,

HVORFOR HAR INTEGRATIONEN FEJLET?


Integrationen har fejlet i Danmark. De mange tusinde indvandrere og flygtningene der de sidste 4 årtier er kommet til Danmark, er ikke blevet en integreret del af det danske samfund. Men hvorfor? Er det udlændingenes egen skyld? Eller er det fordi samfundet ikke har formået at åbne fællesskabet op for de nye danskere? Ifølge Badar Shah, kandidat til kommunalvalget for Alternativet, er svaret det sidste.


af Badar Shah

Integrationen har fejlet, fordi vi behandler symptomerne og ikke sygdommen. Og hvad er ”sygdommen”? Dansk Folkeparti vil formodentlig sige, at alle udefrakommende er sygdommen. Men det kunne ikke være længere fra sandheden. Sygdommen er, at det danske fællesskab er ved at splintre – det sker ved en stigende ulighed og mangel på lige muligheder. Splintringen findes i mange aspekter af vores liv men den største skade uligheden gør, er, at den ødelægger fællesskabet.

En succesfuld integration er et biprodukt af, at man føler sig som en del af fællesskabet. Og hvordan har vi fejlet i at få folk til at føle sig som en del af fællesskabet?

Systemisk diskrimination

En af de mest centrale arenaer hvori man interagerer og deltager i fællesskabet, er ved at deltage på arbejdsmarkedet. Og allerede dér fejler det danske samfund. Motiverede ansøgere med de helt rigtige kvalifikationer står ansigt til ansigt med diskrimination, alene fordi de har et navn med en mellemøstlig klang. Fateh Singh, som hverken er muslim eller fra Mellemøsten, skal i gennemsnit sende 52% flere ansøgninger  for at komme i betragtning til samme stilling som Peter Jensen – ene og alene fordi hans navn klinger mellemøstligt.

Hvis du har brugt 5 år af dit liv på en videregående uddannelse med et ønske om at bidrage til det danske fællesskab, så føler du dig ikke som en del af det fællesskab, som du gerne vil bidrage til, hvis du møder så åbenlys en diskrimination.

Vores uddannelsessystem er også stedet, hvor man styrker fællesskabsfølelsen. Men der støder vi på problemer såsom skoler i København, hvor 80 % af elevantallet er fra en tosproget baggrund. At forstærke fællesskabsfølelsen kræver, at man møder og interagerer med folk, som ikke deler éns egen baggrund. Flere politiske partier ønsker at indføre kvoter eller loft for tosprogede elever – men igen er der tale om hovedløs symptombehandling. Når man spørger de lærer og ledere, som faktisk sidder i disse skoler, så får man et helt andet løsningsforslag, som fokuserer på at styrke folkeskolen.

Vi bryster os af vores fællesskab i Danmark, men faktum er, at i Danmark findes der ikke lige muligheder.

Hvis man styrker folkeskolerne og giver dem ressourcer nok til at kunne løfte niveauet for ALLE elever, uanset baggrund, så vil flere helt naturligt vælge folkeskolen til og ikke fra. Hermed vil en naturlig integration finde sted, som et biprodukt af det forstærkede fællesskab.

Det store problem

Det fører så os til det største problem. Ghettodannelser. Skabt af uigennemtænkt byplanlægning af individer, som ikke vidste, hvad konsekvenserne af deres handlinger ville være. Hvordan kan man skabe en fællesskabsfølelse i områder, som på mange måder står uden for fællesskabet?

Der er større kriminalitet i ghettoer, flere arbejdsløse og flere med en lavere indkomst i forhold til resten af Danmark. Det er et faktum. Men for at løse problemerne skal man anerkende, hvordan problemet er opstået. Og ghettodannelser opstår på baggrund af den geografiske isolation. Da disse byområder blev oprettet, blev der ikke taget højde for transportmuligheder, foreningsdeltagelse, arbejdsmuligheder mv. Når Høje Tåstrups borgmester Michael Ziegler, lederen af en kommune med hele tre ghettoer, mener, at den geografiske isolation er den største udfordring i forhold til at forstærke fællesskabet, hvorfor er der ingen som lytter til ham? Hvorfor fortsætter regeringen med at lave symbolpolitik, der fastsætter kvoter for antallet af indvandrere i kommunerne og ikke ser på selve byplanlægningsproblemerne?

Unge der vokser op i et udsat boligområde af forældre med få ressourcer, har kun 16 procents chance for at avancere på den sociale rangstige – i modsætning til et barn fra middelklassebydele, hvor chancerne stiger til 52 procent. Vi bryster os af vores fællesskab i Danmark, men faktum er, at i Danmark findes der ikke lige muligheder.

Sagens kerne er, at den manglende ulighed i forhold til adgang til gode uddannelsessteder, manglende adgang til arbejdsmarkedet på lige fod med andre, og manglende adgang til noget så basalt som at deltage aktivt i bylivet, skader fællesskabet. Og en afledt effekt af disse ulige muligheder, er at integrationen i Danmark tager alvorlig skade.

Hvis vi skal løse integrationsproblemerne i Danmark, så skal vi finde en løsning på den voksende ulighed i Danmark.


Badar Shah er kandidat og integrationsordfører til kommunalvalget for Alternativet