,

INVITER MÆNDENE INDENFOR

I anledning af kvindernes internationale kampdag sætter Altivisten fokus på ligestilling. I dette indlæg ser vi på ligestilligen fra et andet perspektiv, for den fortsatte kamp for kvinders rettigheder bør føres med bevidstheden om, at det – hvor beklageligt det end må lyde – ikke selvindlysende er en kamp. Mændene må indføres og integreres i feminismens erfaringsverden.

Den 8. marts markerede man verden over Kvindernes Internationale Kampdag. Et centralt symbol på denne mærkedag er det klassiske piktogram for kvindekønnet; cirklen med det lille kors forneden, gengivet som en løftet knytnæve. Opstandelse, handlekraft og overvindelse, signaleres det, er kampdagens eksistensgrundlag.

At vi holder fast i dét aspekt, i kamplogikken, er ikke svært at forstå: Indsatsen for kvinders rettigheder og værdighed i samfundet er – i nogle dele af verden mere end i andre – stadig en indsats imod fysisk undertrykkelse. Vold mod kvinder og voldtægt af kvinder fører naturligt til overbevisningen om, at man som hunkønsvæsen må lære at slå igen, og at det eneste egentlige redskab i kønskampen, er at gøre fælles front og demonstrere imod uretfærdigheden.

Uinspirerende kvindemarch

Dagen efter Donald Trumps indsættelse var som bekendt dagen for den globale kvindemarch. Det var en chance til at være på forkant med, at verdens højeste embede netop var overgået til en ældre, hvid herre med mandschauvinistiske tilbøjeligheder, og jeg tog selv ind til Christiansborgs Slotsplads, fordi jeg mente, at jeg forstod hvor utiltalende en følelse det måtte være for enhver kvinde at have Trump parkeret i sin horisont. Imens jeg krydsede gaden 20-30 meter fra demonstrationen tænkte jeg alligevel, at jeg ikke rigtig forstod, hvad jeg havde gang i. Da arrangementet var overstået, havde jeg en klar opfattelse af, at noget var gået hen over hovedet på mig, og at retorikken under alle omstændigheder havde været forfladiget og uinspirerende.
Som kvinde er man i sin gode ret til at protestere når man føler, at historiens progression bliver rullet tilbage og at betingelserne for kønsdiskrimination bliver mere, og ikke mindre, frugtbare. Jeg har al forståelse for, at man går på gaden; om ikke andet er det niveauet over at gå på Facebook og fingere aktivisme.
Men når fronterne er trukket så skarpt op som de var dén dag, er minimumskravet til troskab blot, at man er antipatisk over for Trump og den misogyni, han er blevet ensbetydende med. Det er slet ikke svært at tage afstand fra åbenlys uretfærdighed og eksplicit undertrykkelse.

Vi vil inviteres med

Trump eller Milo Yiannopoulos, den nyligt afgåede redaktør på Breitbart News, er drakoniske figurer, og deres respektive udtalelser forbryder sig fuldstændigt indlysende mod idealet om ligestilling. Læser man om Indiens voldtægtskultur (der kan ligne en voldtægtsindustri), om et polsk medlem af Europaparlamentet og hans udtalelser om, at kvinders fysiske underlegenhed er en logisk begrundelse for lavere lønninger, om ISIS- militaristernes hang til importerede sexslaver, vil man også som mand føle dyb lede og fortvivlelse.
Men sagen er, at de fleste danske mænd ikke vil kunne identificere sig med nogen af disse typer af mænd – de flest vil nok tænke: Det ligger mig uendeligt fjernt. Man har svært ved at fornemme en invitation til en konkret, praktisk attitude til fænomenet kvindeundertrykkelse. Og som sådan er det svært for mig at sige: Alene fordi der findes så mange af mit køn, der ikke har indset at kvinder er ligeværdige borgere og mennesker, skal jeg op af stolen og ud på barrikaderne.

Hvordan sexisme føles

Min attitude til Kampdagen og til feminismen i dens helhed er sympatisk – ikke begejstret eller passioneret, for den oplevelse af uretfærdighed og vrede, der er incitamentet til at yde modstand, virker ikke på mig med tilstrækkelig kraft. Den ekstravagante form for sexisme, som Trumps kommentarer eller indernes voldtægtsrater er eksempler på, kan mange kvinder, desværre, perspektivere med personlige erfaringer af, at være blevet behandlet på en uværdig måde. Men det kan jeg ikke – jeg har ikke selv adgang til de erfaringer. Som mand ved jeg ikke hvad det vil sige, at blive tiltalt i et tonefald eller med en ordlyd der antyder, at jeg bør gøre som der bliver sagt, hvis ikke jeg ønsker en fysisk demonstration af hvem der egentlig er det stærke køn. Jeg kan ikke fornemme, hvordan seksuel krænkelse virker på sindet og kroppen, og jeg kommer sandsynligvis ikke til at opleve det.

Integrér mændene i bevægelsen

Kvinder som engagerer sig i den såkaldte kønskamp kan have den dobbelte – og ubehagelige – erfaring af uretfærdighed på et globalt plan, og på et personligt og endda kropsligt plan. Mænd som er uafklarede om selve kønskampen og dens substans, råder i udgangspunktet kun over det halve perspektiv: mediernes fremstillinger af sexisme.
Jeg tror, at indsatsen mod den etablerede misogyni i verden er én ting, og at indsatsen for at forlige kønnene med hinanden, er en anden. Lige så vigtigt det er at udfordre de, der vægter kvinder lavere end mænd, lige så nødvendigt er det at integrere mændene i bevægelsen – at sørge for, ikke kun at definere sig op imod hankønnet.

En feminisme der går i dialog

Ligestillingsdebatten kan ikke overleve udelukkende på kampens retorik, fordi denne kamp i sig selv risikerer at svække forbindelsen mellem kvinder og mænd, der ellers er på samme side. Der er brug for en anden dimension, som måske kan kaldes pædagogisk eller dialektisk. Der er brug for, at kvinder oftere tager mænd i hånden – også de mænd, der er sympatiske med kvindefrigørelsen – og leder dem ind i den virkelighed, der nødvendiggør feminismen; de personlige erfaringer og følelser, der ligger til grund for den fortsatte kamp.
Det behøver ikke at være en skyldsfordeling eller en fundamental kritik af mandlig adfærd. Det skal derimod være en indføring i, hvad man som kvinde forstår ved feminisme, og hvorfor man som mand bør sympatisere med bevægelsen eller endda identificere sig som feminist. Denne indsats går begge veje – det er op til kvinderne at gøre plads til mændene i det feministiske verdenssyn, og det er op til mændene at tage imod invitationen og anerkende kvindens motiver til at føre kampen, bevægelsen videre.