Roen til det gode liv: meditation

 

Kan meditation være vejen til det gode liv? Sidsel Marie Henriksen og Victor Lange deltog i sommeren 2016 på et såkaldt 10-dages Vipassana-kursus; et kursus, hvor meditationsteknikken Vipassana dyrkes 10 dage i træk i total stilhed blandt kursusdeltagerne. Dagsprogrammet begynder klokken 04.00 og slutter klokken 21.30 – i løbet af dagen mediteres der dermed omtrent 10-11 timer. Som elev har du ingen kontakt til omverdenen under kurset.

 

Jeg ved ikke længere, hvor vi er. Vi er uden kort eller gps. Et eller andet sted i Sverige. Gennem ruden skimter jeg en mark fuld af gæs, der går i rundkreds. Jeg tænker, at de har forstået den rene væren, bare at være til, og at jeg, når jeg passerer samme mark igen om 11 dage, måske er kommet tættere på at løse denne af livets gåder. Af netop denne nysgerrighed besluttede jeg mig for, at skænke 10 dage af mit liv til en asketisk tilværelse som buddhistisk munk, på et vipassana meditationskursus i stilhed. Vipassana betyder “at se tingene som de virkelig er” eller en meget stærk, dyb og intens indsigt. Jeg er her for, som Sokrates underviste, at lære mine inderste dybder at kende.

Langt fra hjem

Vi ledes af skilte ind på en mindre asfaltvej og kører ind af en bred trælåge til meditationscentrets gårdsplads. Her er en anden atmosfære. Sammensætningen af luftmolekyler synes ikke identisk med den i København. Jeg genkender forskellen fra andre af mine utallige naturudflugter; her er ro. Ikke en bil at høre, ingen menneskestemmer eller søvndyssende rytmisk hamren fra konstruktionsarbejde. De andre mennesker, der slentrer rundt på gårdspladsen, går som på glas, i stille bevægelser, smiler mildt, men taler ikke.

Meditationens historie

Hvad er meditation? Spørgsmålet er forsøgt besvaret mange gange, men en endelig definition står vi ikke med. Vi kan dog overordnet set, betegne meditationen som en proces, hvori sindet på den ene eller anden måde vender sig mod sig selv; enten for at blive renset eller for at opnå erkendelse. Meditationen er sådan en mental disciplin, hvorved opmærksomhed og bevidsthed formes til ’det bedre’. Kigger vi på det sproglige ophav, så har ordet ’meditation’ rod i det latinske verbum ’meditari’. ’Meditari’ betyder både at overveje, kontemplere, rense og huske på – og ligeledes indeholder meditationen, overordnet set, også alle disse aspekter. Når den romerske kejser Marcus Aurellius mediterede, så overvejede han sin egen rolle i kosmos. Når de kristne mediterede over Guds kærlighed, så dvælede de både ved dens betydning samtidig med, at de trådte ind i den. Når buddhisterne mediterer, så renser de sindet.

Meget tyder på, at meditation, visse steder, var en del af menneskelivet allerede for mere end 5000 år siden. Mere konkret så stammer meditation – som vi kender det i dag – nok primært fra Indien og mere præcist fra de oldgamle Veda-skrifter. Herefter har praksissen bredt sig gennem resten af Asien – først til buddhisme og sidenhen til islam (i særdelshed sufi-ordnen) – for derefter formentligt at finde fodfæste i både jødedom og kristendom. Meditation synes dog i dag, gradvist at løsrive sig fra sit religiøse ophav i flere og flere sammenhænge. Med andre ord: At udøve en bestemt meditationsform kræver ikke længere religiøse overbevisninger af den enkelte.

Meditation har altså været en essentiel del af livet for forholdsvis mange mennesker længe. Kigger vi konkret på vipassana-meditation, så mener mange udøvere – både buddhister og ikkereligiøse – at denne disciplin simpelthen er en nødvendig del af det gode liv. Kort fortalt: For vipassana-meditatører rummer løsningen og svaret på spørgsmålet ’hvordan skaber vi det gode liv?’ altid meditation. For vipassana-meditatører fortæller erfaringen, at meditation har forbedret millioner af menneskers liv – befriet dem fra lidelse, had og uvidenhed.

Dagens første syngeskål

Det lysner i natten og himlen der aldrig har været helt mørk grundet de høje breddegrader, skifter sin palet fra kongeblå mod lysere violette toner. Med lysets kommen ringer dagens første syngeskål, for at vække de drømmende op til meditation. Ekkoet fra metallet runger, vibrationerne sidder i luften og tonen svinder langsomt hen. Som en dyb, hul tone der kalder gennem centrets stilhed og bryder med de naturlige harmonier fra skovens væren, blæstens sang og fuglenes kvidren. Klokken er 4. Jeg møder et menneske på trappen. Jeg venter tålmodigt uden at skabe øjenkontakt, uden at lade min opmærksomhed bortfalde min egen krop, den virkelighed der manifesterer sig inden for mit stof, og som jeg har indskrevet mig til at bruge 10 dage på at observere. Den meditative tilstand er ofte sværest lige efter jeg er vågnet, da mit sind er forvirret over nattens drømmende univers. Forvirret over hvilke virkeligheder der er mere virkelige end andre.

Jeg tager et koldt bad og går gennem den lysnende morgen over gårdspladsen hen mod meditationshallen. Luften er stadig fri for dagens tanker. Ren, let og gennemsigtig.

Efter et par timer afsluttes meditationen, og vi inviteres til morgenmad af samme syngende gong, der igangsætter alle aktiviteter på centret. Den fungerer som et ur, som vi alle har stillet vores dagsrytme efter. Vi spiser i stilhed, smager, dufter, mærker madens tekstur, mens tiden passerer som en ukendt størrelse, en fremmed besøgende i et land, hvor dets ligemænd ikke findes.

At holde fast i virkenligheden, i svævende tilstand

Herefter ringes vi igen til meditation. Klokken passerer 11, og vi spiser dagens andet og sidste måltid. Vi har lidt tid til at hvile. Jeg bruger tiden på at gå en tur mellem myggene, i kursets smalle afgrænsede område, i den tætte svenske skov. Floraen skifter fra tæt våd bøgeskov til lyse og slanke birketræer og eksemplificerer min fornemmelse af svæven mellem to verdener. Jeg sniger mig ud til områdets ydregrænse, hvor jeg stjæler mig til et blik på de endeløse marker og den virkelighed, jeg ved befinder sig udenfor kursets blå snore. På en eller anden måde føler jeg, at det er nødvendigt at holde fast i. Det er som om at jeg er bange for, at det vil overgå til hukommelsens sorte huller og forsvinde fra min erindring. Jeg mødes igen med de andre i meditationshallen, og vi påbegynder eftermiddagens meditation på cirka fire timer. Minutterne flyder sammen, jeg skelner dem ikke længere fra hinanden. Jeg opdager og observerer konstante ændringer i min krop og i mit sind. Alting er i konstant forandring omkring mig og inden i mig. Gennem denne erkendelse bibeholder jeg min sindsligevægt.

På kurset holdes meditationen ikke blot inden for tidsplanens skemalagte rubrikker. Kontinuitet i praksis er essentielt for vipassana, hvilket harmonerer med ideen om, at denne teknik lærer mig kunsten at leve i nuet. Meditation er ikke blot et begrænset instrument, men en kunst der kan inkarnere sig i mangfoldige former og udtryk. Ønsket for de fleste meditationsformer er et harmonisk, lykkeligt, fredeligt og meningsbærende menneskeliv. For at opnå en fredelig verden, må verden bestå af fredelige individer, og denne fred findes ifølge Buddhas lære, ved fuldstændig kontrol og koncentration af sindet. Kursets første tre dage bruges netop på at lære denne sindskontrol og skærpelse, gennem teknikken Anapana. De sidste syv dage fordyber vi os i vipassana-teknikken. På den fjerde dag indføres adhiṭṭhāna tre gange dagligt: en times sidning med fast beslutsomhed. Beslutsomhed om ikke at åbne øjne, hænder eller på anden måde bevæge kroppen. Vi bliver bedt om at finde en behagelig stilling, og beslutte os for at blive i denne ind til at fællesmeditationen er slut.

Ingen stilling føles behagelig længere, mine smerter manifesterer sig steder, jeg ikke vidste fandtes. Som dagene forløber, lærer jeg af adhiṭṭhānas styrke og hjælpende hånd til min meditationspraksis. Smerterne snor sig som slanger gennem min krop, og jeg fornemmer kun ekkoer fra fortidens kraftigste bid.

Et effektivt middel mod stress og angst

En del forskning viser at meditation forårsager både mentale og fysiske ændringer. Meditation styrker immunsystemet, sænker blodtrykket og virker dermed stress- samt angstdæmpende. Praksissen kan øge kognitive evner som opmærksomhed, koncentration og hukommelse. Hjernens struktur ændres simpelthen helt fysiologisk. Forskning påviser at volumen af hjerneceller i amygdala – en del af det limbiske system, der er koblet til angst, stress og frygt – reduceres ved meditation og mindfullness. Meditation styrker samtidig forbindelser mellem hjernens forskellige dele: Den grå substans øges i områder i hjernen, der spiller en rolle for medfølelse og selvbevidsthed samt i hippocampus – en del af hjernen, der har med hukommelse og læring at gøre.

På et eksistentielt plan lærer meditation den studerende at håndtere følelser og tankemylder; psykologiske størrelser, der for mange mennesker kan lede til frustration og lidelse. Dog har forskning endnu ikke kunne påvise, om visse meditationsformer har større virkning end andre. Af den grund er en oplagt konklusion, at det må være op til den enkelte at finde den meditationsteknik, der passer ens respektive sind. Ethvert menneske må selv erfare styrken ved forskellige teknikker.

En vej, men ikke den eneste vej

Folk virker lettede. Gårdspladsen er fyldt med forsigtigt smilende ansigter. Det er slut. Kurset er forbi. Vi kom igennem det. Nu står vi på ’den anden side’. En solsort synger sin sommersang over os; uden for den åbne port folder grønne, udstrakte marker sig ud i en evighed. Kursusdeltagerne vandrer forsigtigt rundt mellem hinanden – igen. Deres øjne er anderledes. Som om de har set noget. Noget anderledes.

Selv sidder jeg i skyggen af et stort nåletræ. Jeg tænker, hvorfor kom de mennesker herud, hvad søgte de efter? Fandt de det? De fleste af kursusdeltagerne virker tilfredse. Jeg overhører nogle af dem tale sammen: ”Vipassana-meditation er den eneste meditation, der for alvor arbejder i psykens dybder”. Det skær i mine ører, jeg er ikke enig. Det er måske problemet: Mange af eleverne er ikke bare overbeviste, de er også direkte skråsikre. Mit eget ophold er gået godt. Jeg synes de 10 dage har været en stor og generøs oplevelse. Men det betyder ikke, at vipassana er vejen til det gode liv – altså den eneste vej. Når vi forvirret, og nogle gange endda desperate, søger svaret på ’hvordan skaber vi det gode liv?’, så må vi ikke ende i ignorance. Vi skal passe på, at vi ikke udtaler os om teknikker, religioner og tankesæt vi ikke har ekspertise, erfaring eller et solidt kendskab til. Det samme gælder vipassana. Teknikken er smuk, men det er mange andre meditationsformer også.

En grankogle lander i græsset foran mig. Bag trækronen glider en kridhvid sky forbi på den lyse sommerhimmel. Hvad er konklusionen så? Hvad er løsningen? Hvordan skaber vi det gode liv? Og hvorfor involverer det meditation? Vi lærer at rette vores energi og opmærksomhed mod det rigtige sted, når vi mediterer. Vi retter fokus mod vores eget sind, sindet vi kan lære at styre. Herved kan vi opnå ro, styrke, harmoni og overskud. For det vi kalder lykke, velvære og taknemmelighed har alt sammen sin udfoldelse i vores sindstilstand: Stemmer du sindet, så lyder frigørelsen. Og her er vipassana-meditation ikke den eneste vej. Andre former for meditativ fordybelse har formentligt lige så meget at byde på. Bare luk øjnene, sænk sindet til ro og mærk sjælens ocean. Livet findes ikke altid udenfor – ofte er det størst indeni.