political revolution. It’s your political revolution.”

At udnytte vores eget handlingsrum, er ikke afkoblet fra at kræve en mere overordnet ændring af status quo. Vi er selv bedst til at angribe de dominerende strukturer, som vi vil have ændret.

Hvis vi ikke også selv handler og er aktive, bliver vi let ramt af en ret udmattende apati. Hvad nytter det hele overhovedet? Hvad forskel gør det, hvad ‘lille jeg’ gør? Hvordan skal vi nogensinde få omstillet i tide, hvis politikere, erhvervsliv og investorer bliver ved med at rykke så langsomt?

Derfor skal vi råbe op, før klimakrisen trækker os ned. De globale klimaforandringer vi befinder os midt i, konfronterer os med en smertefuld virkelighed, der er svær at begribe og forvirrende at leve i. Derfor har vi brug for handling og et aktivt håb. Det passive håb læner sig tilbage og venter på, at eksterne kræfter iværksætter den forandring, som det håber på. Det aktive håb handler derimod om at deltage på alle niveauer i transformationen mod den fremtid, vi håber på og kæmper for. Et aktivt håb er en praksis. Det er noget, vi gør; individuelt eller sammen med andre – men gerne, og sikkert hurtigst og mest effektivt, uden om systemet.

Vi skal være modige, ambitiøse og nysgerrige. Vi skal råbe på og kræve strukturelle ændringer på alle tænkelige måder, men vi skal ikke læne os tilbage og vente på dem.

I fredags trådte den historisk ambitiøse og globale Parisaftale i kraft. Nu skal den implementeres, så vi kan nå dens mål og begrænse den globale opvarmning inden det for fatale konsekvenser. Det har du og jeg også et ansvar for.

Man kan godt nemlig tage ansvar uden at tage ansvaret fra politikerne.

I handlingsmulighederne neden for opfordrer dagens skribent til, at man engagerer sig i grønne organisationer. Som inspiration kan du læse mere om for eksempel Greenpeace, Verdensnaturfond WWF eller Verdens Skove. Er du også nysgerrig på, hvilke muligheder der er for mere bæredygtige forbrugsvaner, så kan du finde mere information her