,

JEG ER TRUMP


For syv år siden blev jeg ramt af en svær depression. Det gik ikke godt for mig på universitet. Jeg kunne ikke følge med. Forstod ikke at være reflekterende, kritisk tænkende, som de sagde, jeg skulle. Jeg troede, jeg var dum. Dykkede ned i en sort eksistentialisme, druknede i mørket. Jeg lavede den konklusion, at jeg var ond, dum, uden værdi. Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling og ønskede kun at dø; for hvem kunne elske sådan én som mig. Men løsning var at erkende den mørke side i mig selv, for først der, kunne jeg møde andre med milde øjne.

 

Jeg forestiller mig nu, at jeg ankommer til psykiatrisk afdeling med mine tomme øjne, nedsænkede skuldre. Psykiateren, jeg møder, siger sådan her:

”Vibeke, det eneste, der egentlig er sygt i det, du siger er, at du er overbevist om, at du er det eneste menneske, der er i besiddelse af ondskab. Det er en grundlæggende forkert tanke. Ja, det onde eksisterer i dig, men du som menneske er ikke ond. Det onde eksisterer også i mig. Der er ikke den tanke, jeg ikke selv har tænkt. Men det gør mig altså ikke ond. Dit blik er ensidigt. Du ser noget klart, og du har erkendt noget vigtigt. Her vil vi hjælpe dig. Gradvist vil du måske se, at din lidelse er kollektiv, at du faktisk har fået indblik i et kollektivt mørke, som de fleste fornægter. Lige nu er alt sort. Og jeg vil gentage det for dig igen og igen, det jeg nu siger: Vibeke, der er intet i denne verden, der ikke kan tilgives. Der findes ikke den handling, den tanke, der ikke kan tilgives. Alt kan tilgives. ”

Men sådan gik det ikke. Jeg fik i stedet taget blodprøve, undersøgt mit genetiske ophav, fik diagnose, bipolar type to, piller, elektrochok.

Den eneste egentlige grund til, at jeg er kommet ud på den anden side af en så dyb og lidelsesfuld depression skyldes, at jeg har mødt nogle få mennesker, der har mødt mig fordomsfrit, undersøgende og kærligt. Derfra begyndte min eksistentielle vandring. Min mand var den første, jeg delte mine hemmeligheder med. Han var der stadig, selvom jeg blottede mit ”det grimme”. Han havde også sine hemmeligheder. Ligesom alle andre har deres hemmeligheder. Før jeg mødte ham, led jeg af en grundlæggende ensomhed og skam. En skam jeg på alle mulige måder forsøgte at dække over, og som jeg ubevidst kastede over på andre mennesker.

Ondskab

Jeg troede, jeg var ond. Men findes der egentlig onde mennesker? Vidste Hitler, at hans handlinger var onde? Ved Trump, at han måske lider af en form for patologisk narcissisme – at han gennem hadefulde kampagner, ved opbyggelsen af en frygtinficeret mur kan lindre et angstpræget land, en bange Trump? Hitler ville skabe ultimativ skønhed. Han ønskede, at realisere et mægtigt land, et mægtigt selv. Jeg tror, at Hitler ubevidst håbede, at han kunne forløses gennem ydre skønhed, gennem orden, magt og kontrol. Hitler talte direkte ind i en skare af uforløste mennesker, der selv længtes efter lindring, efter en forklaring på deres egen uforløste eksistens. Hitler ville gøre Tyskland stort og smukt igen. Masserne jublede over skitsen af det nye paradis. Drømmen om tryghedens, sikkerhedens, fællesskabets, stolthedens genkomst. Det skæve, det syge, jøderne, det sorte, det grimme, det dumme, det vilde måtte derfor udryddes i renhedens navn. Det mørke, det farlige måtte for enhver pris elimineres, så det sorte monster ikke længere bankede på og skræmte ham og dem fra vid og sans.

Bare et menneske

Det er vigtigt, at vi forstår, hvordan magtsyge, menneskeundertrykkende tendenser vinder frem. At forstå er ikke det samme som at omfavne og acceptere. Hvis man virkelig prøver at forstå, opdager man måske også kimen i sig selv – sin egen forfængelighed. Hvilken pris betaler man selv for at opnå anerkendelse og respekt? Hvor langt går vores samfund for at skabe orden, for at mobilisere flest mulige vellykkede mennesker, der bidrager til samfundets økonomi? Hvor mange børn får medicin? Hvor mange falder uden for normalitetsbegrebet? Hvor mange får diagnoser?

Når vi taler om, og får genfortalt de grusomheder, der fandt sted under Anden Verdenskrig, gyser vi alle. Tænk, at sådanne hændelser kunne finde sted i et civiliseret, oplyst, vestligt samfund. ”Frygteligt”, siger vi, mens vi drikker kaffe, tager en bid af det hjemmebagte surdejsbrød, går hjem til vores Madameskrald, Kählervaser, veganske oste og hjemmestrikkede sweatre. Det er næsten umuligt at forestille sig sit eget grumme ansigt. Det er umuligt at se sin egen nederdrægtighed, når man ikke udfordres på den.

Det kan godt være, vi ikke slår ihjel. Det kan godt være, vi ikke er bange for muslimer, ikke står og heiler, at vi faktisk hylder ghandistiske metoder, hylder diversitet. Det er jo alt sammen godt. Men det gør os vel ikke til gode mennesker? Og hvis vi kigger på vores eget liv, kigger os selv dybt ind i øjnene, ved vi, at det er sandt: vi er ikke gode mennesker. Vi er heller ikke onde. Hvem er vi så?.

Illusorisk ligning

Vi kan bilde os ind, at vi er gode.  Vi er gode, hvis vi sorterer skrald, spiser vegansk mad. Vi laver en illusorisk ligning:  Mig + handling = min værdi. Mig + uddannelse = min værdi. Mig + udseende = min værdi. Mig + antallet af anerkendende blikke = min værdi.  Men hvad nu, hvis man ikke gør gode handlinger, hvad nu, hvis man ikke tænker på miljøet, og stemmer Dansk Folkeparti? Hvad nu, hvis man ingen likes får på Facebook, hvad nu, hvis man udelukkende får lave karakterer i skolen, har man så ingen værdi? Måske tror vi, at summen af alle værdierne giver mængden af de andres anerkendelse?

Når man opdager, man selv indeholder grådighed, misundelse, og når man ikke fornægter disse elementer, heller ikke graver sig ned i skam over dem, så har de heller ikke særlig meget magt over én. Så er de bare ufarlige spøgelser, der står ved døråbningen og siger uhhh-uhhhh. De er der bare. De dukker hele tiden op. Og hvad så? Og så falder man i en gang imellem. Laver fejl, bagtaler, er utro, mobber, fordømmer, skriger ad sine børn. Og så må vi prøve at komme videre derfra, erkende fejlene, måske bede om tilgivelse, finde nogle mennesker, der vil se os i øjnene (på trods), vise omsorg, som vi kan undersøge fænomenerne sammen med, uden at blive stødt bort. Jeg har erfaret, at der altid er en årsag til, at vi handler, som vi gør.

Jeg kender ikke nogen, der bevidst gør andre mennesker uret. Jeg kender ikke onde mennesker. Men jeg ser dagligt min egen forfængelighed, misundelse, angsten for ensomhed, angsten for menneskers domme. Når vi undertrykker det onde, det sorte i en underbevidst, hengemt hule, så er det, at vi mennesker kan blive farlige, fjendske over for hinanden – og det kan blive grimt, især hvis fattigdom, frygt og usikkerhed melder sig.

 Vi er ikke gode på grund af

Sammenkoblingen: mine handlinger er lig med min værdi, giver et enormt reduceret billede – både af os selv og den måde, hvorpå vi betragter hinanden. Det giver grobund for fordømmelse, reduktion og simplificering. Og vi ender med at undgå dem, der ikke ligner os. Dem, vi omgiver os med, skal pege tilbage på vores egenværdi – på dem vi er.

Hvis jeg eksempelvis spiser miljøvenligt, skyldes det, at det grundlæggende giver mening for mig og min jord. Jorden er er mit hjem. Min krop, min gane vil have ordentlig mad, der er dyrket under kærlige omstændigheder. Jeg vil spise med alle sanser. Og nogle gange æder jeg junk. Ryger en cigaret. Men lækker, sund, plejet mad giver jo mening i sig selv. Og meditation, kunst, litteratur, dans giver mening. Disse peger bare ikke tilbage på min menneskelige værdi.

Og jeg er ikke en bedre mor end andre mødre, blot fordi jeg passer mine børn hjemme, mens de er helt små. Jeg vælger at passe mine børn hjemme, fordi det føles meningsfuldt. Jeg nyder det, lærer utrolig meget af det, også fordi det udfordrer mig. Og børnene peger på en aggression i mig, jeg længe har holdt skjult. Når jeg for eksempel mister kontrollen, når jeg skriger ad dem i afmagt. Gør mine skrig mig så til en dårlig mor?

Det har skabt splid i mig at stå ansigt til ansigt med det vilde og utæmmede. Jeg har skammet mig, frygtet, at jeg ødelagde mine børn, og jeg har haft brug for mennesker til at fortælle mig, at jeg ikke er forkert. Det er egentlig det eneste, jeg har haft brug for. Venlig omsorg, milde øjne. Jeg ved godt, hvad det grundlæggende rigtige er. Men nogle gange kan det føles, som om rejsen fra viden til handling er utrolig lang og hård. Virkeligheden, følelserne fanger mig. Og dér ude i gangen, når flyverdragterne skal tages på, når Harald driller Ragna, og Ragna skriger, dér bliver min viden sekundær.

 At turde se vildskaben i øjnene

Jeg erfarer også, at det er vigtigt, at vi tør møde vores ubehagelige, utæmmede sider, lærer at forstå deres udtryk, lærer at tage imod dem. Det er ikke det samme som at sige, at det er godt, at vi skriger ustyrligt ad vores børn. Når jeg skriger, skriger jeg i afmagt, ikke fordi jeg vælger det som en gennemtænkt opdragelsesstrategi. Når tingene går i hårdknude, og jeg ikke handler efter dydsmønstret, fortæller jeg eksempelvis min søn, at jeg var en sur drage. Jeg spørger ham, om han blev bange. ”Ja, ” siger han. Og jeg trøster ham. Jeg er blot et menneske. Og sætningen ”jeg er blot et menneske” er ikke en sovepude. Det er en kendsgerning. Og jeg kan aldrig blive mere end et menneske.

Jeg oplever, at jo mere jeg står ved dragen og viser omsorg for den; des mildere bliver den også, des mindre magtesløs bliver jeg. Jo mere jeg står ved min egen vildskab, des mere omsorgsfuld, grænsesættende og tydelig bliver jeg også over for mine børns dragehaler – uden at gøre dem forkerte.

Gråd, vildskab, vrede, sorg er ikke i sig selv farlige og forkerte. ”Rovdyret” inde i os og inde i vores medmennesker tæmmes kun gennem omsorg, forståelse, undersøgelse, tydelig grænsesætning, retfærdig vrede – ikke gennem skam, undertrykkelse og fordømmelse.

Og jeg vil pointere; jeg mener ikke, at vi skal undgå regler. Husregler og samfundsregler mener jeg er vigtige og gode. Men normer, der giver børn og mennesker en grundlæggende, eksistentiel forkerthedsfølelse, er farlige. Det gør mennesker syge og ensomme. Det bringer skam. Naturen og børnene er ikke uskyldige, blåøjede englevæsner. Børn og naturen kan opleves som voldsomme. Naturen og børnene peger på en mulig undertrykkelse i os selv. I vores samfund og i vores familier forsøger vi at undertrykke vildskaben, det utæmmede – ved at give børnene diagnoser, lave belønnings- og strafsystemer, IPad-tid – you name it – fordi den naturlige vildskab skaber uro i vores egne, personlige systemer og i vores veltilrettelagte samfundssystem. Vi undgår ubehaget ved at medicinere og bedøve det vilde og mørke. Men tænk, hvis vi i stedet forsøgte at lytte til det, turde se dyret i øjnene, have omsorg for det, sætte grænser uden at anvende belønning, fordømmelse eller ros, og i stedet bare sige stop ud fra en retfærdig vrede, når vores personlige grænser blev overtrådt.

Og nogle gange må vi bare råbe.

Min erfaring siger, at det er nødvendigt at anerkende, at forstå det vilde og mørke i os selv, hvis det ikke ubevidst skal tage magten over os, så vi ender med at angribe hinanden. Ved at se og erfare det hos os selv, ved vi også bedre, hvordan det kan bekæmpes, og hvordan det bedst kan behandles.

Vi har brug for en revolution. Der er så mange mennesker, der lider af fatal skam – angst, depression, stress. Der er så mange børn, der ikke behandles værdigt og respektfuldt. Det er uhyre vigtigt, at vi hiver vores tæmmede, støvede dragehaler frem, mærker deres retfærdige vrede. Vi har brug for forandring. Der er mange, der lider, fordi de skammer sig.

 

Vi må tage afsked med fromhedsbølgen, sammen stille os et stærkt sted og råbe: STOP!