, , ,

HVORDAN HÆNGER MAN 800 PLAKATER OP PÅ 4 TIMER?

Foto: Jonathan Ries / Alternativet Nørrebro

 

 

Denne november hænger der valgplakater alle steder i Danmarks kommuner. Kommunalvalget står for døren og i morgen d. 21. november skal vi alle til stemmeurnerne. Men har du undret dig over hvem, der hænger plakaterne op? Og hvor lang tid det tager? Og hvor meget planlægning og engagement, det kræver? Her bringer Altivisten et interview med ildsjælene Jonathan Ries og Magnus Bjerrum Johansen fra Alternativets Nørrebro-bestyrelse, der genfortæller deres plan for koordinering og udførelse af plakatophængningen 2017 – ikke blot for Nørrebrokandidaterne, men alle kandidater for Alternativet København.

 

 

Hvordan hænger man 800 plakater op på 4 timer?

 

”På Nørrebro fik vi bevist, at ovenstående er muligt. Bydelsbestyrelsen organiserede i løbet af 3 uger en plakatophængningsbegivenhed, som ikke kun skulle hjælpe med at sætte plakater op, men også til at samle interesserede i Alternativet. I sidste ende lykkedes det at samle 40 frivillige, hvor af 15 besluttede, at de vil hjælpe mere under valgkampen.”

Foto: Jonathan Ries / Alternativet Nørrebro

 

Hvad var motivationen for at organisere begivenheden?

”For bestyrelsen på Nørrebro er det vigtigt at støtte alle kandidater i København. Alternativet er en bevægelse og derfor var det vigtigt fra starten, at Alternativets sag skulle støttes fremfor enkelte kandidater. Det vigtigste er, at Alternativet får en plads i borgerrepræsentation i København, således at der sikres en stærk stemme for et mere miljømæssigt og socialt bæredygtigt København. Desuden er der mange medlemmer i Alternativet, som ikke har været aktive endnu, og det kan være svært for mange at finde det rigtige sted i partiet, hvor man kan engagere sig. Plakatopsætningsbegivenheden skulle hjælpe medlemmer til at møde andre Alternativister og at få mere lyst til at blive aktiv i partiet.”

Hvordan finder man så 40 frivillige?

 

”For at motivere så mange som muligt til at komme til vores begivenhed, forsøgte vi at række ud på flere forskellige platforme.
Vi sendte flere nyhedsbreve ud – dels i form af korte, kompakte e-mails, hvor vi kun henviste til vores plakatophængning, dels længere e-mails, hvor vi præsenterede vores planer for hele valgkampen – for at give plakatophængningen og dem der ikke har deltaget i noget tilsvarende et større perspektiv.

Vi delte også begivenheder og opslag på Facebook via gruppen Alternativet Nørrebro – på den måde prøvede vi at gøre opmærksom på os selv. Desuden prøvede vi at interagere med vores medlemmer ved at spørge dem om ladcykler og andre praktiske ting, som de kunne medbringe til begivenheden. Små sjove billeder og videoer blev brugt for at have lidt visuelt indhold på vores facebook-side.

I den sidste uge skrev vi ud til mange af medlemmerne personligt og endelig ringede vi til over 300 mennesker. Der er ingen tvivl om hvad der var mest effektivt! At blive ringet op af et engageret medlem af partiet, der kunne fortælle om dagen, valgkampen og hvad der var brug for hjælp til, var det, der fik folk med ud på gaden og op i lygtepæle og træer. Selvfølgelig er der mange der ikke tager telefonen, ikke er interesserede eller bare ikke kan på dagen, men trods for den tidskrævende proces, er det den personlige kontakt der motiverer til at hjælpe.”

 

Hvordan organiserer man en plakatophængning med 800 plakater?

 

”Gode fysiske forhold er vigtige. Der var adgang til et lokale i stueetagen centralt på Nørrebro med plads til alle frivillige og plakater. Her var der også mulighed for at få morgenmad, inden vi gik på gaden. Desuden havde vi mulighed for at samle alle frivillige til frokost, og de frivillige kunne få en kop kaffe til at varme sig på, når de kom tilbage fra gaderne. Plakaterne var hentet til lokalet i løbet af fredag aften, og der havde vi sorteret i ti bunker så alle kandidater kom op alle steder.

På et stort kort havde vi på forhånd markeret ti ruter med et tilhørende startsted, vi ønskede at komme ud til først. De var udvalgt så det passede med hvor mange plakater der var plads til, og nogle ruter var tilpasset bil og andre til ladcykel. Efter morgenmad og lidt morgengymnastik fik vi delt de fremmødte op i hold, der hver havde både stige og bil eller ladcykel. Alle hold havde en teamleder, som holdt kontakten til en central koordinator, og som var ansvarlig for ruten. Koordinatoren på mødestedet holdt status på alle hold og sikrede sig, at vi fik hængt alle plakater op.”

Det er vigtigt at planlægge ruterne. Foto: Jonathan Ries / Alternativet Nørrebro

 

Hvad kunne man gøre bedre næste gang?

 

”Da det uden sammenligning var mest effektivt at ringe til medlemmerne personligt havde det været oplagt, hvis vi havde haft tid til at række ud til den anden halvdel af medlemmerne. Da der er over 600 medlemmer af Alternativet på Nørrebro ville det have været et godt sted at starte.”

Hvad fik Alternativets bydelsforening på Nørrebro ud af det?

 

”På dagen var der lejlighed for at de medlemmer, der var mødt op, kunne skrive deres navn og kontaktoplysninger på en seddel. Derudover var det oplagt, når man havde folk i røret, at tale om andre aktiviteter. Flere af dem, der ikke kunne hjælpe med plakaterne, gav udtryk for, at de gerne ville hjælpe til ved fremtidige arrangementer. Helt overordnet var det en mega-sjov dag, som kun kan anbefales at gentage en anden gang.”

Foto: Jonathan Ries / Alternativet Nørrebro

 

 

_______________________________________________________________________________

Er du interesseret i flere informationer?
Kontakt Alternativets Nørrebro bestyrelse på noerrebro@alternativet.dk
eller tjek facebook-siden ud