,

INSPIRER GENNEM YOUTUBE


Intet er bedre end at bruge hele søndag eftermiddag lukket inde i min egen lille YouTube boble. Med en kop the i den ene hånd og min computer i den anden, opdaterer jeg mig lige på hele verdenssituationen. Jeg starter i Nigeria, hvor jeg får en rundtur i hovedstaden Abuja af en nigeriansk blogger. Derefter tager jeg et smut til USA, hvor jeg ser en debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump, og 2 timer efter er jeg endt i Danmark, hvor en eller anden har remixet en dansende ged. YouTube underholder og inspirerer mig dagligt, og for mange andre kan det være en kilde til at dele deres historier, musik og alt andet tænkeligt.


Af Alma Skardhamar

YouTube har været udsat for meget kritik. Vi husker alle den sørgelige historie om Amanda Todd, der tog sit eget liv efter at være blevet mobbet i årevis på bl.a. YouTube. Vi har alle hørt om folk, der har udsat sig selv for direkte livsfarlige ting for at blive ”YouTube Famous.” Men YouTube er så meget mere end en platform, hvor mobning og higen efter seere eksisterer. YouTube er også et fællesskab, hvor folk fra hele verden kan opmuntre og inspirere hinanden.

Youtube – et sted hvor drømmene bliver virklighed

Hvis der er en branche, der har vundet på internettets store fremdrift, så er det helt sikkert musikbranchen. Selvom det stadig er utrolig svært, grænsende til det umulige, at bryde igennem som musiker og leve af det, har især YouTube hjulpet mange unge mennesker til at få deres musik bragt ud til den store mængde. På YouTube behøver du ikke have et studio eller en manager for at få folk til at høre din sang, du kan helt selv uden nogle vilde ressourcer få uploadet din musik. Der er så mange fantastiske eksempler på, hvordan en kunstner har lagt sin musik ud på YouTube og fået en hel masse skøn feedback tilbage.

Selvom du sjældent bliver rig af det, skaber YouTube et fællesskab, hvor man kan opmuntre og hjælpe hinanden på tværs af jordkloden.

Vi kan alle være med til at skabe nye kunstnere, nyt håb og nye idéer, så lad os blive ved med dette og fokusere på den positive energi.


Altivisten har været forbi Odder højskole og møde de mange unge mennesker der har deres daglige gang her. Dette er der kommet en serie af artikler ud af, der alle omhandler fællesskaber, handlinger og hvordan vi udvikler os bæredygtigt. Læs mere om Odder Højskole